Kirkerummets udformning
Hvad kirkerummet og dets udformning angår, er der af gode historiske grunde ingen synderlig vejledning at hente i Det nye Testamente. Hvis man desuagtet skulle tage Bibelen meget bogstaveligt på ordet, ville det eneste, man indirekte kunne udlede, vel være, at vi burde indrette os i første sals højde (jf. ”rummet ovenpå”, hvor Jesu sidste måltid med disciplene foregår, Luk 22,12), og at der ikke skal være tale om totalt lukkede rum, men i det mindste med vinduer i den ene ende – selv om erfaringen med den indretning i Apostlenes Gerninger godt kunne skræmme fra gentagelse (”Eutykos’ fald” understøtter tillige signalet om, at de samledes i højden, endda anden sal, ApG 20,9). Til gengæld viser det sjældne arkæologiske vidnesbyrd fra fundet af en huskirke i Dura Europos ved bredden af Eufrat, at man dér var rykket ned i gadeniveau.
Ifølge arkæologerne blev huset i Dura Europos omdannet til kirkebrug lidt før midten af det 3. årh., og omtrent på samme tid menes Didascalia Apostolorum (”Apostlenes Lære”) at være forfattet, selv om skriftet selv foregiver at være aktstykkerne fra selveste apostelmødet i Jerusalem (ApG 15; jf. Gal 2). Heri indgår en kortfattet forordning om gudstjenesten, hvor der bliver lanceret den metafor for rummet, at det er at ligne med en fold med særlige pladser til forskellige slags dyr (kvæg, får, geder og vilde dyr), idet det er diakonernes opgave omhyggeligt at sørge for at holde de forskellige grupper i menigheden adskilt: mænd og kvinder, voksne og børn, gifte og ugifte, unge og gamle (kap. 12). En anden markant bestemmelse er, at biskoppen og presbyterne skal bænkes i rummets østlige ende. Selv om logikkens regler advarer imod såkaldte e silentio-argumenter, er det fristende at gøre en pointe ud af, at på dette tidspunkt (3. årh.) inden anerkendelsen af kristendommen som en tilladt religion i Romerriget, og hvor de kristne efter al sandsynlighed alene samledes i (omdannede) private hjem, mangler der egentlige anvisninger på opbygningen af gudstjenesterummet.
Lige præcis det ændres i de såkaldte Apostolske Konstitutioner, som godt nok til dels bygger på Didascalia, men som først stammer fra slutningen af det 4. årh, og det vil akkurat sige både efter kejser Konstantins foræring af de store basilikaer i Rom til de kristne i begyndelsen af århundredet og kejser Theodosius’ ophøjelse af kristendommen til statsreligion ved dets slutning. Det ville ikke være urimeligt at antage, at den nye politiske og juridiske situation på den ene side og overtagelsen af nye fysiske rammer på den anden, fremtvang en teologisk besindelse på, hvordan man skulle fylde et rum, der ikke mindst i størrelsesforholdene var helt anderledes end hjemmets værelser.
I et afsnit (2.57), som giver sig ud for at være skrevet af evangelisten Matthæus, gengives næsten ord til andet både forskrifterne om placeringen af biskop og presbytere og om at holde menigheden adskilt i diverse grupper; men ved siden af at nævne ”fårefolden” er den gennemgående metafor for kirken, at den udgør et skib med menigheden som passagerer og biskoppen som kaptajn. Dertil føjes så forskriften om, at bygningen skal være aflang, orienteret mod øst og med to flankerende lokaler (”sakristier”) i østenden. Af relevans kan også nævnes, at i forbindelse med en forholdsvis detaljeret liturgi bliver det dekreteret, at diakonen, som læser op fra Bibelen, skal være placeret på et højt sted – uden at der dog direkte bliver omtalt en ambon (læsepult) eller prædikestol.
Definitioner:
• Den danske landsbykirke – og dermed ¾-dele af vore fungerende kirker – videreførte næsten uden undtagelse arven fra det 4. årh. og gjorde langrummet til indbegrebet af gudstjenestestedets udformning. Det sker fortrinsvis i form af den rektangulære grundplan eller et forløb af rektangler og/eller kvadrater.
• ”Modsætningen” hertil er centralrummet, hvorved i almindelighed forstås et rum med tilnærmelsesvis samme bredde og længde (evt. cirkel), men som i denne sammenhæng bliver defineret noget snævrere, idet der som et supplerende kriterium indføres den betingelse, at alteret skal være placeret i en markant afstand fra (bag-)væggen.
Denne indsnævring foretages af to grunde. For det første for at tage højde for den historiske drilagtighed, at mens Luther leverede gode argumenter for at foretrække centralrummet til en reformatorisk gudstjeneste, skulle overvejelserne åbenbart via den katolske kirke (den liturgiske bevægelse i første tredjedel af det 20. årh. og 2. Vatikanerkoncil i begyndelsen af 1960’erne) for at finde vej til danske arkitekter og menighedsråd. Slagordet aggiornamento betød for katolikkerne ikke mindst et ændret syn på menighedens rolle i gudstjenesten, hvilket arkitektonisk burde omsættes i centralrum og circumstantes altre.
Hvis man derfor tillader sig at kalde denne model for et moderne katolsk centralrum, kan man for det andet til gengæld indføre en sondring mellem tre under-kategorier af rum inden for det moderne danske kirkebyggeri. Disse er alle fælles med centralrummet om at have nogenlunde samme bredde som dybde, men man kan hævde, at de er varierede bud på en mere udtalt – og i hvert fald faktisk! – luthersk centralrumsopfattelse:
• For det første er der rummet med diagonal akse, som polemisk kunne beskrives som forsøget på at snige langrummet ind i centralrummet ved at placere alteret i et hjørne og dermed opnå en processionsgang fra det modsatte hjørne.
• For det andet rummet med vægt på tværaksen, som – med tilbørlig respekt for Torgau slotskapel – kunne opfattes som det i dogmatisk forstand ægte (!) lutherske rum. Her gør man nemlig det stik modsatte af den diagonale løsning, idet man forvandler et fysisk langrum til et liturgisk centralrum ved at anbringe prædikestolen (i vore dage oftest sammen med alteret) midt på den ene af langsiderne. (Oftest er der ikke voldsom forskel på længden og bredden, men der findes dog herhjemme eksempler på en virkelig mærkbar ”skævvridning” [!] af aksen fra længden til bredden, fx 1970 Tagensbo).
• Over for dogmatikken står ikke sjældent virkningshistoriens anderledes billede. Således kan man for det tredje pege på den udformning, som – ikke mindst med statistisk belæg – kunne kåres som det reelt foretrukne moderne danske bud på et luthersk rum: kvadrat med midterakse. Næsten som en slags cirklens kvadratur er dette rum en hybrid mellem det kultiske (katolske) processionsrum og det prædikenoptimerede (calvinsk-reformerte) auditorium (”høresalen”).
Statistik: (ved klik på kategorien vises en liste over de medregnede kirker)
• langrum: 62 = 41%; heraf knap halvdelen, 29, i 1960’erne, hvilket svarer til 57% overrepræsentation, modsat både 1970’erne og 1980’erne med henholdsvis 25% og 43% underrepræsentation. Skønt der kun er 4 langrumskirker i 2000'erne, udgør det pga. årtiets lave andel af populationen ikke desto mindre en 39% overrepræsentation.
• ("katolsk") centralrum: 5 = 3%; alle opført inden for tidsrummet 1974-88.
• ("luthersk") centralrum: 85 = 56%, heraf med:
• diagonalakse: 17 = 11%; som det eneste årti skiller 1980’erne sig statistisk ud med 78% overrepræsentation.
• tværakse: 8 = 5%; heraf de 4 inden for tidsrummet 1981-3.
• midterakse: 60 = 39%; inkl. 10 med andre grundplaner end kvadraten, men hvor alle siderne er nogenlunde lige lange; atter udligner antipoderne 1960’erne og 1970’erne hinanden med henholdsvis 33% under- og 23% overrepræsentation.
SUPPLERENDE ("SNYDE"-) KATEGORIER
Som en lille krølle på dette afsnit om rummenes udformning, vil jeg gerne henlede opmærksomheden på en lidt drilagtig kategori, som man kunne opfinde til lejligheden og kalde for ”gæt-en-akse”. Hermed sigtes til nogle kirker, der snyder det umiddelbare indtryk, som nok de fleste danner sig ved mødet med bygningen udefra. Det skal forstås på den måde, at det indre vender anderledes, end det ydre synes at indikere. Man kunne sige, at kategorien overlapper med, men skærper den egenskab, der til dels kendetegner de kirker, der har valgt tværaksen, idet visse af dem præges af et ydre, der tilsyneladende rummer en længdeakse (det kunne gælde fx 1961 Munkebjerg, 1983 Gjesing og 1983 Hjallese, men måske også i nogen grad 1968 Halskov, 1989 Skelgårds og 1992 Hjerting).
For en af de to kirker bygget i 1940’erne, som bryder med historismen, synes der at være en direkte teologisk pointe i at ”snyde” beskueren. Set udefra tager Adventskirken sig ud som en ganske vist moderniseret, men alligevel let genkendelig videreførelse af landsbykirkens model med særskilt skib, kor og tårn. Kommer man ind i kirken, viser det sig imidlertid, dels at gudstjenesterummet så at sige ligger på tværs af den del af bygningen, som man udefra antog for at være koret, dels at ”skibet” slet ikke er skibet, men rummer undervisnings- og mødelokaler, kontorer m.m. (selv om foldevægge muliggør at inddrage nogle af lokalerne til gudstjenestebrug). Den teologiske pointe turde være, at det ”kirkelige” og det ”folkelige” samles under én form og tilsammen udgør en kirke.
Det mest markante eksempel på en lignende teologisk pointe i det nyeste byggeri turde være Nørrevangskirken, som nu nærmest med en model lånt fra gotikkens katedraler huser lokalerne til alle de mange aktiviteter og funktioner under én overgribende form, og hvor gudstjenesterummet alene befinder sig i den del, som man traditionelt ville have opfattet som korsarmene.
Man kunne også gå skridtet videre og pege på en anden under-kategori, som til gengæld kunne kaldes for ”gæt-mit-indre”. Her er det ikke aksen, men formen, der snyder den besøgende, idet bygningen udefra knapt afgiver nogen aflæselig fornemmelse af rummet. Den teologiske pointe kunne her tænkes at være, at mens rummet skjuler sig for den forbipasserende, åbenbarer det sig for den andagtssøgende og gudstjenestedeltageren. Jørn Utzons kirke i Bagsværd er i en dansk sammenhæng i en klasse for sig i så henseende, og i Tyskland er jeg bekendt med en kirke, St. Franziskus, der udefra er en ren kube behersket af skarpe vinkler og lige linjer, som imidlertid viser sig at omslutte et kirkerum i organiske former med lutter runde linjer og skæve vinkler. Det indre rums grundplan minder ganske meget om den fabulerende skitse, der er offentliggjort for den kommende Trekroner ved Roskilde – blot med den forskel, at i Roskilde arbejdes der med en klar sammenhæng mellem ydre og indre form.