Prædikestolens placering
Til beskrivelse af placeringen af prædikestolene i de moderne danske kirker vil der her blive anlagt tre målestokke. Hvor befinder de sig: a) op ad en væg eller frit på gulvet, b) i forhold til overgangen mellem skib og kor (alterområde) og c) til venstre eller højre for alteret?
I sin Visitatsbog (ca. 1541) har Palladius indledningsvis en ganske kort bemærkning om kirkens inventar, som i forbifarten også afslører hans foretrukne placering af prædikestolen: ”… prædickestoelen schall verre opbøgit vid den sønder side i kirken, offuen offuer alle andre stoele, guds salige ord til hæder och ære, op till itt uindue, sognepræsten til goede om vinteren, och besynderlig naar hans øyne de falme och dummis” (Lis Jacobsen [udg.]: Peder Palladius: Danske Skrifter, bd. 5. H.H. Thieles Bogtrykkeri, 1925, s. 30). Det måske mest bemærkelsesværdige i biskoppens vejledning er dels hans flair for at sammenholde det symbolske med det praktiske, dels hans konsekvente applicering af Luthers befriende begreb om adiafora, dvs. at alt som ikke er af direkte betydning for frelsen, behøver man ikke ensrette, men kan overlade til den lokale forskellighed – dér har hensynet til kirkens enhed og den fælles bekendelse sin grænse. Prædikestolens højde tillægges primært en symbolsk forståelse, hvorimod Palladius aldeles ubekymret springer alle de middelalderlige spekulationer over angående symbolikken i at oplæse Bibelen og afholde prædikenen fra de rette verdenshjørner og alene forholder sig til prædikantens tarv. Synspunktet er så meget desto mere vedkommende som man stadig i vore dage hyppigt støder på kirkefolk og præster, som skråsikkert udtaler sig om prædikestolens rigtige placering (og hvor der oftest abonneres på den ”katolske” model med prædikestolen i ”nord”, jf. nedenfor).
Den helt særlige lutherske besværlighed med prædikestolens placering sættes i relief af en sammenligning med navnlig den reformerte del af de protestantiske kirkesamfund. Til illustration kan man se på indretningen af Wesley's Chapel i London (indviet 1778, tegnet af George Dance den Yngre), hvoraf det til overflod fremgår, at metodisterne deler lutheranernes højagtelse for forkyndelsen, idet rummet helt domineres af den tårnhøje prædikestol for enden af midteraksen; men hvor man også tydeligt fornemmer, at nadveren spiller en mindre rolle, eftersom man kan finde det oprindelige alter gemt bag prædikestolen, mens en enkel glasplade nedenfor stolen i dag gør det ud for nadverbord.
Formen kan umiddelbart minde om den helt unikke løsning, som blomstrede op akkurat i 1700-tallets lutherske kirker, hvor prædikestolen blev placeret oven over alteret (jf. 1755 Vartov); men den tekniske betegnelse for den slags inventar afslører ikke desto mindre en afgørende nuanceforskel: de kaldes for prædikestolsaltre (tysk: Kanzelalter). Det er just sammentrækningen af de to navne i et enkelt ord, der udtrykker bestræbelsen i en luthersk sammenhæng: Prædikestolen skal gerne kunne hamle op med alteret i værdighed, men den må ikke overskygge det. Billedlig talt kunne man sige, at symbolikken i prædikestolsalteret, hvor alter og prædikestol udgør et sammenhængende møbel, er, at stolen ret beset ikke står hævet over alteret, men snarere hviler på det.
Eller endnu bedre formuleret: Pointen er at alter og prædikestol befinder sig på samme akse – for dermed at symbolisere, at de så at sige trækker på samme hammel, at de forudsætter og henviser til hinanden. I givet fald kan man med nogen ret hævde, at udviklingen siden det 18. århundrede har bestået i at dreje aksen 90 grader: Hvor Palladius plæderede for en placering af prædikestolen i siden ("op till itt uindue") og i midten af skibet (så at prædikanten med den ene hånd kan slå ud til fonten ved indgangen og med den anden til alteret i koret, jf. citat), gør man i 1700-tallet eksperimenter med at samle i hvert fald alter og prædikestol, men også gerne døbefonten (og orglet) på samme akse, ikke kun som nævnt med prædikestolen oven over, men også med den placeret foran eller bag alteret. Skønt den slags løsninger overlever helt frem til det moderne danske kirkebyggeri, er langt den hyppigste løsning i stedet blevet, at man flytter både prædikestol og døbefont så langt frem i kirkerummet, at de flugter med alteret og har fælles front mod menigheden.
Nok er der, som sagt, blev gjort forsøg med "aksiale løsninger" helt op i det moderne kirkebyggeri, men de lader sig dog tælle – og det endda med lidt god vilje – på lidt over én hånd.
 1962 Stengård, det nærmeste man – optisk! – kommer en moderne, dansk variant af et prædikestols-alter, idet alter og prædikestol begge støder op til midteraksen i det oprindelige kirkerum, som var adskilt med skillevægge fra de tilstødende lokaler (jf. 1970 Tagensbo, der i kraft af en markant materialelighed og den særlige forbindelsesgang mellem alter og prædikestol, samler dem til et hele). |  1980 Hedegårds udgør sammen med flere af de andre kirker med et "ægte" circumstantes alter, det nærmeste man kommer på at placere prædikestolen bag alteret; men, som det fremgår, dog ikke helt på samme akse (jf. fx 1978 Sædden og 1988 Smidstrup Strand). |  1972 Gug har sammen med 1976 Solvang, 1982 Solrød Strand og 1983 Gjesing valgt den mest demonstrative lutherske model med prædikestolen (tættest) på rummets geometriske midterakse og alteret fortrængt til en af siderne. |
PLACERING I FORHOLD TIL VÆGGENE
Definitioner:
Uden at give Palladius hele æren herfor (flertallet af de danske kirker, som er i brug i dag, var trods alt bygget længe før hans tid – om end der siden hans år som biskop er blevet rokeret rundt på deres indretning, herunder den konsekvente indførelse af prominente prædikestole) hører det rimeligvis til det arketypiske sindbillede af en dansk landsbykirke, at prædikestolen er enten direkte ophængt på eller fastgjort til en væg i skibet eller korvæggen. Den mest gennemførte ændring med hensyn til prædikestolenes placering er deres løsrivelse fra væggene, eller rettere: Det er nok en mere relevant beskrivelse – i forhold til de bagvedliggende intentioner med indretningen – at formulere det på den måde, at prædikestolene overordnet set er blevet rykket ned i skibet og, med en let overdrivelse, står frit ude på gulvet ”midt” blandt menigheden.
Apropos ”ophængt/fastgjort”: Med til ”tæt på væg” tælles dels prædikestole, som tydeligvis står på gulvet (hvad enten båret af ben eller på et massivt fundament), for det udslagsgivende kriterium er, at de er placeret langs væggen; dels ”udvides” kategorien også med den gruppe af prædikestole, som ganske vist udgør et selvstændigt stykke møbel, men som er skubbet så langt ud til siden, at der ikke er fri passage mellem prædikestol og væg.
Statistik:
• tæt på væg: 38 (inkl. 13 med en yderst snæver passage); heraf hele 9 bare i tidsrummet 1960-2, og med yderligere 10 i resten af årtiet tegner 1960’erne sig ikke overraskende for +68%; ”løsrivelsen” sætter ind i 1970’erne med blot 9/÷27% og forstærkes i 1980’erne med 4/÷47, hvilket pludselig vendes på hovedet i 1990’erne, hvor der er 6/+19%. Til gengæld er der slet ingen i 2000’erne.
• frit på gulv: 110; de midterste årtier ligger alle tre inden for par og omkranses af 1960’ernes underrepræsentation på 26/÷21% og 2000’ernes overrepræsentation på 7/+37%.
PLACERING I FORHOLD TIL SKELLET MELLEM SKIB OG KOR
Definitioner:
Mens det forekommer plausibelt at antage, at det har en umiddelbar virkning på en ”almindelig” kirkegænger og måske ikke mindst en kirkefremmed, om prædikanten taler fra en position klistret højt op ad væggen eller nede på gulvet blandt menigheden, er det mindre sikkert, at noget tilsvarende gælder for en anden forskel, som man ellers kunne mene har en endnu større teologisk betydning. For mens man kunne have en mistanke om, at spørgsmålet om højden på prædikestolen og nærheden til menigheden nok så meget vedrører vores demokratiske sindelag og tidens sensibilitet over for autoriteter, så turde prædikantens ståsted i forhold til koret/alterområdet være anderledes teologisk symbolladet. Hvis man atter genkalder sig et sindbillede på middelalderkirkens typiske løsning, så var prædikestolen nok et ”grænse-fænomen”, for så vidt den befandt sig op ad korvæggen; men der ligger en sigende symbolik i den hyppige indretning, hvor prædikantens adgang ikke sker fra en trappe i skibet, men gennem et hul i væggen ind til koret: Ordet kommer billedlig talt inde fra det lukkede, hellige rum og bringes – på behørig afstand! – ud til menigheden.
I forhold til dette idealtypiske billede sker der noget bemærkelsesværdigt i det moderne kirkebyggeri, idet der groft sagt varieres over tre grundmodeller:
Som man ville forvente, består en af disse modeller i at ophæve den ”behørige afstand”, idet man bringer ikke alene Ordet, men også prædikanten ud til menigheden: prædikestolen sættes tydeligt nede i skibet. Det er dog værd at bemærke, at ingen drister sig til at vælge ”Torgau-modellen” med dens kraftige streg under ”nede”, dvs. på en decideret tværgående akse i forhold til alteret (som eneste mulige undtagelser kan dog anføres 1963 Ungdomsbyens, 1974 Vangede og 1978 Sædden, fordi nogle [forholdsvis få] af siddepladserne er således placeret, at hvis man derfra vil vende ansigtet mod prædikestolen, vil man knapt kunne ane alteret ud af øjenkrogen). I stedet opteres (af praktiske hensyn) for en placering langt fremme i rummet, og når der er grund til at indskyde bemærkningen om de praktiske hensyn skyldes det, at den teologiske vurdering snarere vil fremhæve ”foran menigheden” end ”tæt på alteret”. Denne model står for fornyelsen og kan med nogen ret tillægges en konfessionel betydning, som tegn på Ordet der lyder blandt ligemænd (det almene præstedømme).
Den anden model viderefører til gengæld arven fra landsbykirken med prædikestolen som grænsegænger, hvilket jo med andre ord vil sige, at når prædikestolen befinder sig på overgangen mellem kor og skib, tjener prædikenen tydeligvis en (for)midler rolle. I denne sammenhæng er der imidlertid grund til at forholde sig temmelig krakilsk, for ved nærmere eftersyn viser der sig at være tale om to varianter af modellen. Selv om det ud fra en rent praktisk og pragmatisk synsvinkel kan dreje sig om en så lille forskel, at den i et givet tilfælde kan måles i millimeter, åbner der sig i kraft af den fysisk forsvindende adskillelse en om ikke symbolsk afgrund, så dog en teologisk afgørende afstand. Mens de fleste vælger at placere prædikestolen på overgangen og således slå bro mellem kor og skib, er der en mindre gruppe, som nøjes med at lade den støde op til grænsen, men altså strengt taget dermed inde i koret.
Dette peger frem mod den sidste model, som er desto mere overraskende, fordi man faktisk skal lede længe for at finde den repræsenteret i den ældre bygningsmasse: prædikestolen placeres oppe i koret, hvilket jo uvægerligt inviterer til den misforståelse, at prædikenen skulle udgøre et tredje sakramente ved siden af dåben og nadveren.
P.S.: Misteltenen i disse forsøg på at skelne er selvsagt den generelle tendens i retning af at ophæve eller udjævne opdelingen i et klart adskilt kor og skib, mens omvendt argumentet for at kunne foretage kategoriseringerne er, at kirkerummene stadig har genkendelige inddelinger i forskellige (funktionelle, liturgiske) zoner.
Statistik:
•nede i skibet: 82; procentuelt svinger 1960’erne ud til den ene side (17/÷30%) og 1990’erne til den anden (14/+29%), hvilket dog overgås af 2000’ernes 6/+58%.
I øvrigt har kun 2 af disse placeret fonten i koret (1960 Husumvold og 1982 Hedegårds). 1994 Enghøj udgør et grænsetilfælde, da dens prædikestol støder op til overgangen, men til forskel fra dem i den næste kategori, sker det nede fra skibets side.
•overgangen mellem kor og skib: 42; heraf:
31, som bryder overgangen; her er det 1960’erne og 1980’erne som udgør hinandens modsætninger med henholdsvis 13/+41% og 3/÷51%. Igen afføder 2000’ernes lille andel af populationen nogle lidt tilfældige udsving, idet årtiets ene kirke svarer til ÷30%, mens to ville have svaret til +39%.
11, som støder op til overgangen; heraf 7 i 1960’erne og resten i det følgende årti, senest 1976 Bagsværd.
Den historiserende 1962 Stormarks er den eneste, som direkte kalkerer landsbykirken, hvor præsten får adgang til prædikestolen gennem et hul i korvæggen (strengt taget sker adgangen ikke fra koret, men sakristiet); men både 1962 Grejsdal og 1998 Islebjerg har indretninger, der i moderne udgave vækker mindelser om fortiden.
•oppe i koret: 22, heraf endog 7 bag knæfald. Der er samme antal i hver af de første tre årtier, men hvor de 7 placerer såvel 1960’erne som 1970’erne inden for par, udgør det en 60% overrepræsentation i 1980’erne. Den sidste findes i 1991 Udlejre.
I øvrigt har 15 af disse 22 også fonten placeret i koret. Som et kuriosum – og et vidnesbyrd om, hvor nøjeregnende man skal være for at foretage disse kategoriseringer – kan henvises til 1983 Gjesing og 1991 Udlejre, som alene formår at hente prædikestolen ind i koret ved at lade det slå et knopskud til siden, i Gjesing markeret ved mønstret i gulvet (og gummifugen) og i Udlejre ved 1-trins forhøjningen (det samme gælder 1982 Solrød Strand).
(•uden for kategori: 5; heraf 4 på grund af flytbar eller ingen prædikestol, samt 1962 Stengårds, hvor der ikke er lavet en markering af koret, men hvor prædikestolen befinder sig bag alteret.)
PLACERING I FORHOLD TIL ALTERET
Når der er grund til at medtage denne kategorisering som en krølle på halen, sker det primært af hensyn til de mange, der udtaler sig med en vis bestemthed om deres prædikestols rigtige placering, og pudsigt nok – hvis ellers man kan generalisere ud fra dem (præster, kirketjenere o.a.), jeg har mødt eller læst – tænker de oftest på den modsatte af Palladius’ forslag. Denne iagttagelse forudsætter dog, at man kan sidestille hans ” opbøgit vid den sønder side” med ”til højre for alteret”, for når man støder på udtalelser om, hvad der er rigtigt, er det hyppigst placeringen til venstre, der sigtes til – eller rettere, selv om det sjældnere udtrykkeligt sker med den begrundelse, at prædikestolen skal stå i nord.
Der er dog to gode forklaringer på at nord-argumentet næppe hives frem, for dels er det andetsteds på disse sider dokumenteret, at de moderne kirker er orienteret i alle retninger, hvormed det selvsagt bliver temmelig problematisk at tillægge verdenshjørnerne en udslagsgivende betydning (heller ikke biskop Peders omsorgsfulde opmærksomhed på luxmængden går ram forbi). Dels må det antages, at selv hvis de moderne kirker konsekvent havde været østvendte, er det formentlig et forsvindende fåtal af moderne mennesker, der i vore dage tillægger verdenshjørnerne særlige værdier ud over rent meteorologiske associationer à la kolde nord, varme syden, stormende vest og – med mere oplagt symbolske potentialer – solopgangens øst. Kan hænde at interessen i stylede bryllupsceremonier endnu holder liv i en arkaisk forbindelse mellem kvindesiden og nord hhv. mandesiden og syd; men selv i de luftlag er syd næppe forbundet med epistelen eller nord med evangeliet – sådan som det var engang … i førprotestantisk tid.
På samme vis er det også svært at forbinde venstre og højre med indlysende værdier – ud over de indgroede politiske betegnelser og måske også for ikke så længe siden venstre som ækvivalent med ”kejtet” (”den forkerte hånd”). Kun i denne – i denne forbindelse i øvrigt helt irrelevante – politiske værdisætning er det dog et morsomt kuriosum at kunne konstatere, at det eneste årti, hvor placeringen af prædikestolen til venstre for alteret slår ud med statistisk signifikans, just er i munkemarxismens og de politiske prædikeners 1970’ere (og at VKO’s såkaldte systemskifte falder sammen med, at 2000’erne er det eneste årti med statistisk overvægt af højre-placerede prædikestole, gør kun iagttagelsen endnu morsommere – og lige irrelevant).
Lidt uærbødigt kunne man hævde, at de angiveligt mere sobre, teologiske argumenter for at foretrække venstre frem for højre – eller omvendt – ikke giver væsentlig mere mening i en nutidig sammenhæng; men hvis man har lyst til at se lidt nærmere på venstre-højre som et case-study, kan man klikke her for en ekskurs om atrofierede symboler.
Definitioner:
Bestemmelserne foretages fra menighedens synsvinkel, dvs. fra skibet.
Statistik:
•til venstre for alteret: 62, inkl. 1983 Gesing, hvor stolen er i centrum og alteret i højre hjørne. Kun 1970’erne og 2000’erne skiller sig statistisk ud med hhv. 25/+24% og 2/÷30%.
•til højre for alteret: 86, inkl. 1972 Gug, hvor stolen er i centrum og alteret i venstre hjørne. De samme to årtier markerer sig, nu ikke overraskende med omvendte procenttal: 1970’erne tegner sig for 23/÷18%, mens 2000’erne har 5/+26%.
