Man kan kun gisne om, hvad der ville være sket, hvis reformatoren havde nøjedes med at skrive sådan; men desværre – eller, alt efter ens egen holdning, heldigvis – tilføjede han endnu en lille sætning: Nu, das erharre seyner zeyt (”Nå, det kan vente til sin tid!”). Den tid skulle vise sig nærmest på klokkeslæt at komme til at vare 405 år, nemlig indtil indvielsen i 1931 af Martin Webers Heilig Geist Kirche i Frankfurt-Riederwald, hvor alteret blev placeret på en forhøjning nær rummets geometriske midte. Humlen er imidlertid, at det ikke var Luther, der udgjorde Webers inspiration, og Heilig Geist er da også en katolsk kirke. I den internationale litteratur regnes kirken for at være den første, der gjorde alvor af den fortrinsvis katolske liturgiske bevægelses slåen til lyd for alterets fremrykken i kirkerummet. Blot endnu 50 år senere blev synspunktet endda forfremmet fra ”græsrods”-niveauet til kirkens tinde, da alverdens forsamlede kardinaler på 2. Vatikanerkoncil anbefalede den samme liturgiske ommøblering af kirkerummet.
   Så vidt mig bekendt har vi ingen såkaldte circumstantes altre i dansk, luthersk kirkebyggeri i perioden fra Hans Tausen til Bodil Koch (eller rettere: Århusbispen Henning Høirup); men via omvejen om ad katolikkerne blev Luthers ide omsider omsat til arkitektonisk virkelighed af Inger og Johannes Exner, som allerede i deres første kirke, 1963 Sankt Clemens, indretningsmæssigt bevidnede det holdningsskifte angående forholdet mellem alter og menighed, som de fuldbyrdede med 1969 Præstebro.
   Spændende nok bør det dog tilføjes, at allerede små ti år tidligere (og altså inden den internationale – økumeniske – opmærksomhed på liturgiske spørgsmål som 2. Vatikanerkoncil stimulerede) havde professor Mogens E. Koch ved renoveringen i 1954 af Lillerøds middelalderkirke nærmest demonstrativt trodset signalet fra den snævre korbue og det smalle korrum og indrettet Danmarks formentlig første, sognekirkelige circumstantes alter. Det (luthersk?) demonstrative i renoveringen understreges af, at de trange pladsforhold alene tillod ændringen ved at dreje alteret 90 grader, så det ret beset vender siden ud mod menigheden i skibet. (Spørgsmålstegnet ved "luthersk" nødvendiggøres af, at der ikke foreligger vidnesbyrd om Kochs motivation for indretningen – og at han undlod at gøre noget tilsvarende med Brejning, som han ganske vist allerede havde tegnet 1941, men først fik opført 1965-7.)

Den liturgisk motiverede ændring af alterets placering forudsatte (og medførte) en betragtelig teologisk besindelse. Der er derfor grund til at præcisere dette teologiske anliggende, for i en vis forstand er det arkitektonisk set ikke en sensation, hvis og når alteret er løsgjort fra korvæggen. Hvis man alene forholder sig til de foreliggende altres placering i de forgangne århundreders kirker, kan man givetvis konstatere en glidende overgang fra det, som i denne hjemmesides sammenhæng bliver karakteriseret som et alter ”tæt” på bagvæggen over ”fritstående” til ”circumstantes”. Det vil med andre ord sige, at man ikke ved en simpel iagttagelse af et alters placering nødvendigvis kan deducere sig til bygherrens motivation herfor, eller sagt på en anden måde: to ens placerede altre kan teologisk have diametralt modsatte begrundelser.
   Akkurat af den grund er det et tveægget sværd, når man, som det også i andre sammenhænge så ofte sker inden for teologi og kirke, vil legitimere nye tiltag ved at finde belæg for dem i fortiden, fremfor at stå ved, at man ændrer sin tænkning og sin praksis, fordi omstændighederne har forandret sig, og fordi kristendommen er en levende religion, der ikke nødvendigvis taber identitet ved at følge med tiden, men just derved bevarer den. Renæssancen og reformationen lærte os ganske vist værdien af at søge tilbage for at rense ud i nutiden (under kampråb som ad fontes henholdsvis sola scriptura), men risikoen er, at man giver fortiden monopol på det autentiske og kun kan opfatte sin samtid i forfaldskategorier.

Opstillingen på kalkmaleriet fra Jetsmark behøver altså langt fra at skyldes en kunstnerisk uformåenhed, men stemmer som bekendt ikke bare overens med Leonardo Da Vincis berømte maleri, men også med den ældste billedlige gengivelse af et kristent måltid, der er blevet overleveret. Det drejer sig om den såkaldte Fractio Panis fresko i Sankt Priscilla katakomben (første halvdel af 2. årh.), som ganske vist ikke viser et Skærtorsdagsbillede (kun 7 deltagere), men dog utvivlsomt et nadvermotiv, og uanset om måltidet tænkes at foregå på jorden eller i himmelen er det interessante i denne sammenhæng akkurat placeringen af deltagerne. 

Navnlig i den katolske diskussion supplerede man argumentationen med henvisning til nogle oldkirkelige særtraditioner, hvor kutymen var, at celebranten var drejet 180 grader i forhold til den gængse opstilling. Sandsynligheden taler imidlertid for, at disse traditioner opstod i forbindelse med occidenterede kirker, således at præsten ved et alter placeret i den vestlige ende af længdeaksen måtte stille sig om på den anden side af alteret – ikke for, teologisk forstået, at se menigheden i øjnene, men for at kunne vende ansigtet mod øst. (Det står vist hen i det uvisse, om man også skal forestille sig, at menigheden på særlige tidspunkter også vendte sig mod øst: den uheldige symbolik i at vende ryggen til alteret kunne tale imod det; men der er dog liturgihistorikere, der mener, at just en sådan kollektiv drejen sig rundt har været praksis. Med til billedet hører selvfølgelig, at i et kirkerum uden faste siddepladser har akserne været meget mere flydende: hvis man fx som stående skulle samle sig om en prædikestol placeret langt nede i skibet, har uvægerligt en større eller mindre del af menigheden på tidspunkter vendt ryggen til alteret.)

Apropos just den symbolik gøres der både i den internationale og hjemlige diskussion ofte megen grin med den folkelige misforståelse af præstens ryg, og lad det afslutningsvis tjene som et tilsyneladende banalt, men ikke desto mindre – teologisk, kirkeligt og folkeligt – vigtigt eksempel på den problemstilling, som blev berørt ovenfor: er liturgien evig eller skal/kan den følge med tiden?
   Umiddelbart er den liturgiske tradition meget enkel og dens teologiske fortolkning klokkeklar: Når præsten drejer rundt, står han/hun ikke med ryggen til menigheden (i betydningen: at have vendt sig bort fra den), som om præsten isolerede sig fra kirkegængerne for at gå i åndeligt enrum med Vorherre; men tværtom symboliserer omvendingen, at præsten ”solidariserer” sig med menigheden ved at stå i samme retning som den og på dens vegne henvende sig i bøn til Gud.

Det springende punkt er imidlertid, om den smukke teologiske overbygning, som yderligere kan hæftes på, er ubrydeligt bundet sammen med denne fremgangsmåde, således at den (overbygningen) vil styrte sammen, hvis praksis ændres? Overbygningen lyder, at når præst og menighed vender i samme retning, viser de med deres kroppe, at de i fællesskab orienterer sig mod noget uden for dem selv, som de sammen er på en pilgrimsrejse imod. Tolkningen føjer sig smidigt til den traditionelle liturgiske gestik; men følger heraf, således som bl.a. Joseph Ratzinger gør sig til talsmand for i en af sine bøger fra før han blev pave Benedikt XVI (Der Geist der Liturgie, 2. del, kap. 3), at når præsten forretter gudstjenesten med ansigtet mod menigheden, bringer han sig ikke alene (forstyrrende) i fokus, men menighed og præst slutter en kreds, der lukker sig om sig selv – underforstået: og lukker Gud ude? Det skal retfærdigvis siges, at Ratzinger kan henvise til udlægninger af den nye orden efter 2. Vatikanerkoncil, hvor man teologisk forsvarer præstens vending under henvisning til, at præsten ikke kun ser på menigheden som mennesker, men i den genfinder Guds inkarnerede billede. Det er en fortolkning, kardinalen forholder sig meget kritisk over for.
   Fortolkningen er meget charmerende, selv om den unægtelig inviterer til en kritik som Ratzingers; men er den nødvendig? Er det ikke tilstrækkeligt at argumentere med, at når vores folkelige adfærdsformer har ændret sig så tilpas meget, at kirkens liturgi også kræver konstant oversættelse på et alment høflighedsplan (!), så rejser spørgsmålet sig, om ikke man kan henregne præstens placering under adiafora, det afgørende er ikke at behage Gud (som om Han ikke kan eller vil høre vores bøn, hvis ikke den lyder mod øst), men at forkynde Kristus for menigheden – uden at forarge den, vel at mærke: uden at forarge menigheden unødigt. Der kan givetvis ligge en ren humanisme gemt i at præst og menighed danner en kreds, men det behøver opstillingen ikke at symbolisere; omvendt kan der være en moderne antimetafysisk protest imod at have præst og menighed stirre ud i den tomme luft, men heller ikke det behøver at være den symbolske konsekvens.

Definitioner:

Beskrivelserne af de enkelte typer står anført på de respektive sider.

Statistik:

• murfast: 10; heraf 8 i 1960’erne.

• hylde: 8; heraf halvdelen i 1960’erne.

• tæt på endevæg: 34 (inkl. 3 med flytbare altre); også her udmærker 1960’erne sig med en overrepræsentation på 13/+28%; mens 1980’erne omvendt er det eneste årti, der statistisk markerer sig som underrepræsenteret med 5/÷26%.

Hvis man regner disse tre former for placering af alteret som traditionelle (dvs. før-Deutsche Messe), udgør de med tilsammen 52 en tredjedel af alle de moderne kirkers altre. I det samlede regnestykke tegner 1960’erne sig ikke overraskende for knap halvdelen af disse med 25/+61%. Omslaget er drastisk i såvel 1970’erne som 1980’erne med hhv. 11/÷35% og 7/÷33%, mens til gengæld både 1990’erne og 2000’erne ligger inden for par.

• fritstående: 36 (inkl. 3 kirker, hvor alterudsmykning i givet fald skulle flyttes): her styrtdykker 1960’erne ned til 3/÷72%, mens det undtagelsesvis ikke er 1970’erne, men de næste tyve års kirker, der danner modvægt til periodens første årti, idet 1980’erne har 11/+54% og 1990’ernes 9 kirker procentvis svarer til næsten en fordobling i forhold til årtiets andel af populationen med 88%.

• "ægte" circumstantes: 8; alle samlet i eller tæt på 1970’erne (undtagen Smidstrup Strand, der med sin kapel-agtige størrelse er i en kategori for sig).

• circumstantes (kor): 24; heraf 10/+28% i 1970’erne.

• "virtuel" circumstantes: 31; heraf 13/+29% i 1970’erne.

I alt 63 circumstantes altre i videste forstand. Navnlig i kraft af inddragelsen af de såkaldte virtuelle circumstantes altre falder – imod forventning? – endog 1960’erne inden for par med 17/÷9%; til gengæld lever 1970’erne helt op til forventningen med 27/+32%, mens de resterende tre årtier i varierende grad ligger lidt under par.

Murfast		Hylde		Tæt på bagvæg
Fritstående		"Ægte" circumstantes (skib)		Circumstantes (kor)
"Virtuel" circumstantes