Prædikestolens materiale
Umiddelbart lader det sig ikke gøre at finde autoritative forskrifter for valg af materiale til opbygningen af en prædikestol; men er man parat til at anvende lup og lidt god vilje, kan man samle forskellige hentydninger op fra traditionen – og såmænd endda to fra Bibelen selv.
Det kunne i sig selv være et indirekte vidnesbyrd om, at det vitterlig er præsteskabet, der står bag affattelsen af de gammeltestamentlige Krønikebøger, at de har øje for en praktisk detalje, som folkene bag Kongebøgerne åbenbart ikke bekymrede sig om. Da Salomo indvier templet i Jerusalem, får vi oplyst, at kongen på et tidspunkt fremsiger en bøn i folkets påhør: ”Salomo stillede sig foran Herrens alter over for hele Israels forsamling, bredte sine hænder ud mod himlen og bad”, hvorefter Kongebogen straks går i gang med at gengive bønnens indhold (1 Kong 8,22). En præst, derimod, véd, at der skal mere til for at en offentlig bøn kan blive hørt, så sigende nok indskydes i Krønikens version af optrinnet et ekstra vers mellem regibemærkning og bøn: ”Salomo havde nemlig lavet et podium af bronze, som han havde stillet midt i forgården; det var fem alen langt, fem alen bredt og tre alen højt. Han stillede sig op på det …” (2 Krøn 6,13).
Skønt det er en meget lang bøn, Salomo fremsiger, og skønt den lyder, som om kongen ikke kun henvendte sig til Gud, men også havde folkets opbyggelse i tankerne, er der dog ikke tale om nogen egentlig prædiken, og da vi heller ikke andre steder i Mosebøgerne eller historieværket hører inventaret omtalt eller møder forskrifter om præsternes videreførelse af den funktion, som Salomo udøvede hin dag på den plads i templet, kan hverken podiets målangivelser eller bronzen være direkte bestemmende for en prædikestol.
Langt mere genkendelig er situationen efter templets ødelæggelse, hvor israelitterne lige er vendt hjem fra eksilet i Babylon, for beskrivelsen af Ezras optræden ligner til forveksling ikke blot grundlæggelsen af synagogevæsenet, men også de kristnes gudstjenesteform – inkl. en ”prædikestol” der i fortællingen indtager en prominent rolle: ”Ezra, den skriftlærde, stod på en platform af træ, der var lavet til formålet … Ezra åbnede bogen i hele folkets påsyn, for han stod højere end hele folket, og da han åbnede den, rejste alle sig. … [Han] læste tydeligt op af bogen med Guds lov og forklarede meningen, så man kunne forstå det, der blev læst.” (Neh 8,4-8). Ret beset gives der vel ingen kortere og mere præcis definition på, hvad en prædiken er.
Skønt der hverken er brugt bronze eller træ, findes der qua formgivningen et andet slags ekko af Salomo og Ezra i dagens kirker. Der er flere arkitekter, der har forsøgt sig i den retning, men navnlig Inger og Johannes Exner har igennem hele deres kirke-ouevre haft en forkærlighed for at sende en hilsen til prædikestolens oprindelse i det simple, forhøjede ståsted, hvad enten roden findes i den gammeltestamentlige platform eller den middelalderlige ambon – eller for den sags skyld vandreprædikantens knold på marken.
For en middelalderteolog som Amalar af Metz, der var stærkt optaget af liturgiens allegoriske dimensioner, var der et helt særligt argument, der kunne afgøre valget mellem bronze og træ, for når prædikestolen samtidig er den plads, hvorfra evangeliet blev læst op, er sidstnævnte i symbolsk henseende langt at foretrække, da træet minder os om korset (tropheum dominicae passionis; se Suntrup/1978, s. 205).
Det vil selvsagt være fantasifuldt at forestille sig, at typologier à la Amalars har haft indflydelse på, at der fremdeles i vor egen tid er yderst få af metal og næsten to ud af tre prædikestole, som er bygget af træ. Dog er det en overvejelse værd, om det ved siden af de mere oplagte historiske og pragmatiske forklaringer også kan spille ind, at materialer indvirker på selv moderne mennesker med en egen indbygget symbolik. Mens de færreste i dag – selv underbevidst – straks vil forbinde et træmøbel med Jesu kors, vil det ikke være helt urimeligt at forestille sig, at træ for de fleste virker ikke kun varmt, men også som et levende materiale – og dermed symbolsk understøtter prædikenen som gudstjenestens ”fortrolige samtale” mellem brødre og søstre.
Historisk peger såvel arven fra tiggermunkene som lutherdommens reverens for Ordets forkyndelse på anvendelsen af træ som det foretrukne materiale. Lige siden den første pinsedag (ApG 2,14-36) har de kristne prædiket for folk (til omvendelse) og for hinanden (til opbyggelse); og op igennem alle århundrederne har prædikenen været en mere eller mindre integreret del af gudstjenesten, og der har arkitektonisk været afsat en plads hertil. Oprindeligt har kun biskoppen eller hans stedfortræder haft hvervet betroet, og prædikenen foregik siddende på bispestolen (cathedra) i apsisbuens midte (deraf jo navnet prædikestol!), og selv om mange sådanne kirkeindretninger kendes endnu i dag med bispens og præsternes sæder udført i fineste marmor, er der også eksempler på møbler af træ i apsis.
Prædikestolens udviklingshistorie er det ikke muligt præcist at rekonstruere (ifølge nogle historikere flyttes pladsen på et tidspunkt frem til alterskranken, cancelli – angiveligt heraf det tyske ord for prædikestol: Kanzel – og i andre tilfælde endnu længere ned mod menigheden på den ambon, hvorfra skriftlæsningerne foregik); men det står fast, at det var 11-1200-tallets tiggermunke, der for alvor bragte prædikenen ind i …, ja, i første omgang faktisk ikke ind i kirkerne, for dér var de forment adgang til at prædike, men ind i kristenheden, da de konsekvent bragte Ordet ud på marker og stræder. Til den virksomhed udviklede de efterhånden en tradition for at medbringe en sammenklappelig pult, som de sidenhen bragte med sig ind i kirkerummene, da paverne i 1300-tallet fik skabt borgfred mellem de lokale præster og omvandrende munke, så de sidstnævnte fik ret til at prædike indendøre (pulten er formentlig beslægtet med den konstruktion, som de tidligste universiteters professorer brugte til at undervise fra, deraf navnet ”lærestol”, se Bergman/1982, ss. 105ff.). Under alle omstændigheder er det i denne sammenhæng afgørende, at det først er i kraft af denne gren af munkevæsenet, at der udvikles et møbel, hvis primære funktion er at være en prædikestol.
Noget kunne imidlertid tyde på, at det var denne slags transportable møbler biskop Palladius sigtede til med ”bogstoel” og ”hiffgibb”, og når han ønskede dem fjernet fra kirkerne, skyldtes det ikke, at de var lavet af træ, men at de – må man underforstå – ikke var ”deylige” nok. Når han videre foreslår de nye prædikestole opbygget af materialerne fra de nedbrudte sidealtre, kan man også underforstå, at der har været tale om stenmaterialer. Der kan laves prægtige ting af sten; men en af de strategier de lutherske benyttede for at symbolisere deres højagtelse for prædikenen var at bestræbe sig på at gøre prædikestolene lige så prægtige som de fineste altre – og som møbel lige så forkyndende selv uden præstens ord. Resultatet blev træets ”genindførelse”, fordi man i det materiale kunne lave de fineste billedbibler i træskærerarbejde, således som ikke mindst barokken blev så rig på.
 Marmor |  Granit eller anden natursten |  Teglsten | ||
 Beton |  Metal |  Træ | ||
 Andre materialer |
Statistik:
• marmor: 3
• granit/natursten: 17; heraf kun en enkelt i 1960’erne, men til gengæld 7/+27% i det følgende årti, og procentuelt fordobles næsten overrepræsentationen i 1980’erne med 5/+48% og tredobles i 1990’erne med 4/+78%. Ingen i 2000’erne.
• teglsten: 21; mens populationen er tæt på par i 1960-79, er både 1980’erne og 1990’erne underrepræsenteret med 28% (hhv. 3 og 2). De to i 2000’erne slår voldsomt ud procentuelt med +106%.
• beton: 11; heraf 4 i 1970’erne, ingen i 1980’erne eller 2000’erne.
• metal: 8; jævnt fordelt – i absolutte tal! – på hele perioden, selv om den ene af de to i 1960’erne ikke er oprindelig.
• træ: 88; procentuelt slår alene 1960’erne og 2000’erne ud med hhv. 33/+26% og 3/÷26%.
• andet materiale: 3