Da man gik over fra at bruge en ambon, der i sin simpleste form blot er en platform med et enkelt stativ til at bære Bogen, til i stedet at udvikle det møbel, som vi i dag opfatter som en prædikestol, blev der samtidig åbnet for muligheden for at tage endnu en metode i anvendelse for at fremhæve den i rummet og dermed prædikenens position i gudstjenesten. ”Kassens” flader inviterede nemlig til, at man kunne pynte prædikestolen i samme grad som man hidtil havde udsmykket altrene, hvilket i en luthersk sammenhæng hurtigt udviklede sig til, at man enten forsynede den med malerier eller træskærerarbejder, der i billeder kunne genfortælle hele frelseshistorien (som fx i Tønder Kristkirke), eller man forsynede den med bogstaver med opbyggelige vers fra Skriften. Den vel nok mest udbredte ”mellemvej” i en dansk sammenhæng blev at koncentrere sig om portrætter af eller symboler for de fire evangelister.
   På den baggrund bliver det mest iøjnefaldende ved de nye kirker, at så mange arkitekter har valgt at gøre prædikestolen lige så ”tavs” som i sin tid ambonen, idet et stort flertal på 88 ud af de 148 moderne prædikestole er uden nogen form for udsmykning.
   Lad det for en sikkerheds skyld blive understreget, at hermed er der ikke fældet nogen æstetisk dom! Prædikestolen kan naturligvis alene i kraft af sit materiales iboende kvaliteter eller udformning være et smukt møbel; men i denne sammenhæng rettes alene fokus på, om den derudover måtte være kunstnerisk forarbejdet.

Definitioner:

Umiddelbart lyder forholdstallet 88 usmykkede over for 60 udsmykkede måske ikke så bemærkelsesværdigt; men kontrasten til de forudgående århundreder bliver slående, når man mere detaljeret kan konstatere, at alene en håndfuld er forsynet med figurativ kunst. Man kan endda diskutere, om ikke såvel drueklasen i 1974 Ellevang som duen i 1975 Hedeager og Emmausberetningens (Luk 24,32) brændende hjerte i 1985 Kvaglund med lige så stor ret kunne henregnes til kategorien symbol, som imidlertid her er indsnævret til de mere ”abstrakte” kors og Chi-Rho. En særlig form for symboler er dem, som traditionen har overført fra Ezekiels vision af himmelvæsenerne (Ez 1,10) til evangelisterne (englen, løven, oksen og ørnen).
   Imellem det figurative og det rent symbolske indskydes her billedvæv, som på den ene side overlapper med det figurative (og ornamentikken) og primært udskilles herfra i kraft af materialet, og som på den anden side kan være endnu sværere at skelne fra antependierne. Selv om nogle af billedvævene kan suppleres med kirkeårs-specifikke farver, er tommelfingerreglen til at sondre mellem dem og antependierne, at de primært er permanente og sekundært som regel større (skønt nogle af antependierne også kan dække hele fronten af en prædikestol).
   Just i en luthersk folkekirke er det måske endnu mere interessant, at der kun står to prædikestole med bogstaver og tekst, og selv om det ville være en smule usagligt og i hvert fald anakronistisk, kunne det efter de seneste årtiers heftige polemik om forskellene på kristendom og islam være fristende at gøre en polemisk pointe ud af, at de to i 1963 Fredens og 1972 Gug i antal langt overgås af prædikestolene alene forsynet med ornamentik (som man jo i andre diskurser anser for at høre til i billedfjendske kulturer). Rent teknisk skal det i øvrigt indrømmes, at der er en flydende grænse mellem ornamenterede prædikestole og usmykkede, der, som sagt, i sig selv kan være smukke eksempler på (kunst)håndværk.
   Endelig medtages som den mest tvivlsomme kategori antependierne. Gruppen er tvivlsom af to grunde: dels er der en stor metodisk usikkerhed indbygget i registreringen, da det ikke kan udelukkes, at flere kirker benytter de udskiftelige antependier end dem, hvor de hang fremme på dagen, hvor denne fotograf kom forbi og tog billeder; dels – og i denne sammenhæng af mere principiel og vigtig betydning – kan man med nogen ret hævde, at et antependium ikke hører til selve prædikestolens udsmykning.
   Hvis man anlægger den sidste tolkning, bliver resultatet i øvrigt, at tallene springer endnu mere i øjnene, idet der så reelt kun er 40 (27%) ud af 148 med eller anden form for permanent udsmykning. (For en ordens skyld gøres opmærksom på, at enkelte prædikestole kunne medregnes i mere end én af kategorierne.)

 
Statistik:

• figurativ: 5; senest 1985.

• billedvæv: 10; heraf hele 4 i 1980’erne.

• evangelistsymboler: 4

• symboler: 7; heraf 4 kors og 3 chi-rho – senest 1983.

• tekst: 2

• ornamentik: 12; heraf to tredjedele i 1970’erne.

I alt 40; heraf 9/÷24% i 1960’erne vs. 19/+46% i 1970’erne, hvilket kan virke overraskende i forhold til så mange andre af de statistikker, der er fremlagt på denne hjemmeside, da man kunne have forventet en omvendt repræsentation. 1980’erne er inden for par, mens antallet styrtdykker til 3/÷43% i 1990’erne og nul i 2000’erne.

• antependier: 20; senest 1994; men i lyset af ovennævnte metodiske usikkerheder bliver det knapt meningsfuldt at foretage yderligere beregninger.