Ville det ikke være nærliggende at drage den fulde konsekvens og bringe prædikanten helt ned på gulvet? Skønt der er yderst få eksempler på, at man helt har fjernet prædikestolen, kan man dog ved besøg i kirkerne forvisse sig om, at der er adskillige, som er ophørt med at bruge den. Allerede på det praktiske plan risikerer man imidlertid nemt en tilbagevenden til en situation, som på sin vis kunne minde om den, Palladius ville afhjælpe med sine gode råd: Sognepræsten forvandler sig til vandreprædikant. Sådanne forandringer sker sjældent isoleret; en ganske tilsvarende udvikling har kunnet ses i undervisningslokalerne i 1990’erne: Forelæseren forlod hyppigere katederet og bevægede sig ”ind i hesteskoen”, ned blandt tilhørerne – tydeligvis for at virke mindre stiv og mere engageret, men ofte med det resultat, at halvdelen af salen har besvær med at få det hele med (det er kun en liden trøst, at ”halvdelen” hele tiden skifter, alt efter hvordan taleren nu vender og drejer sig). Det er nemlig ikke nok at kunne høre stemmen, det er også vigtigt for forståelsen at kunne se munden – for slet ikke at tale om ansigtsudtryk og kropssprog. (For en sikkerheds skyld: Der har selvsagt til alle tider været levende – og energisk vandrende – undervisere; iagttagelsen er kun interessant, hvis epoken senest har gjort undtagelserne til normen.)
   Pointen kan udbygges med et kritikpunkt fra den katolske debat. Selv om det kan virke lidt sælsomt at bevidne den modreaktion, der bl.a. med den nuværende pave som talerør har bredt sig inden for den katolske kirke imod 2. Vatikanerkoncils dengang længe ventede og angiveligt bredt modtagne reformer af lære og liturgi, vækker det til eftertanke, når disse kredse fx indvender, at ændringen af kirkearkitekturen i retning af det amfiteatralske (som herhjemme kendt fra 1974 Hannerup) fremmer ændringen af menigheden fra deltagere til tilskuere og gør præsten til en performer. Man kan selvfølgelig replicere, at disse kritikere underligt nok ikke havde – eller åbenbart har! – de samme betænkeligheder over for den ”gamle” indretning med koret eller alterpartiet hævet op i en højde, der ikke stod tilbage for noget kukkasseteaters massive scene; men de får ikke desto mindre peget på en dybt ironisk risiko: Jo mere prædikanten stiger ned fra sit ophøjede stade, og jo længere han/hun bevæger sig ud blandt menigheden, alt sammen med henblik på at mindske skellet mellem den kaldede præst og det almene præstedømme, desto mere fremhæves prædikantens person isoleret fra gudstjenestedeltagerne.
   Prædikestolen siger nemlig ikke kun noget om respekten for Gud eller om præstens rolle; men også om menigheden. For som Ulrich Nembach påpeger i sin homiletik, tjener prædikantens hævede podium ikke kun praktiske formål; men når han/hun kan ses og høres ligeligt af alle, er det samtidig et symbol for akkurat menighedens enhed og fællesskab (”Die Kanzel als Ausdruck der Gemeinschaft von Hörenden und Predigenden”, i: Predigen heute – ein Handbuch. Stuttgart: Kohlhammer, 1996, ss. 226-41). Det er en kliché, at form og indhold hænger sammen, dvs. prædikestolens elevation kan påvirke prædikenens indhold og tone; men som Nembach også nævner, så handler unoderne med at tale ned til folk ikke primært om fysik, men om retorik og holdning (ss. 239f.) – og selv et hul i jorden er ingen garanti for jævn tale.

Definitioner:

For ikke at risikere at blive beskyldt for at være en total nørd er jeg gået voldsomt på kompromis med videnskabeligheden i denne vigtige kategori ved at have undladt at medbringe centimetermål på rundturene til kirkerne. Prædikestolens elevation måles derfor alene i trin, uanset at nogle trin under bestigningen kræver et solidt greb i præstekjolen for ikke at snuble i klædet, mens andre knapt er værdige til at blive kaldt for et rigtigt trin.
   Et andet irritationsmoment for en ordentlig systematiker er indtoget af de kvindelige præster. Helt uden teologiske bagtanker skyldes irritationen alene fremkomsten af de mange mere eller mindre løse skamler, og det skal absolut ikke opfattes som et votum i debatten for og imod kvinder som præster, når skamlerne her ikke tælles med som trin!
   I statistikken udelades tre kirker, der har fjernet prædikestolen og alene betjener sig af et mikrofonstativ; strengt taget kunne de medregnes under kategorien "0 trin".

Statistik: