Fritstående alter
En af de mest markante og konsekvente ændringer i indretningen af det moderne kirkebyggeri er løsrivelsen af alteret fra bagvæggen. I forhold til diskussionerne i første halvdel af det 20. århundrede om præstens rette position i forhold til alteret, betyder det imidlertid ikke, at man kan slutte baglæns fra alterets placering til bygherrernes holdning i denne liturgiske debat. Man kan alene iagttage, at de altre, som her karakteriseres som fritstående, i princippet muliggør, at en sådan sindet menighed og/eller præst kan betjene alteret ”bagfra” – og at dømme ud fra placeringen af fx bøger og mikrofon på altrene fremgår det tydeligt, at langt fra alle udnytter den mulighed.
Omvendt peger i nogle tilfælde akkurat placeringen af fx den skammel, som præsten knæler på ved alteret, at hvis ellers præsten ikke er højgravid eller lider af klaustrofobi, kan en versus populum-præst godt knibe sig ind bag et alter, selv om det oprindeligt givetvis ikke har været hensigten at skulle have præsten stående dér (se fx 1967 Haralds og 1969 Grundtvig – begge under ”virtuel” circumstantes).
Om 1972 Gug kunne man måske tillade sig at indskyde den replik, at det er her det berømte/berygtede betonalterbord med 12 istøbte musselmalede tallerkener befinder sig. Det kan man mene – og har man ment – meget om; men den demonstrative bordopdækning synes unægtelig at ville have passet bedre i en af de andre Exner-kirker, hvor gæsterne kan knæle hele vejen rundt, end her, hvor adgangen er markant afskåret på to af siderne. Nuvel, i det jødiske påskemåltid er der pr. tradition altid en tom plads dækket op til en ekstra gæst (profeten Elias), men er det ikke lidt overdrevet, at dække op til dobbelt så mange?
