Atrofierede symboler – eller:

Når symboler bliver symboler for symboler!

Vi genkender mekanismen fra noget så dagligdags som reklamebranchens lancering af kampagner på TV, hvor man i den første tid kører narrative spots på op til 30 sekunder; men når først fortællingen har lejret sig i seernes bevidsthed, kan man efterfølgende nøjes med 5-10 sekunders indslag, der kun gentager sloganet fra den oprindelige reklame. Pointen er, at den korte reklames pointe kun virker, så længe seeren selv har den oprindelige kontekst kørende i baghovedet, hvorimod den seer, der måtte se reklamen for første gang, rettelig kan undre sig over, hvor meningsløs den er. Eller snarere, hvis ellers vi kan tillade os at antage, at den oprindelige 30 sekunders version var sine penge værd, at den korte virker indforstået, dvs. den virker, hvis og når man er indforstået.
   Det er nærliggende at forestille sig, at det forholder sig på tilsvarende vis med adskillige af detaljerne i såvel folkekirkens ritualer som indretningen af kirkerummene; for den tilfældigt besøgende er de meningsløse, fordi de er indforståede. Enhver véd uden forudgående forklaring, hvad det vil sige at spise festligt sammen; de færreste kan ikke selv regne ud ved fx en reception, at det ikke er meningen, at man skal kunne spise sig mæt i pindemadder; og de fleste forstår i en given situation, at bespisningen endog kan være reduceret til chips og snacks; men hvordan kan oblater gøre fyldest for et bordfællesskab? Brugen af friskbagt bagerbrød og indførelsen af spaghettigudstjenester turde være velmenende forsøg på at vende symbol-atrofieringen om, men selv når smagen af urmenighedens agapemåltider (jf. ApG 2,46 og 1 Kor 11,21f) måtte være genvakt, er der stadig et stykke vej til ”grund-symbolet”: ”Dette er mit legeme…”.

Hvis man sammenligner en vejledning for en katolsk messe og en folkekirkelig gudstjeneste vil man snart opdage en markant forskel: hvor der er forsvindende få ”regibemærkninger” i den danske, er der løbende anvisninger (rubrics) i romermessen om, hvordan celebranten fx skal placere, vende og dreje sig. Den væsentligste forklaring er formentlig forskellen på et one-”man”-show og et ensemble, for mens det i den danske stort set kun er præsten, der bevæger sig rundt på de liturgiske scener, er der hos katolikkerne en hel gruppe af medvirkende at holde styr på og derfor et behov for flere instrukser. I hvert fald synes den historiske forklaring på den liturgiske og arkitektoniske betydning af højre og venstre akkurat at kunne findes i en kombination af allegoriske tolkninger og praktiske hensyn angående en gruppe af mennesker.
   I dansk sammenhæng finder man i den senest autoriserede Ritualbogs indledende “Højmessevejledning”, at netop ”højre” indgår i en af dens få regibemærkninger: “Som hovedregel gælder, at præsten under tjenesten ved alteret står vendt mod menigheden under læsninger og tiltale. Når præsten vender sig mod menigheden, sker det højre om; og når præsten atter vender sig mod alteret, sker det venstre om”, s. 14. Hverken i den officielle version eller i nogen af de forskellige håndbøger om gudstjenesten, som er udkommet på dansk siden ændringerne i 1992, vil man kunne finde et svar til den Spørge Jørgen, som gerne vil vide, hvorfor præsten partout skal vende sig højre om – i det højeste vil man få tilbudt den sædvanlige snusfornuftige bemærkning om, at man skal huske at dreje modsat, når man vender tilbage, for at undgå at gøre præsten eller menigheden svimmel. I sandhed sælsomt! Hvad mon det siger om gudstjenestelivet i Danmark, at en enkelt piruette kan gøre forsamlingen rundtosset?
   Forklaringsbesværet er interessant, fordi det peger på et principielt problem: hvilke slags argumenter kan man overhovedet bruge? I den vægtigste og mest (fri)modige publikation herhjemme (Højmessen i Den danske Folkekirke. Liturgisk håndbog af Ole Brinth og Helle, Henrik & Marianne Christiansen, Anis 2000; rev. udg. 2005), præsenteres man ikke kun for rent funktionelle argumenter, for forfatterne tilbyder også æstetiske overvejelser samt henvisninger til bibelske og historiske forlæg; men hyppigt appelleres til aktørens sans for ”det naturlige”. Navnlig det sidste er spændende, for på den ene side kunne man drillende spørge, om ikke en vigtig del af en sådan håndbogs raison d’etre just er tabet af fornemmelsen for, hvad der overhovedet er ”naturligt i et kirkerum”, og at liturgi i øvrigt er noget af den mest stiliserede adfærd, man kan tænke sig, og i den forstand temmelig ”unaturlig”. På den anden side behøver ”naturlig” ikke (kun) referere til noget dagligdags eller gode manerer, men til den slags tanke- og handlingsmønstre, som kan være så dybe, at de lurer omkring grænsen til det ubevidste, og som man fx kan gå til de moderne socialvidenskaber for at få hevet frem i dagslyset (således som Manfred Josuttis på uforglemmelig vis gjorde med sit mesterværk Der Weg in das Leben med den sigende undertitel: Eine Einführung in den Gottesdienst auf verhaltenswissenschaftlicher Grundlage [Gütersloh: Chr. Kaiser, 1991]).
   Dog er det tvivlsomt, om selv etologerne eller antropologerne kan opklare, hvorfor bygherrer kan strides om, hvorvidt en prædikestol skal stå til venstre eller til højre, og teologer være uenige om den rigtige vej at vende sig; svaret kan i sidste ende formentlig alene findes i traditionen: Vi gør sådan … fordi sådan gør man i romerkirken, og katolikkerne gør sådan … fordi sådan gjorde de i middelalderen, og sådan gjorde de i middelalderen fordi …, ja, det er der ingen, der kan huske helt præcist, og hvis man kunne, ville man måske finde det så sært, at man hurtigst ville opgive at bruge det som et argument. Hvis man ellers tør stole på liturgiens ”arkæologer”, skal man nemlig vove sig ind i højmiddelalderens messe-allegorier for at finde ”forklaringen”; men så kan man til gengæld også finde flere – for allegoresens mestre var sjældent helt enige om selv de mest banale detaljers dybere mening. Hvis man tillader sig en stærk forenkling, kan der skelnes mellem to typer af forklaring, hvor den første lægger vægten på ”ensemble”-argumentet, mens den anden grunder i allegoriseringerne af retningerne (og verdenshjørnerne).
   Under messen blev læsningen fra Bibelen foretaget af en diakon, der – set fra biskoppens centralt placerede sæde i apsis – befandt sig på biskoppens/celebrantens højre hånd (og dermed – set fra menigheden – i kirkens venstre side), og for at undgå at diakonen på noget tidspunkt disrespektfuldt skulle komme til at vende ryggen til celebranten, lød forordningen, at han altid skulle vende sig højre om, når han skulle se ud på menigheden, og vende tilbage mod apsis venstre om. Det udslagsgivende vidnesbyrd om, at det akkurat var den symbolske respekt over for celebranten, der var afgørende, er, at subdiakonen, der var placeret i den modsatte side, blev foreskrevet at dreje venstre om, når han skulle have ansigtet vendt mod menigheden, og vice versa.

Inden omtalen af de allegoriske fortolkninger kan der indskydes et blik på deres fundament, for det hentes ikke overraskende fra de bibelske fortællinger og billeder. Laver man fx en elektronisk søgning i den danske oversættelse fra 1992, vil man allerede rent kvantitativt kunne forsikre sig om forfordelingen af venstre og højre, idet ”venstre” har 65 forekomster, mens ”højre” optræder 181 gange. Forskellen forstærkes, hvis man kigger på indholdet, for man vil snart opdage, at så godt som alle stederne med ”venstre” i den forstand er uprægnante, at ”højre” nævnes i samme åndedrag, således at de tilsammen danner et udtryk for ”det hele” (oftest i den ”negative” betydning, at man bogstaveligt og/eller åndeligt skal holde sig på den rette kurs ved ikke at vælge nogen af siderne, fx 4 Mos 20,17 hhv. 5 Mos 5,32), eller at man går ”hver til sit”, fx 1 Mos 13,9. Groft sagt er den eneste prægnante brug af venstre at finde i Matthæusevangeliets dommedagslignelser, hvor bukkene vil blive skilt fra fårene og stillet ved Menneskesønnens venstre side, hvorfra de bliver forvist til helvede (Matt 25,33.41).
   Helt anderledes indholdsfyldt – og navnlig i det poetiske stof – er brugen af ”højre”, som uafladeligt kædes sammen med Herren og det endda i en grad, så man kan se det blasfemiske billede for sit indre øje af en enarmet Gud. Allerede i Moses’ Sejrssang, som vist stadig anses for noget af det ældste poesi i Det gamle Testamente, er det ”Herrens højre hånd”, der takkes for at have frelst israelitterne gennem havet (2 Mos 15,6), og alene i Salmernes Bog omtales Herrens højre næsten tre dusin gange, som den af hvilken man kan vente alt godt lige fra sejr over fjender (118,15) til ”du har altid herlige ting i din højre hånd” (16,11). Så indgroet bliver forbindelsen mellem guddommelig kraft og højre, at Esajas stiltiende ”korrigerer” Mosebøgernes forfatter og lader os vide, at den uidentificerede hånd, hvormed Moses skilte vandene, naturligvis måtte være den højre (Es 63,12 vs. Ex 14,21).
   Dét gammeltestamentlige billede – indoptaget direkte i Det nye Testamentes messianske forestillinger – som utvivlsomt har haft de mest indflydelsesrige konsekvenser for den arkitektoniske indretning af kirkerum, liturgiens koreografi og altertavlernes ikonografi er dog ikke hånden som lem, men den højre side hos Gud, hvor Menneskesønnen skal indtage sin plads (1 Kong 22,19 og Mark 14,62; 16,19; jf. bl.a. ApG 7,55f og Rom 8,34 – og blandt utallige eksempler fra kunsthistorien Michelangelos udsmykning af endevæggen i Det sixtinske Kapel). Som et kuriøst vidnesbyrd om, hvor tæt forbindelsen er tænkt mellem højresiden og det guddommelige, kan henvises til evangelisternes beretning om to meget forskelligartede optrin efter påskenat, hvor det, der ikke desto mindre forbinder ”den unge mand i hvide klæder” og Simon Peters mirakuløse fiskedræt, er de – for et allegorisk opmærksomt øje – langt fra tilfældige oplysninger om, at manden sad i gravens højre side, og at Peter først fik noget i nettene, da han kastede dem ud til højre (Mark 16,5 hhv. Joh 21,6). Umiddelbart forekommer der kun at være ét sted i hele Bibelen, hvor der kommer ondt fra den højre side (undtagen, selvfølgelig, over fjenderne!); men måske drejer det sig slet ikke om en undtagelse, for når Job i sin allersidste tale kan beklage sig over, at hans modstanderes afkom slår benene væk under ham, kunne det være endnu et symbolsk udtryk for, hvor ufortjent og forfærdende behandlingen af ham er, at de just angriber ham fra hans højre side (Job 30,12).

Der går derfor en lige linje fra de bibelske formuleringer til de mange metaforiske kvaliteter, som tillægges ”højre” i nogle af de ældste ritualbøger fra især den gallikanske middelalderkirke så som ”stor”, ”stærk”, ”ærefuld”, ”god”, ”guddommelig” m.fl. På samme vis blev der også hyppigt broderet videre på den ultimative modstilling af venstre og højre i verdensdommen hos Matthæus, hvor den første side er til fald og den anden til oprejsning (kap. 25), således at den højre side omtales som Kristi side over for den jordiske venstre; det evige over for det timelige, vita contemplativa over for vita activa, jøder over for hedninger (sic), troen over for vantroen, prosperatio over for aduersitas.
   Der mangler imidlertid en kobling, inden vi når frem til ”forklaringen” på, at da man begyndte at indføre prædikestolen som et selvstændigt møbel i kirkerne, mente man, at den burde stå til venstre, for peger alle disse værdi-sætninger og værdiladede modsætninger ikke snarere på, at den modsatte opstilling burde have været foretrukket? Ifølge ritualbøgerne blev evangeliet og epistelen læst fra hver sin side af kirken, hhv. fra venstre og højre, og symbolikken heri skulle angiveligt være, at først kom Ordet til jøderne, siden til hedningerne, eller med en variant af begrundelsen: Kristus er ikke kommet for at kalde retfærdige (dvs. dem der sidder til højre, mod syd), men syndere.
   Hvis ellers man turde stole på, at der var logisk konsistens i allegorierne (!), kunne modstillingen – i en lidt mere moderne jargon – oversættes til, at mens evangeliet lyder til omvendelse, er epistelen til opbyggelse; hvorfor konklusionen måtte være, at når prædikestolen er opsat i kirkens venstre (nordre) side, opfatter man prædikenen som et stykke mission, og hvis biskop Palladius ville have suppleret sine praktiske betragtninger om højresidens optimale lysforhold for prædikanten med allegoriske tanker om funktionen, ville han kunne have foregrebet Friedrich Schleiermacher definition af prædikenen som menighedsopbygning.

Eksemplerne på middelalderens allegoriske tænkning er hentet fra Rudolf Suntrups disputats, Die Bedeutung der Liturgische Gebärden und Bewegungen in lateinischen und deutschen Auslegungen des 9. bis 13. Jahrhunderts. München: Wilhelm Fink Verlag, 1978.