Kan rummet udvides med adgang til andre lokaler?
Det kan nogle gange være svært at undertrykke latteren, når man hører en medborger med stor patos fordømme en holdning eller praksis i andre lande eller hos vore indvandrere, som man knap nok skal en generation eller to tilbage for at have fundet vældig udbredt hos os selv. Inden for konversions-forskningen har man vist nok et social-psykologisk begreb for nyomvendtes afstandtagen fra det tidligere liv – noget lignende kan åbenbart også gøre sig gældende på det kollektive plan.
Det betyder selvsagt ikke, at der er noget galt i at have skiftet mening; men såvel lidt historisk som ”global” bevidsthed kan medvirke til at vække forundring over egen fortid og mane til forsigtighed med lysten til at universalisere sine nutidige standpunkter. Akkurat sådan forholder det sig med det tilsyneladende harmløse aspekt ved det moderne kirkebyggeri, der angår muligheden for at inddrage tilstødende lokaler til gudstjenestebrug.
Det ”globale” kan i denne sammenhæng holdes inden for landets grænser ved at sammenligne folkekirkens nybyggeri med det lille dusin kirker, som Den katolske Kirke i Danmark har ladet opføre i samme tidsrum. Om alle disse katolske kirker gælder det nemlig, at ingen af dem har forhæng, foldedøre eller andre indretninger, der ville gøre det muligt at udvide gudstjenesterummet efter behov. Teoretisk set kunne der blot være tale om en tilfældighed eller et rent æstetisk valg; men da ingen af det godt halvt hundrede udenlandske katolske kirker bygget efter 1945, som jeg ved selvsyn er bekendt med, rummer udvidelsesmuligheder, kan det næppe tilskrives en tilfældighed. At der heller ikke alene er tale om æstetiske hensyn, kan historien minde os om, vel at mærke vores egen.
Så vidt mig bekendt findes der nemlig i Danmark ikke en eneste af de 2066 ældste kirker med udvidelsesmuligheder, og efter al sandsynlighed er det først og fremmest nøden, der har lært kirkefolket at udskifte den teologisk blokerende holdning og omsider blive ægte lutheranere. For det teologisk prekære i at forsyne gudstjenesterummet med mulighed for at brede sig til lokaler, der ikke normalt bruges hertil, hænger naturligvis sammen med synet på forholdet mellem det hellige og profane. Skal sidelokalet være indviet, for at kunne inddrages til de store festgudstjenester? Hvis det er indviet til gudstjenestebrug om søndagen, kan man så bruge det til bal, bingo og budgetudvalgsmøder i ugens løb?
Hvis de færreste menighedsråd gennem den sidste generation har skænket den teologiske side af sagen en tanke, i hvert fald næppe som et tungtvejende argument imod foldevægge o.l., kan man takke en pragmatisk tilvænning op igennem det 20. årh. for det. Hvis man skal driste sig til en let psykologiserende rekonstruktion af den teologiske omvæltning, kan en plausibel 3-trins forklaring lyde sådan her.
1. trin: Efter at de vakte jyder (nå, ja, måske også andetsteds fra) flyttede til hovedstaden i forbindelse med den industrielle revolution i sidste halvdel af 1800-tallet, tog den københavnske kirkesag fart omkring forrige århundredeskifte. Manglen på kirker var stor og pengene var små, så tiden tillod ikke at man fx anskaffede sig to byggegrunde til at bygge kirke hhv. forsamlings-/missionshus (eller for den sags skyld præstegård), men man måtte få plads til det hele inden for samme byggeri.
Man åbnede sig med andre ord for et af kendetegnene ved moderne ekklesiologi: at søn- og hverdagsaktiviteterne tilsammen udgør kirken.
2. trin: Økonomien dikterede også, at man blev nødt til at bygge etapevis, og eftersom der kunne gå år og dag mellem færdiggørelsen af underetagen (krypten) og den ”egentlige” kirke ovenpå, tog man ofte mødelokalerne i brug som gudstjenesterum. Disse lokaler er i givet fald uden tvivl blevet højtideligt indviet; men atter er der sket et holdningsmæssigt gennembrud, idet man i det mindste er blevet vænnet til forestillingen om, at selv en biskoppelig indvielse ikke nødvendigvis gælder for tid og evighed, men pro loci et tempore!
3. trin: Som konsekvens (?) af denne udvikling lå det næste trin lige for, da man i forbindelse med andre grundplaner havde plads til at løfte de tilstødende lokaler op fra kælderen og placere dem i niveau med kirkeskibet: Hvorfor ikke, når behovet lejlighedsvis meldte sig, gøre dem til del af gudstjenesterummet? Kan man tillade sig at betragte det som en slags halvt skridt på vejen, når en række af kirkerne ”kun” tillod udvidelserne at finde sted i forbindelse med pulpiturerne (allerede så tidligt som fx i Sankt Lukas kirke og Sions kirke, begge fra 1897)?
I forbindelse med omtalen af Lindevang kirke fra 1930 udnævner Smidt den til at være en af de første med mulighed for tilslutning af det parallelt liggende menighedshus til kirkerummet (Johannsen & Smidt/1981, s. 179); men man kan faktisk komme en hel del længere tilbage i tiden, for allerede Davids kirke fra 1910 og Simeons kirke (1914) rummer ikke kun forbindelse mellem pulpitur og mødelokale, men også et sidegemak i kirkeskibets gulvniveau. Derfor er tallet for ”de ældste kirker” oven for sat til 2066, da det udgør antallet på bygninger opført før 1910.
(For samtaler med henvisninger og stikord til denne rekonstruktion takkes fhv. biskop og fmd. for Kirkefondet, Erik Norman Svendsen, og sognepræst Anne-Mette Gravgaard, forfatter bl.a. til den fortrinlige Storbyens virkeliggjorte længsler. Kirkerne i København og på Frederiksberg 1960-1940, Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring, 2001.)
Hvad kronologien i rekonstruktionen angår, understøttes den af udenlandske fortilfælde. Ridderstedt citerer således Göran Kåring for i sin forskning at have udpeget Sankt Ansgar kapellet [nu kirke] i Hamborg for i 1860 at være den første kirke med mulighed for sammenlægning af gudstjenesterum og forsamlingsal (bygget af folk tilknyttet den indre mission) – efterfulgt i 1880'erne af Barony Church [siden 1985 taget ud af brug] under den calvinistiske Church of Scotland i Glasgow. Allerede i 1896 fik svenskerne et "församlingshem" i Brynäs, hvor forsamlingshusdelen kunne slås sammen med prædikesalen, angiveligt under inspiration fra den tyske præst Emil Sulzes bog Die evangelische Gemeinde (1891), hvori blev forfægtet den markante ekklesiologi, at menigheden udgør en familie, som i lige så høj grad som et kirkerum har brug for et sted at være sammen folkeligt (Ridderstedt/1998, s. 36). Brynäs tilhørte en frikirke, og at der skulle gå yderligere godt et dusin år, inden den slags tænkning fandt indpas i en luthersk og mere "stats"kirkelig tradition som den danske forekommer plausibelt.
Generelt kan man arkitektonisk skelne mellem to grundlæggende former for at inkorporere udvidelsesmuligheder: Enten er det tilstødende lokale tænkt organisk med, så det samlede rumforløb fremstår som et hele, eller lokalet virker som et appendiks, der i mere eller mindre påfaldende grad bryder ”rytmen” og dimensioneringernes harmoni.
Den første slags lokaler ligger typisk i direkte forlængelse af rummets længdeakse og øger dybden af skibet, når der åbnes for dem. Omkostningen er, at der kan opstå en generende afstand ned til de bagerste rækker i det tilstødende lokale, og hvis der tillige er tale om den slags løsning, hvor ikke en hel væg skubbes til side, men åbne døre laver x antal ”huller” ind til skibet, kan man nemt få fornemmelsen af at være tilskuer til gudstjenesten.
|  1998 Islebjerg |
Omvendt kan lokaler placeret langs siderne af skibet (eller som i Hjallese kirke bag korvæggen!) bringe menigheden lige så tæt på de liturgiske ”scener”, som dem der sidder i skibet; men her er prisen, at der hyppigt opstår nogle temmelig akavede rum. I hvert fald kan prædikanten blive rundtosset af at skulle holde øjenkontakt med menigheden, idet udvidelsen hægtes vinkelret på det faste rum og ikke sjældent med døde vinkler i forhold til en eller flere af aktiviteterne i forbindelse med en gudstjeneste.
 1976 Vollsmose |  1972 Christians |
Definitioner:
Den korteste bestemmelse er, at hvis man kan lukke (ikke nødvendigvis lydtæt!) og åbne mellem gudstjenesterummet og et andet lokale (uanset hvordan det er placeret i forhold til gudstjenesterummet), regnes det for en udvidelsesmulighed. Hermed er akkurat ikke taget stilling til, hvorvidt adskillelsen gør det muligt at have forskellige aktiviteter i begge rum samtidigt, uden at de forstyrrer hinanden, idet de faktiske adskillelser strækker sig fra florlette forhæng over to eller flere døre med stykker af væg imellem sig til hele vægge, der er sammenfoldelige.
Statistik:
• Kirker med udvidelsesmulighed: 84; inkl. tre, der permanent er åbnet; kun 1980’erne med 20/+21% ligger lige over par.
• Kirker uden udvidelsesmulighed: 68; inkl. fire, hvor man oprindeligt kunne, men som enten er tilmuret eller permanent lagt til; er det et symptom på ”op-sakraliseringen” af kirkerne, at 00’erne skiller sig ud med en fordobling af deres procentandel af populationen?