"Kirken er som ..." en kæreste
Kæresten kunne være et billedlig udtryk for den slags bygningsværker, som vi historisk forbinder med klosteranlæg. Her er der altså tale om et "favnende" byggeri, hvor kirken måske nok stadig skiller sig ud i form og størrelse (ligesom med "hyrden" og "storebroren") og/eller i placering (til forskel fra "hønens" glidende overgange mellem bygningsdelene), men hvor hovedindtrykket snarere er det samlede kompleks som helhed. Kirken som favn vender ikke nødvendigvis ryggen til omverdenen, men man samler sig lidt om sig selv i 3- eller 4-fløjede anlæg.
I én sammenhæng kan "favn-kirken" opfattes som tillukket, som tegn på en institution i forsvarsposition. Vor Gud Han er så fast en borg – og Hans kirke er en fæstning. I en anden sammenhæng kan kærestens favn ("klosteret") fornemmes som et byggeri, der tilbyder den besøgende et hvil i hverdagen, ja, måske ligefrem et helle fra hverdagen (forestillingen om kirken som asyl har ikke kun politisk, men også almen eksistentiel betydning; jf. Rappe/1962, der meget sigende giver sit kapitel om kirkers atrier og forgårde titlen "Paradiset", ss. 185-90). Endelig kan man som noget helt tredje plædere for, at det særlige rum, der opstår, når det omkranses af kirkekompleksets bygninger (nok især dem, hvor det kun sker til tre af siderne), kan fungere som et slags kirketorv, dvs. en plads der ikke nødvendigvis signalerer indelukke, men mødested, frirum.
Rent teknisk bør bemærkes, dels at der i nogen grad kan være tale om en glidende overgang fra "favn-kirken" til den snes kirker spredt rundt blandt de andre modeller, hvori indgår et atrium. Som tommelfingerregel kan man skelne favnen fra atriet vha. størrelsen og adgangsforholdene. Dels er det uden brug af luftfotografier svært vha. billeder at formidle indtrykket af favnen, hvad enten som indelukke, fristed eller træfpunkt – det kræver næsten, at man har været på stedet.
