Hvor skal døbefonten stå?
Den ældste kristne kirke, der er bevaret arkæologiske vidnesbyrd om (Dura Europos, begyndelsen af 3. årh.), er indrettet i et ombygget privathjem. Den forholdsvis beskedne plads til trods, er der i den modsatte ende af huset, hvor gudstjenestesalen befinder sig, afsat et særskilt rum til at indeholde en døbefont. Skikken med baptisterier sammenbygget med eller inde i kirken, men ikke sjældent i en bygning for sig, synes altså at strække sig bagom kejser Konstantin (og det berømte Lateran baptisterium fra begyndelsen af 5. årh.) til en tid, hvor de kristne formentlig stadig praktiserede dåb i levende vand (floder). Inden kristendommen kommer til Danmark og i hvert fald inden opførelsen af de stenkirker i det 12. årh. og frem, som stadig pryder landskabet i stort tal, var man stort set ophørt hermed og ”nøjedes” med døbefonte inde i kirken. Forklaringen herpå er den simple, at der havde udviklet sig mindre pladsbehov omkring dåbshandlingen i takt med at man almindeligvis var overgået fra voksen- til barnedåb og efterhånden også opgav den totale neddykning af barnet. I international sammenhæng blev der stadig bygget baptisterier efter middelalderen – endog i forbindelse med moderne kirkebyggeri (fx Saint Michaels katedralen i Coventry fra 1962) – men det blev aldrig skik i Danmark, selv om der er adskillige med et særskilt rum (dåbskapel) inde i kirken (fx Kirke Stillinge). Sådan forholder det sig dog ikke for nogen af kirkerne bygget efter 1940.
Til gengæld er det måske en smule overraskende, hvor enstemmigt (på nær en enkelt mistelten) bygherrerne i det seneste trekvarte århundrede har afgjort sig for døbefontens placering – og at det efter 2. Vatikanerkoncil nærmest har udviklet sig til et konfessionelt kendetegn. Angående placeringen er der nemlig to herskende modeller (øst vs. vest), der gennem tiderne både gentagent har afløst hinanden og sameksisteret; men hvor den katolske kirke gennem de sidste par generationer er ”vendt tilbage” til den ”vestlige”, har protestanterne med modifikationer abonneret på den ”østlige” – det sidste gælder i hvert fald for den danske folkekirke, men vurderet ud fra de udenlandske kirker, jeg selv er bekendt med, gør noget tilsvarende sig gældende for lutheranerne generelt.
Historisk synes døbefontene at have overtaget deres placering fra baptisterierne, som oftest befandt sig umiddelbart øst for apsis eller på korets nordside, og hvis ellers man fæster lid til middelalder-teologernes allegoriseringer, indtager døbefonten således den fornemste plads i kirkens evangelieside – frelsesbudskabet kommer fra (nord)øst! Heroverfor står symbolikken med fonten placeret så langt mod vest som muligt, ja, gerne helt ude i tårnrummet, hvis et sådant fandtes, for at pege på dåben som adgangen til kirken – og himlen.
Udgravninger i forbindelse med kirkerestaureringer peger på, at man i de ældste danske kirker lænede sig op ad vest-symbolikken (vistnok især med døbefonten placeret på skibets midterakse over for nord- og syddøren, mellem kvinde og mande-indgangen). Med en forbilledlig pædagogisk tæft udnytter Sjællands første lutherske biskop, Peder Palladius, i sin Visitatsbog (ca. 1541) døbefontens placering (og eftersom han synes forudsætte den som en selvfølgelighed dokumenterer han dermed rigtigheden af antagelsen om akkurat danskernes forkærlighed for vest-modellen):
"Funten [er placeret] neden i kirken och alteret offuen i kirken, och predickestoelen mit imellom, att naar eders sognepræst prædicker eder vor herre Iesum Christum reent och klart til eders salighed, da beuiser hand sin lærdomb med de tvende høyuerdige sacramenter, derfor slar hand den ene hand ind til funten, och den anden op til alteret, att de staa paa baade sider wid prædickestoelen, som dj tuende cherubin stoed omkring arcken, … Funten staar bag udj kirken, att i sidde eller staar alle sammen och vender baggen til funten, derfor attj schulle tencke deth att verre nock med den ene gang attj erre døbt huer uid sig i naffn faders, søns, och hellig aands, saa attj schulle aldrig uidere døbis end den ene gang: alterit staar offuen i kirken for alle eders øyen, och i vender eder op till dett, attj schulle komme ihu at gaa altid til sacramentit, och lade eder berette saa lenge som i leffue paa jorden; det ene som er daaben, er en tid giort vid huert christin mennische och schall aldrig tidere giøris: dett andit schall giøris all eders liffs tid, saa at det schal end uerre ocsaa eders sidste spiisning naar i schulle døe fra denne verden, om i haffue icke foractit det udj eders leffuende liff." Lis Jacobsen (udg.): Peder Palladius: Danske Skrifter, bd. 5. H.H. Thieles Bogtrykkeri, 1925, ss. 30-1.
Når der er grund til at fremhæve disse arkæologiske og litterære vidnesbyrd skyldes det naturligvis den næsten enerådende omvendelse (!), der har fundet sted i den mellemliggende tid. Det er næppe genvunden smag for allegorien, der har flyttet døbefonten op foran i rummet (den placeres da heller ikke konsekvent i ”nord”-siden); men derimod forståelsen af dåben som en menigheds-handling, en forståelse der under alle omstændigheder er blevet cementeret med grundtvigianismen. De senere års (gen)indførelse af særskilte dåbsgudstjenester (lørdagsdåb) har (endnu?) ikke nået at rokke ved den grundholdning, at hvis og når dåben fastholdes som en organisk del af højmessen, er det om ikke andet upraktisk (!) at lade den foregå uden for menighedens synsvinkel. Ligesom det er tilfældet med de andre to primære liturgiske scener, alteret og prædikestolen, er døbefonten derfor konsekvent blevet placeret oppe foran menigheden i alle de moderne danske kirker. (Som de eneste to mulige undtagelser, der bekræfter reglen, kan henvises til 1982 Mejdal og 1992 Hjerting. Ganske vist flyttes døbefonten heller ikke her ”tilbage” til indgangspartiet, men er trods alt rykket væk fra alter og prædikestol og ned i skibets midte – hvilket imidlertid ikke ændrer synet på dåben, men snarere urgerer menighedsaspektet; 1997 Ølby ligger på grænsen til at kunne indgå i denne kategori; jf. i øvrigt afsnittet om døbefonte placeret foran alter og prædikestol under Positionering: alter-font-stol).
Definitioner:
Den eneste relevante skelnen, det herefter bliver muligt at foretage, er alene graden af fremrykkelsen: om døbefonten befinder sig oppe i koret (reelt eller virtuelt) eller, ja, strengt taget ikke nede i skibet (jf. parentesen om Mejdal og Hjerting), men gerne umiddelbart ”nedenfor” koret (det vil ret beset sige på det, der modsvarer den gamle plads tæt på eller i korbuen).
Som et kuriøst indicium på, at det i symbolsk henseende ikke er ligegyldigt med denne skelnen, og som et eksempel på et arkitektonisk Columbus æg, der både vil tilfredsstille kravet om handlingens synlighed og dåben i menighedens midte (= nede i skibet), kan peges på detaljen med linjeføringen af trinnet, der adskiller skib og kor i 1976 Hundige!
Statistik:
Nogle af kirkerne har en flytbar font og medregnes ikke her.
• oppe i koret: 34, heraf endog adskillige placeret bag knæfaldet, jf. Knæfald – font/stol). Som man kunne forvente, er der hvad angår denne placering tale om en betydelig procentuel signifikans i fordelingen mellem årtierne. 1960’erne tegner sig således for præcis halvdelen, 17/+68%, mens 1970’erne akkurat overskrider grænsen for normalfordelingen med 13/+18%. De resterende 4 hører 1980’erne til (hvilket svarer til en ÷41% underrepræsentation), og hvis man tillader sig at se bort fra efternøleren i 1989 Sejs-Svejbæk, er det snart 30 år siden, at vi i Danmark helt ophørte med at sætte døbefonten så højt op.
I øvrigt kan det tilføjes, at af de 34 med døbefont i koret har de 27 tillige en niveauforskel mellem gulvet i skib og kor.
• nede i skibet: 115; fordeler sig jævnt på alle årtierne med få procentudsving til hver side, alene 1990’erne og 2000’erne har på grund af deres lave andel af populationen en anelse mere markant procentafvigelse.