Med lidt god vilje kan man operere med en helt tredje form for circumstantes alter, som til lejligheden kunne kaldes for virtuel. I alle kirkerne i denne gruppe befinder menigheden sig ganske vist samlet foran alteret, ligesom nadvergæsterne kun samles omkring alteret på to eller tre af dets sider; men når det alligevel giver mening at skelne disse altre fra de "almindeligt" fritstående, skyldes det den afgørende detalje, at knæfaldet på mindst én, men oftest begge sider føres helt ned bag alteret eller flugter med dets bagkant.
   Symbolsk er der overskredet en afgørende magisk grænse, når altergæsten (som lægperson) i gudstjenestens sammenhæng så at sige inviteres med bagom det hellige.

Det mest påfaldende eksempel herpå turde være Utterslev kirke (1963), hvor hele to forhold springer i øjnene: dels er alteret udformet med ikke bare en klar forskel på for og bag, men endog en bagside, der ikke synes beregnet på at blive set; dels er knæfaldets ellipse ført så langt igennem, at nogle af altergæsterne billedlig talt falder præsten i ryggen.