Kirkerummet – stor, større, mindst?
1) "Hvorfor ødsle sådan med ...?"
Den basale fotografering af kirkerne til brug for denne hjemmeside har stået på over en to-årig periode. I den forbindelse har jeg genset en lang række kirker, som jeg havde besøgt få eller adskillige år tidligere, og næsten hver gang gjorde jeg den samme erfaring: Jeg var overrasket over, at jeg huskede rummene som større end de er "i virkeligheden"! Erfaringen genkendes af de fleste fra voksenlivets møde med ting fra barndommens erindringer; men det påfaldende er altså her, at det tilsyneladende også gjaldt for oplevelser med forholdsvis kort tidsafstand imellem. Er det fordi, det er kirkerum, at noget så kuriøst gør sig gældende?
Det er i givet fald godt i tråd med, at når man lytter efter, hvad folk siger om kirken, det være sig trofaste kirkegængere eller nok især kirkefremmede turister og lejlighedsgæster, nævner de hyppigt fascinationen af rummet. Betagelsen skyldes formentlig oftest rummets overflødige størrelse, hvad man kunne kalde for dets ødselhed af kubikmeter.
Hvor nogen opfatter ødselhed som udtryk for overskud, kan andre imidlertid opleve det ganske anderledes, måske ligefrem som spild? Fx gjorde det et særligt indtryk på mig ved et besøg for nogle år siden i Schwerin (i det tidligere DDR) at deltage i en gudstjeneste i den 26,5 meter høje domkirke ... i 8-9 graders varme. Ved det efterfølgende møde med biskoppen (i et lavloftet sidegemak, til lejligheden forsynet med elektriske varmeapparater) kunne biskoppen forklare, at grundet stor medlemsnedgang i Mecklenburgs lutherske kirke havde man det økonomisk påtvungne valg mellem at fyre en håndfuld præster eller fyre kirken op – og de havde truffet deres valg.
Lad dette være en skæv vinkel ind til den afgørende problemstilling, når fokus er på rum og det moderne kirkebyggeri, for navnlig tidligt i perioden blev "overflødigheden" udsat for en kraftig kritik.
Den strakte sig fra en lige så kontant udfordring som biskoppens i Schwerin, idet ikke kun 1950'ernes, men også en hel del af 1960'ernes kirker – uanset økonomisk formåen eller ej! – endte med at blive ned-dimensioneret i forhold til arkitekternes udspil slet og ret pga. generel mangel på byggematerialer og/eller arbejdskraft.
Den anden pol udgjordes af en slags ideologikritisk modstand imod ekstravagant byggeri, der i 1960 og -70'ernes åndelige klima gik hånd i hånd med en dyrkelse af idealet om small is beautiful. En mere teologisk reflekteret variant af kritikken tog med diakonalt sigte udgangspunkt i det spørgsmål, som selv Jesus måtte finde sig i at blive konfronteret med: "Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige" (Mark 14,4. DO 1992).
Endelig er der rent historisk grund til at tilføje en konfessionel vinkel på overvejelsen af rummets dimensionering, for ved siden af Luthers velkendte fordømmelse af romerkirkens pomp og pragt, der ikke mindst blev finansieret af den berygtede afladshandel, havde han også et positivt argument for mere ydmyge lokaler: De egner sig bedre til gudstjenester akustisk set!
Inden man fejer dette tilsyneladende snusfornuftige argument af vejen som anakronistisk (vi har jo i dag teleslynge og computerstyrede højtaleranlæg), bør man – med lån af en formulering fra et foredrag af fhv. biskop Jan Lindhardt – overveje den dybsindige og teologisk potente forskel i synet på rummets funktion i en katolsk katedral og et protestantisk auditorium: "Troen er ikke noget, vi nærmer os ved at gå gennem et langt rum, men troen har vi med os i vort indre. Store rum inviterer til, at man står op og bevæger sig rundt; i de små sidder man ned og kan lytte til en lang, sammenhængende meddelelse – prædikenen" (citeret efter hukommelsen).
2) Stalden eller marken?
Jan Lindhardt kan have ret i, at store rum får os til at stå og gå; men dertil kan føjes: nemlig gå ud til siden, til at flygte, til at søge i læ langs væggene? Det er ikke uden grund, at enhver diktator sørger for at modtage undersåtter i intimiderende store rum (tænk på Albert Speers rigskancelli eller hans virtuelle lyskatedral ved partidagen i Nürnberg 1934), og i en tid hvor man inden for den systematiske teologi – under inspiration af folk som fx René Girard og Gianni Vattimo (jf. Niels Grønkjærs bog Den nye Gud, Anis 2010) – intenst diskuterer sammenhængen mellem metafysik og vold, kunne det være fristende at se en sammenhæng også til kirkerummets dimensionering.
Lidt mindre kontroversielt formuleret kunne man bringe forskellen på imponerende store og intime små kirkerum på en mere billedlig formel: Skal kirken (efter-)"ligne" marken uden for Betlehem julenat, hvor hyrderne havde skræmmende syn for hele kosmos og straks måtte beroliges af englene ("frygt ikke!", Luk 2,10), eller er den som stalden, hvor man med forundring får lov at samles om det mest skrøbelige, der findes, et nyfødt barn?
Med en sidste variant – uden at det bør overdrives til en absolut skillen rum ad i to kategorier – kunne man skelne mellem kirker bygget efter 1. eller 2. trosartikel. Store rum kan i sig selv skabe lidt af den stemning af fascinosum et tremendum, som Rudolf Otto så berømt hæftede på gudsforholdet, den gudsfrygt som Skaberens vælde indgyder, mens små rum mere minder os om Ham, som sad til bords med os som en af vore egne.
Mens man fra og med den såkaldte Liturgiske Bevægelse i 1920'erne og frem til ind i 80'erne bevidst "revolutionerede" kirkerummet ved at urgere liturgiske hensyn som bestemmende for indretningen, har der siden rejst sig en slags modstand imod en sådan total gennemført funktionalisering, og man har igen fået smag for at skabe rum, som også "kan" andet end danne ramme om gudstjenester, som fx den mere meditative andagt eller indgydelsen af højstemthed.
Internationalt gør dette sig nok klarere gældende end herhjemme, og det er således næppe tilfældigt, at 90'erne og selv det nye årtusinds første årti (hvor det ellers mere har været kirkelukningsspøgelset, der huserede i Europa) har set tilbagekomsten af de mest velanskrevne arkitekter til byggeopgaver i kirkeligt regi (fx Mario Botta med bl.a. Cathédral de la Résurrection, 1995, i Pariser-forstaden Évry [den første katedral bygget i Frankrig siden revolutionsåret 1789!] og Richard Meier, som i indbudt konkurrence med bl.a. Frank Gehry og Tadao Ando blev udvalgt til at tegne en af pave Johannes Paul II's og Rom stifts store satsning med de såkaldte millenniumskirker, Dio Padre Misericordioso, 2003, syd for byens centrum i Tor Tre Teste). Hvis man skulle give et bud på danske gennemslag af tendensen, kunne man med en vis rimelighed pege på fx 1994 Enghøj, 1994 Fonnesbæk og – trods Peter Brandes' udtalt kristologiske udsmykning – 1997 Vejleå.
Når kirkerummet vender tilbage til 1. trosartikel for inspiration, bliver der åbenbart mere plads til æstetikken (og arkitektens fantasi); men spørgsmålet står tilbage: Skal kirkerummet sætte os på plads eller give os plads?
Dette være sagt for at imødekomme noget af den kritik, som man gennem de seneste par årtier har rettet mod kirkerne fra generationen før, hvor der var en tydelig tendens i retning af at gøre rummene ikke bare små, men også "almindelige", nærmest dagligdags. Man kan sagtens spørge kritisk, om hjemlighed og måske ligefrem hygge er relevante målestokke at anlægge for indretningen af et kirkerum; men de ovenstående overvejelser bringes ind for dog at have andre kategorier end mistanke om smalhals og småborgerlighed (Holger Jensens kirker som modsvar til ligusterhækvillaerne) til rådighed, når navnlig 1960-70'ernes byggerier skal vurderes.
3) Hvor skal pilen pege?
En af det 20. århundredes mest banebrydende tyske arkitekter, katolikken Rudolf Schwarz (1897-1961), har i et berømt kirkearkitektur-teoretisk værk, Vom Bau der Kirche (1938/1947), opstillet en liste på syv grundformer. Schwarz understreger selv, at der er tale om idealtypiske modeller, som ikke umiddelbart kan overføres fra ide til tegnebræt, og mens nogen af dem dog let lader sig genkende, er andre af dem meget impressionistiske grænsende til det mystiske.
Ved at sammenholde Schwarz med de faktiske, historiske bygningsværker kan man imidlertid forsimple hans taksonomi og skabe et – selvfølgelig stærkt forenklet – overblik over det kristne kirkerums tre grundformer. Billedlig talt kan man illustrere det på denne måde:
Den mest udbredte model – som også hovedparten af de danske landsbykirker er indrettet efter – er arvet fra oldtidens basilika, som de kristne overtog, da de blev godkendt og siden udnævnt til statsreligion i Det romerske Rige i det 4. århundrede. Modellen er blevet kaldt meget, lige fra det disrespektfulde rutebilen til den klassiske betegnelse pilgrimmen. Menigheden skal alle orienteres i samme retning mod et fjernt, mystisk mål i rummet, som dog blot er et symbol for det endnu fjernere, eskatologiske endemål. Den afgørende akse er længderetningen. (For en ordens skyld: Identifikationen af modellen som særlig katolsk tager ikke hensyn til situationen efter 2. Vatikanerkoncil; men den gælder tydeligvis for begge Rudolf Schwarz' hovedværker, der jo også akkurat bliver til før indkaldelsen af koncilet: Fronleichnamskirken i Aachen, 1930, og St. Annakirken i Essen, 1956.)
I østkirken har der været en næsten lige så lang tradition for at gøre den vertikale akse til den afgørende. Allerede inden byggeteknikken tillod gotikkens himmelstræbende katedraler i vest, sørgede man i øst for at samle opmærksomheden mod lyset, der strømmede ned fra himlen gennem kirkens kuppelloft, hvori hovedparten af rummets vinduer er placeret. I grundplanen modsvares denne orientering af at kirkerne oftest opgav det aflange rum og i stedet efterlignede det, som akkurat kaldes for et græsk kors (hvor alle armene som bekendt er lige lange), og som går under den tekniske betegnelse centralrumskirken. Berømte eksempler på udnyttelsen af kupler som lyskilde i – om man så må sige – henholdsvis xlarge og medium format er Hagia Sophia og Chora kirkerne i Istanbul (senere omdannet til moskeer og nu museer).
Endelig kunne man beskrive det lutherske og generelt reformatoriske kirkerum som en slags fortolket hybrid mellem de to ældre. Det er omstridt, hvilken indflydelse – om overhovedet nogen – Luther havde på indretningen af det eneste ny opførte protestantiske kirkerum bygget i hans egen levetid, slotskapellet i Torgau; men desuagtet skulle det vise sig retningsgivende for eftertiden. Aksen blev så at sige drejet på tværs af rummet med orientering imod den prædikestol, der i Torgaus tilfælde befinder sig på skibets midte; og i højden befandt sig nu – "i stedet for" lyset – pulpiturer, således at endnu flere af menigheden kunne bringes tæt på det forkyndte Ord. Rummet bliver tilnærmelsesvis kvadratisk (eller andre grundplaner der understøtter en centralrumstanke – cirkel, flerkantet eller polygon) for at signalere det almene præstedømme og alles lige nærhed til Ordet, det Ord som man kommer i kirke for at bringe med sig ud i verden. Man kunne derfor overveje, om beskrivelsen "den lyttende kirke" burde suppleres med "den ud-sendte kirke", den kirke hvis raison d'etre er at modtage menigheden for at sende den oplivet tilbage til verden og hverdagen. Men fra romerkirken bibeholdes alligevel en stærk horisontal akse i rummet, og i lutherdommen bliver udfordringen en stadig uafsluttet afvejning af orienteringen mod prædikestol og alter – for kan man have to akser på samme tid?