Prædikestolens udformning
Blandt protestanter i almindelighed og lutheranere i særdeleshed har der været ført en århundred lang diskussion – og udført en varieret byggepraksis! – om den rette udformning og placering af prædikestolen. Enkelt sagt har det fælles anliggende været at få møblet til i sig selv at afspejle den vigtighed, som man i konfessionerne tillægger Ordets forkyndelse, mens det navnlig for de lutherske – der generelt har haft en stærkere sakramentsteologi end de reformerte – tillige har været et særligt problem at finde frem til en placering, som på en og samme tid signalerer prædikestolens ligeværdighed med alteret uden at overskygge dette. Denne sidste problemstilling behandles under ”placering”.
Man kunne overveje den velvillige udlægning af store dele af prædikestolene i moderne danske kirker, at der må have foresvævet arkitekterne og bygherrerne en opfattelse nogenlunde i retning af, at prædikenen i dag på godt og ondt må og skal kunne klare sig som et indlæg i en rundbordssamtale. Prædikanten har øjensynligt ikke på forhånd skullet stables op for ”bordenden” i kraft af en dominerende prædikestol, men hvis ellers prædikenen har noget væsentligt at sige, kommer den alligevel billedligt talt fra en privilegeret position.
For så vidt denne iagttagelse ikke rammer helt ved siden af, kunne man – stadig velvilligt – beskrive forandringen med et lån fra sociologen Max Webers berømte idealtypologi over de forskellige former for autoritet i samfund og organisationer, herunder religiøse. For hvis man tillader sig at indlejre Webers skelnen mellem en karismatisk, traditionalistisk og legalistisk legitimation af magt og autoritet i en slags historiefilosofi, så at man nok anerkender, at alle tre kan eksistere ved siden af hinanden, men at der historisk ofte kan iagttages en udvikling inden for institutioner og samfund fra den første over den anden til den tredje, så kunne man opfatte ændringerne af prædikestolenes størrelse, udformning og placering som en venden den weberske udvikling på hovedet: Der er ikke nødvendigvis kun tale om en forfaldshistorie om sædernes og autoriteternes forfald, men akkurat en tilbagevenden til en mere karismatisk legitimering af prædikenen. Prædikenens overbevisningskraft afhænger mere af personen end positionen, herunder positionen i kirkerummet.
Man kan følgelig forsøge sig med to forskellige slags kategoriseringer af prædikestolenes udformning, som ganske vist overlapper hinanden, men hvor man henholdsvis primært lægger vægten på det rent geometriske og giver en mere impressionistisk vurdering af deres fremtoning. Heller ikke de geometriske former er ”tavse”, men rummer i sig selv en symbolik, som der imidlertid ikke vil blive forsøgt sat ord på i denne sammenhæng, bortset fra en generel underinddeling af dem i lukkede og åbne.
UDFORMNING
Definitioner:
De forskellige geometriske former kan man overordnet groft inddele i lukkede og åbne, hvor der ved den lukkede prædikestol ikke nødvendigvis forstås et decideret indelukke med en dør eller lem bagtil, men at prædikanten er afskærmet til mindst tre af siderne, hvorimod man ved de åbne kan skimte større eller mindre dele af prædikantens underkrop. Noget tilsvarende kan også gøre sig gældende selv ved de lukkede prædikestole, når man har valgt at gøre forsiden perforeret, hvad enten det sker med et gitterværk eller blot ved ikke at lade pladerne slutte tæt til stolens gulv og/eller hjørnestolper.
Statistik:
LUKKEDE FORMER:
• tønde: 15, inkl. 2 perforeret. Ingen i 1960’erne; indført med fuld kvote i 1970’erne, men procentuelt voldsomt populær i 1990’erne med 6/+152%.
• fem- eller flerkantet: 30, inkl. 8 perforeret. Her er 1960’erne godt repræsenteret med 14/+57%, modsat 1980’ernes 3/÷50% og 1990’ernes 3/÷24%. Ingen i seneste årti.
• kasse: 67, inkl. 14 perforeret og 2 som grænser til skærm med flapper. 25/+25% i 1960’erne modvægtes af 6/÷32% i 1990’erne, og er åbenbart vendt tilbage til fordums styrke i kraft 2000’ernes 4/+29%.
• andre former: 4; 1962 Stengård, 1966 Langenæs, 1971 Sankt Andreas og 1976 Ravnsbjerg.
ÅBNE FORMER:
• skærm: 28, inkl. 2 som grænser til kassen. De ”frie tressere” slog ikke igennem som form på prædikestolen, da årtiet kun har 2 eksemplarer (÷66%), heraf typisk nok den ene i Ungdomsbyen, der jo var pædagogikkens eksperimentarium; holder til gengæld sit indtog i folkekirken i 1970’erne, der er i par, og styrkes i 1980’erne med 9/+62% og holder sig 1990’erne: 5/+35%.
• pult: 4; 1967 Haralds (ikke oprindelig!), 1969 Nørrelands, 1972 Gug og 1994 Skæring. 1960 Mørkhøj har i 2010 skiftet kassen ud med en pult.
FREMTONING
Definitioner:
Her er der som sagt tale om en mere skønsmæssig inddeling af prædikestolene ud fra det indtryk, som synet af prædikestolen efterlader; man kan fx forestille sig en person, der ikke er vant til at komme i en kirke, og som derfor må gætte sig til, hvordan rummet fungerer ud fra en iagttagelse af inventarets placering og fremtræden. Ligesom det er tilfældet med altrene, kan man forsøge sig med en tredeling i massive, tunge og lette prædikestole, og hvis man skulle give et bud på de forskellige fremtoningers symbolske værdi, kunne man – cum grano salis – knytte dem til Max Webers autoritetsformer: den massive prædikestol signalerer den legalistiske urokkelighed, den tunge afspejler traditionens vægt, mens den lette modsvarer karismaens bevægelighed. Et mere snusfornuftigt og bogstavelig talt håndfast kriterium til brug for inddelingen kunne lyde: Hvis man forestiller sig, at kirkerummet skal bruges til en kirkekoncert, hvor det er nødvendigt at ændre lidt på indretningen, så er der prædikestole, man på forhånd opgiver at flytte (de massive), andre som man ved fælles hjælp og nogle redskaber nok kunne få bugseret væk (de tunge), og endelig dem, som en enlig kirketjener kunne fristes til selv at løfte eller skubbe ud til siden (de lette).
For en ordens skyld bør nævnes, at vurderingerne i nogen grad abstraherer fra selve materialet (en slank granit plade vejer utvivlsomt mere end en tyk af træ, men fremtoningen kan være omvendt); og som en tommelfingerregel peger en massiv sokkel i retning af ”tung”, mens prædikestole løftet op på ben samtidig løfter indtrykket i retning af ”let” (med 1976 Ravnsbjerg som undtagelsen, der bekræfter reglen!). Der abstraheres ligeledes fra om prædikestolen rent faktisk er naglet til gulvet eller væggen.
Statistik:
• let fremtoning: 60; det mest bemærkelsesværdige er måske, at ingen af årtierne skiller sig nævneværdigt ud, selv om 2000’erne strengt taget er underrepræsenteret med kun 2 (men velvidende at 3 procentuelt ville svare til en overrepræsentation).
• tung fremtoning: 56; 1980’erne markerer sig med kun 6/÷46%, men det skyldtes ikke en forkærlighed for de lette prædikestole (jf. ”massiv”). 1990’erne foretrak til gengæld de tunge fremfor de massive (10/+35%), en trend der fortsatte i 2000’erne: 5/+93%.
• massiv fremtoning: 31; baseret på den klare tendens i hovedparten af de forskellige statistikker ville det ikke være urimeligt at forvente en lige så klar overrepræsentation i 1960’erne inden for denne kategori, men det viser sig at være en fordom, da årtiet næsten præcist rammer det antal, som dets andel af populationen ville tilsige. I øvrigt gælder nøjagtigt det samme for 1970’erne, nu blot med omvendt fortegn: årtiet er ikke underrepræsenteret, men klart inden for par. I stedet afslører 1980’erne sig som årtiet, hvor prædikenen åbenbart skulle genetableres med ekstra arkitektonisk tyngde, med 9/+46%; men hvis den tolkning holder, blev strategien til gengæld hurtigt lagt på hylden igen, idet der kun har været 1 i de seneste to årtier.
 Let |  Tung |  Massiv |