Dagligsproget afslører ”synkretismen” inden for folkekirken, for dét, som – luthersk set – konsekvent burde omtales som et knæfald, hedder i folkemunde lige så gerne en alterskranke, hvilket mere hører til i den katolske og ortodokse del af kristendommen. Alterskranken er i denne sammenhæng i familie med ikonostasen i øst og korgitteret/-skranken i vest (jf. fx Møgeltønder – et lektorie som det i Tønder Kristkirke har haft samme virkning) og er dermed en grænsedrager, der skal inddele kirken i adskilte rum. Knæfaldet, derimod, er en praktisk, ja, man kunne svinge sig op til at sige en diakonal indretning over for gamle Maren i kærets gigtplagede bentøj. Det vil strengt taget sige, at hvis man i Danmark gik over til at følge nogle af vore naboers skik med stående nadver, kunne og burde knæfaldene fjernes – hvis da ikke Nationalmuseet har en mening om deres historiske værdi. (Bryllupper og konfirmationer kunne klares med løse skamler!)

Mens korskranken er så godt som aldeles forsvundet fra dansk kirkebyggeri, er der kun enkelte, der har sagt farvel til knæfaldet (1983 Tingbjerg; iflg. arkitektens oprindelige tegninger skulle 1974 Hannerup også have været foruden), og selv om kun et fåtal af knæfaldene giver indtryk af at ville opdele kirken i et regulært kor og skib, er der dog ikke så få, hvis udformning inviterer til den fortsatte brug af termen alterskranke, eftersom de effektivt signalerer, at alteret og dets umiddelbare nærhed tilhører en anden zone.
   Korskranken, om end i absolut lav – og lavmælt – udgave, overlevede endnu i 1941 Christians og 1959 Møllevangs, og Danmarks sidste strækker sig akkurat ind i denne hjemmesides epoke med 1960 Enghave – og på sin vis også 1971 Brændkjær. Både 1962 Bellahøj og 1968 Strandmarks har ganske vist noget, der kunne minde om en kvart korskranke helt ude i det ene hjørne; men i begge kirker tjener rækværket tydeligvis til at forhindre dåbsfølget i at falde ned fra koret (mens 1971 Sønderbro så omvendt må have til hensigt at skærme dem fra at falde op i koret) – de efterlader derfor alle indtrykket af mere at tage højde for arbejdstilsynet end at have sin grund i religiøse instinkter.

Eftersom det ikke seriøst har været taget op til overvejelse, at folkekirken skulle overgå til ændret nadverpraksis, har man måttet ty til andre midler, hvis man som arkitekt og menighed har villet modarbejde skranke-dimensionen i knæfaldet. Hvis man skulle forsøge at give en sammenfattende karakteristik af de halvandet hundrede knæfald i blot tre punkter, kunne følgende tendenser udpeges:
1) ændret placering, 2) gennembrydning af ”skranken” og … 3) en forbløffende inkonsekvens!

Ad 1) Der er udvist en prisværdig opfindsomhed i at tilpasse knæfaldets udformning og placering, og i mange tilfælde tydeligvis med henblik på at bearbejde dets signalværdi, jf. udformning.

Ad 2) Uanset hvor meget man i sin udformning af knæfaldet fx forsøger at gøre det let og ikke-iøjnefaldende, udgør det immervæk en blokering, og derfor springer det akkurat i øjnene, at hvis kirkerne har villet signalere en mere flydende overgang mellem kor og skib, alter og kirkebænk, ordineret præst og almene præster, har man taget et anderledes håndfast virkemiddel i brug. I symbolsk forlængelse af Markusevangeliets oplysning om, at i Jesu dødsøjeblik flængedes forhænget i templet i to dele (15,38), har knap en tredjedel af periodens kirker (48 i alt) valgt at bryde hul i skranken.
   Den mest radikale udgave heraf er den, som her bliver kaldt for ”parallelle linjer”, men som man også kunne opfatte som den traditionelle hestesko, hvor man bare har fjernet hele den side, der vender ud mod menigheden. Den udgave findes der 6 af. I samme ånd, men i mere modereret form, er de 21 knæfald, som er gennembrudt midt for, således at der principielt er fri adgang og i hvert fald frit udsyn fra skibet til alteret. Mindre demonstrativt, men stadig med klar symbolværdi har 16 kirker valgt at placere et eller flere huller ude i knæfaldenes hjørner/sider, mens de resterende 5 har fundet atter andre måder at åbne knæfaldet på.