"Huset" som bygningens iøjnefaldende form
Nok Guds hus, men i menneskeboligens form.
Ved siden af de bevidst historiserende bygninger er der en række af de moderne kirker, om hvilke man også kan hævde, at de ikke vækker den forbipasserendes opmærksomhed i kraft af bemærkelsesværdige former. Man kunne omvendt overveje, om ikke det fælles træk ved disse kirker akkurat er deres bevidste lavmælthed. De falder i med bybilledet, for hvis man for det indre øje borttænker deres kirketårne, ville man tro, at der her bare lå endnu et af gadens huse – eller sågar en etageejendom (jf. 1968 Søborgmagle og 1970 Tagensbo) eller forstadsvilla (jf. 1965 Dokkedal).
I og med at langt størsteparten af disse "huse" er bygget i 1960'erne, er det nærliggende at antage, at der primært har ligget økonomiske grunde bag det lidet prangende byggeri; men den øjensynligt manglende lyst til arkitektonisk opsigtsvækkende løsninger behøver ikke nødvendigvis kun at kunne forklares under henvisning til traditionalisme eller manglende fantasi og vovemod.
Selv om man i Danmark kun sporadisk og i mindre cirkler havde principielle drøftelser om samtidens kirkebyggeri, kan man ikke udelukke, at der også har spillet teologiske overvejelser ind i formudtrykket. I hvert fald afspejler disse kirker på udmærket vis den tidsånd, som i 1950'erne og 1960'erne navnlig i Tyskland og Storbritannien blev formuleret i princippet om, at kirkens bygninger burde signalere ydmyghed og solidaritet med det folk, som de ligger iblandt og skal tjene.
Nok rum for søndagsgudstjenesten, men i dagligdagens form.
