Undersøgelsens metodiske principper – og begrænsninger!

Arbejdet med at registrere og kategorisere kirkerne er underlagt tre metodiske afgrænsninger, der på den ene side overhovedet har muliggjort de resultater, som præsenteres på disse sider, men som på den anden side nemt kan opfattes som så forstyrrende, at de truer informationernes værdi. Det er der ingen grund til at skjule – eller for den sags skyld skændes om, så en gang for alle fremlægges her undersøgelsens begrænsninger klart:

1) Det synkrone blik: Kirkerne bliver behandlet, sådan som de fremstår "i dag". Det vil dels sige sådan som de har taget sig ud inden for tidsrummet fra juni 2009 til foråret 2011, hvor hovedparten af fotograferingen er foregået; dels som de så ud på det tidspunkt af dagen og på den årstid, hvor jeg kom forbi.
   Alle bygninger tager sig forskelligt ud alt efter vejrliget, men navnlig for kirkerum, der næsten uden undtagelse er konstrueret ud fra nøje overvejelser over dagslyset, kan der være himmelvid forskel på det indtryk en besøgende efterlades med, hvis det ikke var formiddagens solstråler, men en sen eftermiddags regnskyl, der gjorde sin virkning.
 
Desuden – og metodisk langt alvorligere – indebærer dette ”i dag”, at der ikke bliver taget hensyn til kirkernes historie, og det endda på to måder:
   a) Om velsagtens næsten alle kirkerne kan det siges, at der var en lang vej fra ide til bygning; men navnlig for de ældste af kirkernes vedkommende gælder det, at de blev opført i en tid, hvor der ofte herskede en vare- og pengemangel, der fik afgørende indvirkning på det endelige resultat og ikke sjældent direkte modarbejdede arkitektens hensigter. Alle disse ”undskyldninger” lades her ude af betragtning.
   b) Endnu mere problematisk er det andet forhold: Det er nok i sig selv et sigende vidnesbyrd om bygningernes tidsbundethed, at ikke så få af disse maksimalt 50 år gamle kirker allerede er undergået markante renoveringer og ommøbleringer. Der må med andre ord generelt tages det forbehold, at hvis og når en bestemt kirke på disse sider indplaceres i en given kategori, kan det ikke udelukkes, at den i sin oprindelige udformning og indretning ville skulle være omplaceret. (Et nyligt eksempel kunne være Gellerup kirke, som i 2010 har foretaget en radikal ændring af indretningen.)

B) De tomme kirker: Lige som vejret farver oplevelsen, kan man i en vis forstand kun udtale sig om en kirke efter at have set den i brug, efter at have deltaget i ikke bare en, men flere forskellige slags gudstjenester og arrangementer. Det siger sig selv … og nu er det sagt!

C) Reduktionisme: Her som i al anden statistik er det uundgåeligt med en vis grad af reduktionisme. Ikke mindst af pædagogiske hensyn må indførelsen af for mange underkategorier undgås; men også for at de forskellige statistiske beregninger skal kunne blive meningsfulde, er det nødvendigt at klumpe forskellige undergrupper sammen for at opnå en tilstrækkelig delmængde at arbejde med.

D) Kirkernes datering: En sidste mulig skævhed i billedet hidrører fra det valg, der er blevet truffet til indplacering af kirkernes alder, idet datoen for kirkerummets indvielse er lagt til grund.
   Navnlig når fokus er på opsporingen af de forskellige årtiers særkende, kunne det ikke sjældent have været nok så interessant at regne fra tidspunktet for den evt. forudgående arkitektkonkurrence eller i hvert fald fra påbegyndelsen af byggeriet, som i nogle tilfælde har strakt sig over en længere årrække. Som nævnt ovenfor tvang knapheden på byggematerialer i efterkrigstiden ofte til etapevis byggeri, som eksempelvis i tilfældet med 1960 Hyltebjerg, hvor de færdige tegninger forelå sammen med byggeriets første trin så tidligt som i 1943.
   Det samme problem spiller ind, når man diskuterer, hvornår dette eller hint fandt indpas i dansk kirkebyggeri. Et eklatant og velkendt eksempel på en sådan forsinkelse er Brejning kirke, som nok først blev bygget i 1967, men hvor den nøje fulgte plan lå færdig allerede i 1941.

Når denne hjemmeside trækker en grænse ved 1960 og erklærer kirkebyggeriet herefter for moderne, må det altså ikke overses, at tidsånden har en forhistorie, at ideen og modet til at bygge anderledes havde rødder bagud, og når moderniseringen ikke blev realiseret i 1940'erne og 1950'erne, er datidens traditionalisme ikke altid hele forklaringen.