Synet på det hellige og profane som arkitektonisk pejlemærke

                                                                                                                Det gør ej til, ej fra, en snus, 
                                                                                                                    om kirken er et hundehus,
                                                                                                                 når folk kun uforstyrret tror,
                                                                                                                      at den er overmåde stor.
                                                           Fogeden til Brand, i Henrik Ibsen: Brand (1865), 5. akt, l. 314ff.

1. Bygningen som adiafora
I et historisk perspektiv befinder lutherdommen sig i et spændingsfelt mellem den katolske og den reformerte teologi, også når det drejer sig om synet på kirken og forholdet mellem det hellige og det profane. Der findes udtalelser af Luther, der i deres kritik af samtidens forestillinger om det hellige er lige så radikale som nogen lavkirkelig reformert teologs; men omvendt var Luther tilbageholdende med at drage de fulde konsekvenser heraf i praksis.
   Ret beset er Luthers teologisk afgørende bidrag til dette spørgsmål hans uforfærdede fastholden af, at overvejelser over bygningens placering og indretning henhører under adiafora, dvs. det kan lokalt og i den konkrete sammenhæng helt legitimt være af den største vigtighed at beslutte sig for dette eller hint angående kirken – blot man husker på, at det i forhold til frelsen er uden betydning. 

Des Herrn Haus heißt, wo er wohnt, und er wohnt, wo sein Wort ist, es sei auf dem Feld, in der Kirch oder auf dem Meer. Wiederum, wo sein Wort nicht ist, da wohnt er nicht, ist auch sein Haus nicht, sondern der Teufel wohnet dort, wenn es auch gleich eine güldene Kirche wäre, von allen Bischöfen gesegnet. Martin Luther: Scholien zum 118. Psalm. Das schöne Confitemini, 1529-30. WA 31 I, s. 179.

Herrens hus kaldes det sted, hvor han bor, og han bor, hvor hans Ord er, det være sig på marken eller i kirken eller på havet. Omvendt bor han ikke, hvor hans Ord ikke er, og det er heller ikke hans hus; men djævelen bor der, og det uanset om det ligner en gylden kirke velsignet af alle biskopper.

Granly Danish Lutheran Church, Surrey, British Columbia, Canada

Granly, under Dansk Kirke i Udlandet (nu Danske Sømands- og Udlandskirker), blev indrettet i et tidligere redskabsskur og hønsehus på præsten Arnold Vangs sommerhusgrund i Vancouverforstaden Surrey i løbet af året 1962. Fotoet til venstre er taget om sommeren, da skuret var blevet trukket fri af træerne og placeret midt på grunden, og til højre ses arbejdet om efteråret med at udbygge skuret med et A-formet kor. Skuret blev officielt indviet som kirke i 1966 ... og godt 20 år senere blev denne hjemmesides forfatter ansat som præst ved kirken. (For en ordens skyld er her et foto af den færdige katedral med sideskib!)

Wenn ein jeder seinem Nächsten diente, dann wäre die ganze Welt voll Gottesdienst. Ein Knecht im Stall wie der Knabe in der Schule dienen Gott. Wenn so die Magd und die Herrin fromm sind, so heisst das Gott gedient. So wären alle Häuser voll Gottesdienst und aus unsern Häusern würden eitel Kirchen, weil dort Gott gedient würde. Martin Luther: Predigt am 19.S.n.T., 29.9.1532. WA 36, 340, 12-16.		Hvis enhver tjente sin næste, da ville hele verden være fyldt af gudstjeneste. En tjenestedreng i stalden såvel som drengen i skolen tjener Gud. Når således tjenestepigen og fruen er fromme, så er det at tjene Gud. Således ville alle huse være fuld af gudstjeneste og ud af vore huse ville der blive lutter kirker, fordi Gud ville blive tjent der.
Gottes Haus und sein Tempel ist zu allen Zeiten und für alle frommen Menschen derjenige Ort gewesen, wo man Gott ehret. Denn da, sagt man, wohnt er gewißlich, wo ihm wahrhaftig gedient wird, besonders in den Versammlungen seiner Gläubigen. Deshalb kann man keine Stätte mit größerem Recht Gotteshaus oder Tempel nennen und rühmen als die andere, weder wegen ihrer Größe, der Kostbarkeit, des Raums oder des Gebäudes, noch wegen des Zulaufs des Volkes; sondern wie ich gesagt habe (daran erkennt man den wahrhaften Tempel Gottes), daß man da zum Gebet zusammenkomme, Gott zu dienen und sein Wort zu hören. Martin Luther: Operationes in Psalmos, 1519-21. WA 5, s. 142.		Guds hus og hans tempel har til alle tider og for alle fromme mennesker været det sted, hvor man ærer Gud. For han bor, siger man, helt sikkert der, hvor man oprigtigt tjener ham – især i forsamlingerne af hans troende. Derfor kan man ikke med større ret udnævne eller berømme nogle steder frem for andre som Guds hus eller tempel, hverken på grund af deres størrelse, kostbarheder, rummet eller bygningen, eller fordi folk strømmer dertil. I stedet kender man, således som jeg har sagt, det sande Guds tempel på, at man dér kommer sammen for at bede, tjene Gud og høre hans ord.

2. Kirken – templet og synagogen
I et endnu længere historisk perspektiv viderefører den kristne kirkebygning overhovedet en spændingsfyldt arv fra jødernes tempel og synagoge, dvs. templet som Guds hus, der er så helligt, at det er forbundet med livsfare for mennesker at nærme sig det uden den strengeste overholdelse af rituelle forholdsregler; og synagogen som menighedens hus, hvor man samles om læsning, prædiken og samtale om toraen, Guds ord i Skriften.
   I såvel Det gamle som Det nye Testamente står der ganske vist forsvindende lidt om synagogen. Fra evangelierne kan man forstå, at det bl.a. var et sted, hvor der blev undervist (fx Matt 4,23), fremsagt bønner (Matt 6,5) og prædiket (Mark 1,39 og Luk 4,16-27), og i Apostlenes Gerninger fortælles hyppigt om navnlig Paulus’ gang i synagogerne for at samtale og undervise. I Gammel Testamente er det vel kun hos Nehemias, at man aner synagogeinstitutionen, når der fortælles om, hvordan Ezra efter hjemkomsten fra det babylonske eksil samlede folket i Jerusalem for at oplæse og forklare lovens ord for dem (8,5-12); ja, med lidt god vilje kan man læse vers 13 som selveste ætiologien på synagogevæsenet: ”Den følgende dag samledes overhovederne for fædrenehusene i hele folket, præsterne og levitterne hos Ezra, den skriftlærde, for at skaffe sig indsigt i lovens ord”. Synagogerne må tydeligvis være vokset frem i intertestamentarisk tid, i skrifternes hul mellem GT og NT.

Desto mere kan Bibelen berette om templet. Det i denne sammenhæng afgørende er en vigtig dobbelthed i skildringerne af det helliges lokalisering. På den ene side er der den dimension, der forbinder jøde- og kristendom mest med naturreligionerne, hvor stedet i sig selv er helligt. Den mest farverige beretning herom er velsagtens Jakobs nat i Luz, hvor han drømmer om stigen, der forbinder himmel og jord, og næste morgen omdøber byen til Betel, det hebræiske ord for ”Guds Hus” (1 Mos 28,10-22).
   På den anden side er der beskrivelserne af hhv. tabernaklet under ørkenvandringen (2 Mos 25ff.; 36ff.) og Salomos tempel (1 Kong 6ff.; jf. Ez 40ff med profetens vision om et nyt tempel), hvor det nok er deponeringen af pagtens ark i deres indre, som udtrykker gudskraftens nærvær, men hvor akkurat detaljeringsgraden i de endeløse forskrifter for dimensionering, materialebrug og indretning af telt og tempel peger på, at bygningsværket bidrager til at helliggøre stedet.

3. Hvordan helliggøres rummet?
Religionsfænomenologisk kan man trække en linje fra de bibelske vidnesbyrd til de to, eller rettere sagt: tre grundlæggende syn på det hellige og profane i forhold til kirken.
   1) Kirkebygningen bliver det bedste mødested med det guddommelige ved at blive placeret på et i forvejen helligt sted, og traditionelt gives der to grundformer for lokaliseringen af disse: enten den mystiske identifikation, en teofani, således som med Jakobs drømmestige, Bernadettes møde med jomfru Maria i grotten ved Lourdes eller – i en mere dansk målestok – fx placeringen af kirken ovenpå en hedensk helligdom (det oldnordiske ”vi”, jf. Vi-borg) eller ved en helligkilde (fx Vorbasse kirke); eller man benytter den historiske identifikation, som fx fødselskirken i Betlehem og gravkirken i Jerusalem.
   2) Kan man ikke finde det hellige, må man gøre det profane helligt – nærmest ud fra devisen, at hvis kirken ikke kan komme til det hellige, må det hellige komme til kirken. Det mest nærliggende er at henvise til den udbredte praksis med at begrave fromme helgener inde i kirken eller nedlægge relikvier i særlige rum i eller under alteret. En anden form for hellig-gørelse af de profane mursten kan opnås ved at opbygge rummet som en afbildning af noget helligt (jf. de kosmologiske forestillinger om imago mundi – og det beslægtede axis mundi – eller de mere ”historiske”, hvor man efterligninger en anerkendt hellig-form, hvad enten der er tale om de bibelske beskrivelser nævnt ovenfor eller klostervæsenets kopier af moderkirken, fx Løgumkloster – Citeaux) eller ved at overholde den i vore dage stadigt virksomme ide om, at en kirke skal vende rigtigt for så at sige at pege mod det hellige, jf. orientering.
   3) Men dertil kommer så faktisk det helt tredje syn på det hellige, som fremgår af luthercitaterne i toppen af siden: rummet helliggøres alene af Ordet og gudstjenesten. Den radikale konsekvens heraf er, dels at ethvert sted kan bruges til gudstjeneste, hvorfor der ikke er et absolut skel mellem det hellige og det profane (hvilket har inkarnationstanken som sin ultimative teologiske forudsætning); dels at i det øjeblik gudstjenestens sidste ”amen” lyder, ophører kirkerummet med at være helligt og kan – i princippet! – bruges til alle verdslige formål. (Hvor svært det psykologisk er at efterleve disse principper kender enhver, som har siddet i et menighedsråd og har været med til at drøfte, om der må klappes i kirken efter en koncert.)

Intermezzo: Kirken og naturen
Ud fra akkurat dette perspektiv kan man passende indskyde en replik til den højst interessante diskussion om, hvordan man arkitektonisk kan gestalte en kirkes forhold til sin omverden ved brug af åbningerne i murværket. Forenklet sagt kan man skelne mellem disse åbninger som enten lysindtag eller – også – vinduer. Må man inde fra kirken kunne se ud, og hvad må man i givet fald kunne se fra kirkebænken? Kun himlen og skyerne? Trætoppe og skorstene? Eller forbipasserende på fortovet?
   Problemstillingen fik sin mest skærpede og for mange direkte provokerende udformning, da man i 1957, kuriøst nok i Finland, Sverige og Tyskland samtidigt (og dermed et signal om det tidstypiske heri?), lod bygge kirker, hvor hele altervæggen erstattes af et panoramavindue. Pionererne var Otaniemi kapellet i Espoo lidt uden for Helsinki, den meget enkle A-bygning syd for Stockholm med det uforlignelige navn Lida Idrottskyrka og Kirche zur Heimat i Berlin, snært efterfulgt i 1958 af St. Chads kirke i Coventry (der bemærkelsesværdigt åbner ud imod forstadskvarterets bebyggelser; dog tæmmes dristigheden af glassets let materede finish); men blot ganske få år senere introducerede Holger Jensen og Inger & Johs. Exner tilsvarende løsninger i hhv. 1960 Husumvold kirke og 1963 Sankt Clemens kirke (jf. 1966 Vestervang, 1971 Brændkjær, 1974 Hannerup og 1986 Dyrup. Ret beset bør 1961 Munkebjerg også medtages, idet der var klart glas i hele altervæggen i kirkens første 22 år, inden udsynet i 1983 blev spærret af den nuværende glasmosaik).
   Det i denne sammenhæng relevante spørgsmål at stille er, hvorvidt der kun var tale om et egensindigt arkitektonisk påfund, eller om det tillige udgør et teologisk gennembrud? Det turde være muligt at give vinduesaltervæggen en protestantisk tolkning, hvis den anskues som just en ophævelse af det kategoriale skel mellem inde og ude, mellem helligt og profant (dette er tydeligvis den arkitektoniske ide bag Hannerup, hvor cirkelslaget, der omkredser alter og font, videreføres uden for glasvæggen til en fuldendt sluttet cirkel).

1957 Otaniemi kapellet, Espoo, Finland Arkitekter: Kaija & Heikki Siren Foto fra www.docomomo-fi.com		1957 Kirche Zur Heimat, Berlin, Tyskland Arkitekt: Peter Lehrecke Foto fra kirkens hjemmeside
1957 Lida Idrottskyrka, Tullinge, Sverige Arkitekt: Ebbe Lidemark Foto fra kirkens hjemmeside		1958 St. Chad's Church, Coventry, England Arkitekt: Sir Basil Spence

Omvendt kunne man også i lyset af det her behandlede emne snarere anse det for en moderne variant af bestræbelserne på at helliggøre rummet ved at inddrage … nu ikke en helgens knogler, men naturen. I og med at disse altervægge af glas næsten uden undtagelse giver udsigt til et stykke natur (om end oftest temmelig tæmmet), har man i den internationale litteratur mistænkt navnlig finnerne for en vis form for naturdyrkelse. I hvert fald må man medgive, at hvis det er en overdrivelse at anse det for en slags panteisme, synes denne arkitektur at forudsætte en kraftig betoning af skaberværket og dermed af første trosartikel – og selvom både Siren og Lehrecke (og Jensen i Husumvold) forsøger at sikre den anden trosartikels plads ved at plante et kors mellem kirken og naturen, springer det navnlig i Otaniemis tilfælde i øjnene, hvordan alter og døbefont er blevet udført i en næsten forsvindende fnuglet form ... de må åbenbart ikke forstyrre udsigten.
   Således fortolket peger det på en moderne ”kovending”: Hvor man tidligere ville sikre helligheden ved at adskille kirken fra den profane omverden, er det nu – eller rettere: var det i 1960-70’erne! – omverdenen der skulle tilføre kirken sakralitet. Religionsfænomenologisk og -historisk er det opsigtsvækkende heri, at groft sagt adskiller de tre store bogreligioner – jødedom, kristendom og islam – sig ellers fra så mange andre religionsformer ved at være indendørsreligioner. Gudstjenester i det fri medfører ikke partout naturreligion, men er undtagelser der bekræfter reglen; men i en kort årrække efter midten af forrige århundrede, blev der eksperimenteret voldsomt med at slå huller i muren. I 1980’erne og 90’erne blev de muret til igen.

4: Æstetisk helliggørelse?
Godt nok er smag og behag forskellig, men der kræves ikke mange studier eller turistbesøg, inden man ser sig i stand (eller nødsaget?) til at konstatere som nærmest en ubestridelig kendsgerning, at katolikkerne bygger flottere kirker end protestanterne. Er det alene et spørgsmål om rigdom?
   Der kan selvfølgelig ikke ses bort fra de finansielle omstændigheder; men på dette sted vil jeg gerne plædere for en teori, der så at sige repræsenterer ”bagsiden” af den mønt, som jeg andetsteds har brugt til at forklare karakteren af en del af det danske kirkebyggeri i navnlig 1950’erne og 1960’erne (jf. huset og rummet). Hvis man ikke bare skal forklare det danske – og med en grov generalisering: generelt lutherske – kirkebyggeris forholdsvise arkitektoniske lavmælthed som økonomisk påtvunget, men også og ikke mindst som udtryk for et særligt kirkesyn, så kan man omvendt overveje, om ikke katolikkernes ”flottere” kirker også skyldes andet end økonomisk formåen.
   Hvis det forekommer en plausibel konklusion, at den katolske kirke generelt har investeret (!) mere i ikke bare at have engageret nogle af tidens ypperste arkitekter, kunsthåndværkere og kunstnere, men også at give dem tilsyneladende meget frie tøjler til at skabe både dristige og ekstravagante bygninger og inventar, kan en del af forklaringen herpå da være, at man skal se det som en moderne videreførelse af deres arv fra templet? Arkitekturen er med til at genskabe og fastholde en ellers tabt hellighed ved at lave sublime bygninger, der i sig selv er forkyndende? En moderne videreførelse af tanken om ecclesia gloriae, ja, måske ligefrem triumphans.

Andetsteds, under menupunktet om ”gudstjenesteforståelsen”, blev Schwebel citeret for at have turdet stille spørgsmålet til det moderne lutherske kirkebyggeri, om teologisk uanfægtelige argumenter risikerer at strande på antropologiske grundvilkår? Omformuleret endog meget konkret til en dansk sammenhæng, kunne man driste sig til at kalde det for det-holger-jensenske-problem! De Jensenske kirker passede som fod i hose til deres tid, men på længere sigt opstår der unægtelig en nagende tvivl: Hvis og når kirkerummet tilnærmer sig dagligstuens hverdagsagtige hjemlighed, bliver der så for lavloftet til at menigheden kan blive opløftet?
   Af respekt for Jensens indsats er der grund til at gentage, at det ikke kun var økonomi og smag, der dikterede hans tilgang til opgaven, men også en teologisk grundholdning. Det bliver tydeligt i dette citat, som både negativt forklarer afstanden fra det "flotte" og positivt hans egen votering for det nøgterne:

Også i vore dage er der i ganske enkelte tilfælde bygget kirker, som vidner om denne inspiration [dvs. kristendommen som inspirationskilde for kunstnere, min tilføjelse], men de må betegnes som de undtagelser, som bekræfter den hovedregel, at ethvert forsøg på at få en kirkebygning til at udtrykke andet og mere end det den er – en i sig selv intetsigende ramme – uhyre let ender i sværmeri. Et kirkebyggeri, der er helt frigjort fra alle ambitioner i retning af at skulle virke ved sit særpræg, originalitet eller størrelse, har – det er jeg overbevist om – de bedste muligheder for at opfylde den funktion, som kan udtrykkes med dens Mesters ord: "Jeg er iblandt jer som den, der tjener”. Holger Jensen: "Hvor meget kan kirkebygningens ydre arkitektur udtrykke?", i Exner/1965, s. 241.

   Luthersk set er der ingen tvivl: Ordet alene kan og skal opløfte; men det bliver en (for?) tung opgave, hvis rummet ikke forkynder med.