Hvis man har smag for komplotteorier, kunne det være fristende at gætte på, at fordi de amerikanske kirker overhalede lutheranerne inden om og allerede tidligt – og særligt op igennem det 20. århundrede – fik tradition for ikke kun at indrette deres rum amfiteatralsk, men også at give præsten rigeligt selskab på scenen af musikere og store, gerne farverigt klædte kor, har der været en skeptisk tilbageholdenhed hos (nord)europæiske protestanter med at genoptage modellen fra Schmalkalden. Navnlig i 1700-tallet var der ellers i både danske og især tyske lutherske kirker blevet eksperimenteret dristigt med at rykke musikken i fokus ved at anbringe orgelet på en lige så prominent og ”iørefaldende” plads som alter og prædikestol, alt sammen ud fra en teologisk overbevisning om, at Ordet også kommer til menigheden igennem salmesangen.
   Eksperimenterne formåede imidlertid ikke alvorligt at ændre ved den rumindretning, som både før og siden har været så udbredt, at det selv uden mistanken mod amerikanernes faible for show-man-ship kan opleves som nærmest forkert (!), når orgelet ikke er placeret diametralt modsat alteret. I en traditionel langrumskirke er den placering ensbetydende med, at musikken er ”usynlig”, at sangen fra kirkekoret fremføres anonymt – for, som den liturgiske ideologi dikterer, desto bedre at kunne understøtte menighedssalmesangen.
   Ikke mindst i en dansk tradition, om hvilken det plausibelt kan hævdes, at et af de mest konstitutive elementer i dens liturgiske selvforståelse er højagtelsen for salmesangen (hvorfor folkekirkens gudstjenesteliv helt følgerigtigt må være ubestridt indehaver af verdensrekorden i lange, uforkortede salmer), synes der at have hersket en logik, der tilsiger, at jo mere synlige musikkens aktører bliver, desto mere er der en risiko for, at musikken bliver optræden (hvilket, NB, ikke nødvendigvis behøver betyde det samme som, at den er blevet til ”ren” underholdning!).
   I princippet kan man sagtens forestille sig, at lige så lidt som det blev opfattet som et problem, at det talte Ord var lagt i munden på prædikanten, og at menighedens rolle var at lytte til prædikenen, lige så lidt burde der være noget til hinder for, at den lyttende kunne modtage forkyndelsen gennem det sungne Ord. I realiteten har det imidlertid vejet tungere, at man har haft en grundlæggende overbevisning om, at det der adskiller en forsamling af mennesker fra at være et publikum og en menighed af ”almene præster” akkurat er sangen: troen kommer ifølge Paulus af det, der høres; men i Grundtvigs fædreland kommer menighed af det, der synges – eller rettere: at den synger.
   Ud fra en sådan forståelse ligger der ingen disrespekt for musikerne og korsangerne i at opfatte dem som usynlige toner og stemmer, snarere tværtimod; men sådan er det – hvis ellers man skal lytte til arkitekturen – ikke længere. Fra tid til anden hører man den traditionelle indretning – disrespektfuldt – omtalt som koret synger ”folk i nakken”, og det er formentlig lignende fornemmelser hos arkitekter og menighedsråd, der har været medvirkende til at frigøre orgelet fra pulpituret i vest og ”først” kravle ned på gulvet og ”derefter” langsomt længere og længere frem i kirkerummet.