Som det latinske ord siger, menes der med "circumstantes" et alter, som nadvergæsterne kan samles omkring - og det altså helt bogstaveligt: de kan stå (og selvsagt knæle) rundt ved alle alterets fire sider. Som i tilfældet med det fritstående alter - men endnu stærkere her - ligger det indbygget i tanken om circumstantes, at præsten betjener alteret med front mod menigheden.

I Luthers berømte replik om alterets placering i "Deutsche Messe" (1526) begrundede han den med henvisning til Jesu måltid med disciplene, hvor næppe nogen forestiller sig, at han sad eller stod med ryggen til de tolv - eller på afstand af dem (med mindre Da Vinci et alii havde ret!). Præsten bør altså ikke bare kunne være vendt mod menigheden, men alteret bør befinde sig nede iblandt dem - når vi samles til et festmåltid, plejer vi heller ikke at stille bordene langs væggene.

I strengeste forstand kan man derfor sige, at et "ægte" circumstantes ikke kun inviterer både gejstlig og læg om "bag" alteret under selve nadveren, men også griber radikalt organiserende ind i rumopbygningen. Det samler billedlig og bogstavelig talt menigheden omkring sig under hele gudstjenestens forløb, for idet alteret rykkes mod rummets midte brydes det traditionelt aflange rums længdeakse og menigheden kommer til at sidde på flere forskellige akser.