Knæfaldets udformning

Selv uden at have foretaget systematiske optællinger til at kunne føre et statistisk bevis herfor, synes det plausibelt at hævde, at varianter af de former, som her kaldes ”hestesko” (med skarpe eller rundede hjørner), ”trapez” eller den del af ”cirkel” som udgøres af halv- og kvartcirkler, udgør langt hovedparten af de knæfald, som befinder sig i 800 års danske kirker. Tilsammen udgør de en genkendelig grundform, der igennem tiderne er blevet tillagt især én populær fortolkning, ifølge hvilken knæfaldet kun udgør den synlige del af et bordfællesskab, som rækker ind i evigheden. Den smukke tolkning til trods er grundformen tydeligvis op igennem det 20. århundrede i stigende grad blevet opfattet som indelukket og u-indbydende. 
   Reaktionen herpå har, groft sagt, været én af to: enten har man så at sige sluttet kredsen dennesidigt (med ”firkanter” og hele ”cirkler”), eller man har forsøgt at bløde de lukkede former op ved at ”strække” dem ud til lige eller buede linjer. 
   For enhver symbolsk gevinst er der en lige så symbolsk pris at betale. Den ”udstrakte” løsning gør det sværere at opretholde symbolikken med det himmelske ”rundbord”, men kan muligvis reddes på et ganske vist mindre erfaringsnært plan, hvis man fx griber til en af Rudolf Schwarz’ strøbemærkninger om, at det, som i en kirke for det menneskelige øje tager sig ud som en ret linje, blot er et forsvindende udsnit af Guds og evighedens bueslag. Til gengæld er det sværere at komme bort fra, at akkurat for den umiddelbare erfaring opleves en linje meget nemt som en (vej-)bom, og så kan det blive vanskeligt at afgøre, hvad der virker mest indbydende. Den modsatte yderlighed, hvor man samler nadvergæsterne hele vejen rundt om alteret, er på sin side sårbar over for en kritik à la den Joseph Ratzinger fremførte imod versus populum, nemlig at den tilstedeværende menighed lukker sig om sig selv (Ratzinger/2000, s. 70).