Hjemmesidens population: kriterier for til- og fravalg

Udvælgelsen af de 154 kirker er behæftet med et vist skøn! Der er således flere grænsetilfælde, som kunne være inddraget, men som alligevel er udeladt i denne hjemmesides sammenhæng, ligesom der omvendt her er medtaget enkelte kirker, som strengt taget falder lidt uden for den øvrige population.

NB: De nedenstående kriterier er ikke anlagt, når det gælder optællinger af kirker fra tiden før 1960.

Tilvalgte kirker

De tre udslagsgivende kriterier til afgørelse af, hvilke kirker hører med i undersøgelsen, er:

A) at de er folkekirkelige.

B) at der er tale om et nybyggeri direkte til formålet.

C) at de er bygget efter 1960.
   Der ligger en slags anerkendelse af kirkeminister Bodil Kochs initiativ med udskrivelsen i 1961 af den internationale idekonkurrence om bud på en tidssvarende kirkearkitektur i at lægge snittet ved 1960; men nok så afgørende har det været, at det trods alt først er i dette årti, at der mere konsekvent forsøges nyt, hvilket dokumentationen på disse sider vil godtgøre.

En mindre undtagelse i forhold til disse kriterier er foretaget med de tre institutionskirker, 1963 Ungdomsbyens (Statens pædagogiske Forsøgscenter), 1973 Skov (Kolonien Filadelfia) og 1988 Smidstrup Strand (Sankt Lukas stiftelsens refugium); dels fordi de alle er spændende arkitektoniske eksperimenter (med liturgiske konsekvenser!), dels fordi de jævnligt indgår (eller har indgået) i det almindelige folkekirkelige gudstjenesteliv.

Fravalgte kirker

1) Den største fravalgte gruppe udgøres af de ikke så få ældre kirker, der i perioden fra 1960 og frem er blevet så markant om- og tilbygget og/eller indvendigt renoveret; at de i dag kan fremtræde lige så moderne, som mange af de her medtagne.

Eftersom fokus primært er på arkitekturen, er de "grænsetilfælde", som mest oplagt kunne have været relevante, men alligevel ikke medtages her, de kirker, hvor der er sket ændringer i selve bygningen (fx Nærum kirke fra 1932, der i 1997 har fået en kubisk tilbygning, der markant ændrer helhedsindtrykket).

Mere ligetil har det været at frasortere den længere række af eksempler på, at moderne kunstnere har fået til opgave at foretage totaludsmykninger, således at selv middelalderlige kirkerum fremstår som nærmest nutidige.
   Man kunne fx. nævne Maja-Lisa Engelhardt i Danmarks ældst absolut datérbare kirke i Gjellerup (2007, Viborg stift), Per Kirkeby i Frejlev kirke (1999, Aalborg stift), samarbejdet mellem Inger, Johannes og Bent Exner samt Jens Urup i Elsted (1995, Århus stift), eller Svend Wiig Hansen i den ganske vist langt yngre Kastrup kirke (1972, Københavns stift). 
   I samme åndedrag er det selvsagt underforstået, at der også ses bort fra de efterhånden uoverskueligt mange fornyelser af ældre kirkerum ved hjælp af ny kunst, hvor indgrebet nok sker i betydelig mindre målestok (typisk "alene" en alterudsmykning), men hvor virkningen kan have stor betydning for hele rumoplevelsen. Jf. afsnit med eksempler på ny kunst i ældre kirker.

2) Igennem det sidste halve århundrede er også flere verdslige bygninger blevet ombygget til gudstjenestebrug. Interiørmæssigt kan der være tale om interessante gudstjenesterum; men hvad det arkitektoniske angår, kan det næppe undre, at der ikke er den store fornyelse at hente her (jf. dog menupunktet "bygningens morfologi/geometrisk morfologi/[huset]"!). Det drejer sig om Vestbjerg kirkecenter (1982, Aalborg stift), Lejbjergkirken (1988, Aalborg stift) og Geels kirkesal (1991, Helsingør stift).

3) Navnlig i perioden før 1960 var der en del bygninger, som oprindelig blev bygget til andre kirkelige formål, men som ad åre blev indviet til gudstjenestebrug. Det drejer sig bl.a. om missionshuse (fx Ans 1935, omdannet til kirke 1958; Århus stift) og navnlig kapeller i forbindelse med nye kirkegårde (og nogen af dem måske endda med fremtidig kirkebrug i bagtankerne, da det i knaphedssamfundet i tiden omkring 2. verdenskrig ofte var meget svært at opnå ministeriel tilladelse til opførelse af nye kirker). Der ses således bort fra fx. Hillerød kirke (1987, oprindelig kapel 1874/1934; Helsingør stift) og Lyseng kirke (2010, oprindelig kapel 1913; Århus stift).
   Som undtagelsen, der bekræfter reglen, er til gengæld Grejsdal kirke fra 1962 medtaget, selv om også den var indviet året forinden som kirkegårdskapel – det skøn udøves ikke mindst under hensyn til, at der er tale om en sand arkitektonisk perle. Noget tilsvarende gælder for Hald Ege, der i 1967 blev indviet til kapel og i 1971 genindviet som kirke. Lige så afgørende er det dog, at begge kapeller blev opført efter skæringspunktet 1960.

NB! Dette bør ikke forveksles med striben af kirker, der måtte begynde tilværelsen som sognehuse og menighedssale som led i et etape-inddelt byggeprojekt (ofte grundet mangel på ikke bare råstoffer eller finansiering, men også håndværkere, som man dengang skulle ansøge det offentlige om tilladelse til at måtte bruge, da samfundet prioriterede boligbyggeriet). Den praksis forsvandt ikke helt med velfærdens fremkomst, men efterhånden er vist nok de fleste af disse kirkebyggerier med "indbygget forsinkelse" blevet realiseret – og indgår som sådan her helt på linje med de øvrige kirker (fx senest 1998 Islebjerg, 2002 Sund og 2004 Løget).

4) Med undtagelse af 1995 Hvinningdal ses bort fra de ikke så få midlertidige kirker ("vandrekirker"), hvoraf de fleste, om ikke alle, vist nok efterhånden er blevet erstattet af permanente bygninger og fx overdraget til frimenigheder eller anden brug (Antvorskovs oprindelige vandrekirke er bevaret og fungerer nu som ekstra lokaler for ungdomsarbejdet i sognet).

5) Samtidig med at statistikkerne kan bevidne et støt og markant fald i antallet af nyopførte kirker op mod og siden årtusindskiftet, har der alligevel inden for folkekirken været et sandt byggeboom gennem de seneste 20-30 år; men kræfterne er blevet brugt på at bygge sognegårde o.l. 
   Nogle af sognegårdene er bestemt ikke uden arkitektonisk interesse, og lejlighedsvis bliver de inddraget til (sær-)gudstjenester. Man kunne endda med en vis plausibilitet argumentere for, at denne slags byggeri – omend forskudt en generation eller to i forhold til de store ekklesiologiske diskussioner herom i udlandet – indløser visionerne om en tjenende kirke for folket, en kirke der bygger for at give rum for menigheden både om søndagen og i hverdagen. Alligevel udelades de her, dels for ikke at gøre populationen helt uoverskuelig, dels for at undgå at skulle fortabe sig i definitionsproblemer omkring fx hvor mange årlige kirkelige handlinger, der skal lægges rum til for at kunne komme med i betragtning som "kirke".

6) Der ses bort fra de syv fængselskirker opført i tidsrummet 1973-2007 (inkl. de mere bemærkelsesværdige: Kellerupkirken fra 1990 i Statsfængslet i Ringe og Friis og Moltkes Johanneskirke fra 2006 i Statsfængslet i Østjylland). Ligeledes udelades de ellers spændende kirkerum, der er blevet indrettet i forbindelse med landets større hospitaler (fx Alan Havsteen Mikkelsens Maria Magdalena kirke på Hvidovre hospital i 2001 og Mathilde Petris indretning af kirkerummet på Rigshospitalet i 2008).

7) Det er ganske vist de færreste fri- og valgmenigheder, der har haft råd eller lyst til selvstændigt kirkebyggeri siden 1960; oftest låner de sig frem i andre kirker eller nøjes med at indrette gudstjenesterum i bygninger opført til andet formål. Selv om deres indretning af disse gudstjenesterum kunne perspektivere nogle af analyserne af "rummets geografi" på denne hjemmeside, falder de uden for det primære fokus på det arkitektoniske formsprog.

8) Endelig ses der bort fra andre kirkesamfunds bygninger. Med stort forbehold for at mit kendskab til denne del af dansk kirkebyggeri er meget sporadisk, er der her tilsyneladende langt mellem de arkitektonisk bemærkelsesværdige kirker (en af undtagelserne kunne fx være Adventkirken i Roskilde).
   Dette gælder dog ikke Den katolske Kirke i Danmark, som i tidsrummet 1957-2006 har ladet opføre 13 kirker, hvoraf flere har været arkitektonisk banebrydende (Sankt Knud Lavard fra 1957 regnes således for en pioner på dansk grund i brugen af rå, usmykket beton til kirkebyggeri [den såkaldte "brutale byggestil"] – i øvrigt en pioner med velsagtens kun en enkelt ægte efterfølger herhjemme i form af 1972 Gug).
   Selv om de katolske kirker ikke inddrages i analyserne og statistikkerne, er enkelte af dem dog medtaget på denne hjemmeside. Det sker i de tilfælde, hvor arkitekter, der har tegnet en af folkekirkens bygninger, også har bidraget til Den katolske Kirke i Danmarks byggeri (jf. "kirker bygget siden 1960/fordelt pr. arkitekt": H. Jensen, V. Wohlert, G. Ingemann og J.O. von Spreckelsen).