Hvis man endelig skulle slå en krølle på krøllen om materialernes (og farvernes) muligheder for at sætte skel og samle, kunne man særskilt rette opmærksomheden imod de kirkerum, hvor samhørigheden mellem alteret og menigheden signaleres på endnu en facon. Det kan ske enten isoleret fra eller som et supplement til de signalværdier, der måtte ligge i sideordningen af alter og prædikestol og/eller alterets indfældethed i rummets vægge (og/eller gulv), og den måde forekommer, når materialeligheden gælder alteret og menighedens siddepladser. Alt efter teologisk temperament kan man opfatte det som en verdsliggørelse af alteret (den urgerede og ensidige omfortolkning af Guds alter som menighedens nadverbord) eller som en helliggørelse af menigheden (forsamlingen af døbte med fri adgang til Gud).
   Umiddelbart lader det sig selvsagt ikke afgøre, hvilke overvejelser og hensigter, der måtte ligge bag hos den enkelte arkitekt og menighed, og når det kan konstateres, at i alle de kirker (på en enkelt undtagelse nær), der synes at kunne komme i betragtning, er der tale om altre af træ, kunne man indvende imod forsøget på en teologisk udlægning, at sammenfaldet i materialer kun er tilfældigt eller i det højeste kan tillægges at have skulle tjene pragmatiske/økonomiske formål. Modargumentet skulle i så fald lyde, dels at ikke alle kirker med altre af træ falder ind under denne kategori, dvs. at forskellige træsorter eller forskellig behandling af samme træsort, kan modvirke indtrykket af materialelighed; dels at der er en række kirker, hvor overensstemmelsen mellem alteret og kirkebænkene/-stolene så iøjnefaldende, at det forekommer plausibelt, at der ikke kan være tale om nogen tilfældighed eller kun et æstetisk begrundet valg. Omvendt kan betrækket på siddepladserne være så dominerende, at et sammenfald i materialer overdøves – og derfor ikke regnes med her (fx 1978 Løvvangens og 1995 Hvinningdal).

Definitioner:

Ligesom i gennemgangen af alter-døbefont-prædikestol inviterer materialet til, at man skelner mellem to kategorier, dels en gruppe af kirker, hvor ligheden i materialer mellem alter og siddepladser er en simpel kendsgerning, formel, dels de rum hvor ensartetheden synes pointeret i en grad, så ingen kan misforstå, at der ligger en indbygget teologiske pointe i inventaret.

Statistik:

• formelt ensartede materialer: 22 (inkl. 4 hvor enheden etableres af farvesætningen); i alle tilfældene er der ikke overraskende tale om altre af træ; mere overraskende er det til gengæld, at 1960’erne tegner sig for præcis halvdelen, og at de næste 8 ligger inden for det skæve ”tiår”: 1973-83.
   Gruppen skønnes at omfatte følgende kirker: 1960 Enghave, 1960 Flintholm, 1960 Husumvold, 1962 Stormarks, 1966 Nygårds, 1967 Hald Ege, 1967 Haralds, 1968 Pindstrup, 1968 Søborgmagle, 1969 Lindehøj, 1969 Skovvejs, 1973 Korsvejs, 1973 Vest, 1977 Bavnehøj, 1978 Mosede, 1978 Sankt Jørgens, 1980 Ellebæk, 1980 Karlslunde Strand, 1982 Solrød Strand, 1983 Tingbjerg, 1986 Dyrup og 1992 Hjerting.

• pointeret ensartede materialer: 10 (inkl. 3, hvor materialerne ganske vist ikke er ens, men hvor farverne smelter alter og menighed sammen); heraf 4 i 1980’erne: