Gudstjenesteforståelsen som arkitektonisk pejlemærke
Det arkitektoniske grundspørgsmål er her: Hvordan får man signaleret Ordets (såvel i form af prædikenen som menighedssangen) betydning i forhold til alteret og dets indbyggede offer-, blods- og (pace René Girard) volds-konnotationer? Eller sagt på en anden måde: Hvordan fremhæver man prædikestolen som (et) orienteringspunkt i rummet uden at gøre prædikenen til et sakramente?
 1908 St. Francis de Sales, Saint Louis, Missouri Arkitekt: Viktor Klutho. Foto: M.S. Abeln (fra Flickr.com) |  1983 Gjesing |
Bragt på sin korteste (og dermed underforstået: sin mest unuancerede) formel kan man sige, at overgangen fra romermessen til den lutherske gudstjeneste er bevægelsen fra kult til kommunikation. Med en anden – også misforståelig – formulering kan man gribe tilbage til en klassisk skelnen mellem kirken som domus Dei og domus ecclesia og hævde, at hvis katolikkerne traditionelt har trukket gudstjenesten i den første retning, præger det modsatte protestantismens gudstjenesteforståelse. Det hænger sammen med den grundopfattelse, som Luther gav udtryk for, da han i 1544 ”indviede” slotskapellet i Torgau med en simpel gudstjeneste og i sin prædiken erklærede: ”Kirke får vi lov til at bygge for vores egen skyld, ikke for Guds” (Ausgewählte Werke, bd.VI, udg. af H.H. Borcherdt & Georg Merz. München: Chr. Kaiser, 1958, ss. 410).
Risikoen ved sådanne spidsformuleringer er naturligvis, at en i analytisk sammenhæng klargørende skelnen mellem Guds og menighedens hus bliver misvisende, hvis man ender med at skille dem ad. Det turde således være overdrevent polemisk, når den forhenværende provst i Canterbury, Edward Norman, i sin velkendte bog om kristenhedens bygninger (The House of God. Church Architecture, Style and History. 19901, 20052) mener sig i stand til at konkludere:
| Churches are no longer the place where mysteries are celebrated, or where the Word is dispensed. They are halls for the assembly of the “People of God”. Not since before the Reformation have churches been intended for such a variety of uses: they are places not for shared worship only, but for liturgical dance, for discussions, and for a whole range of social and teaching functions (s. 291). | Kirker er ikke længere stedet, hvor mysterierne fejres, eller hvor Ordet uddeles/forkyndes. De er gudsfolkets forsamlingshuse. Ikke siden før reformationen er kirkerne blevet tiltænkt en sådan mangfoldighed af anvendelsesmuligheder: de er ikke kun rum for fælles andagt, men for liturgisk dans, debatter og en hel vifte af sociale og undervisningsmæssige formål. |
Tonelejet synes næsten at varsle, at Norman samtidig med genudgivelsen af bogen i anden udgave forlod den anglikanske kirke og blev katolik; men han får alligevel sat fingeren på den måske mest afgørende – og ømme - problemstilling vedrørende det protestantiske kirkebyggeri. I Theologische Realenzyklopädies store artikel om ”Kirchenbau” slutter Horst Schwebel afsnittet om det 20. århundrede med en meget tankevækkende overvejelse:
| Der Mehrzweckraum-Gedanke scheiterte nicht an mangelnder theologischer Reflexion, sondern an einer falschen Einschätzung anthropologischer Gegebenheiten. Bei dem Gebäude, das als Kirche angesprochen werden soll, und bei dem Raum, in dem man Gottesdienst erlebt, besteht offensichtlich ein Bedürfnis nach Identifikation, das seitens des Mehrzweckraums nicht befriedigt werden kann. Während das Mehr an Freiheit als positiver Wert anzusprechen ist, ist gleichzeitig ein Verlust im Bereich der Sinn- und Wertsetzung und der emotionalen Identifikation zu verzeichnen. TRE, bd. 18, 1989, ss. 524f. | Multifunktionstanken led ikke skibbrud pga. manglende teologisk refleksion, men pga. en falsk vurdering af antropologiske kendsgerninger. En bygning, som skal virke som kirke, og et rum, hvori man kan opleve gudstjeneste, har åbenlyst behov for en identifikation, som det multifunktionale rum ikke kan tilfredsstille. Mens gevinsten i frihed [vis-à-vis anvendelsesmuligheder] må betragtes som en positiv værdi, må det samtidig tilskrives et tab i mening og værdi og den følelsesmæssige identifikation. |
Faktisk kunne man overveje, om ikke allerede Luther foregreb dette problem, da han ved en konkret lejlighed anvendte princippet om ”et kristenmenneskes frihed” på liturgien. I 1525 formanede han nemlig nogle af sine baltiske tilhængere om, at ikke alt, hvad der teologisk er tilladt, er sjælesørgerisk nyttigt:
Obwohl die äusserlichen Ordnungen im Gottesdienst, wie Messen, Singen, Lesen und Taufen nichts mit der Seligkeit zu tun haben, so ist doch das unchristlich, dass man darüber uneinig ist und das arme Volk damit irre macht, und nicht vielmehr auf die Besserung der Leute als auf unsern Eigensinn und Gutdünken achtet. … Obwohl die äusserliche Weise frei ist und – dem Glauben nach – mit gutem Gewissen an allen Orten, zu jeder Stunde, durch alle Personen geändert werden kann, so seid ihr doch – der Liebe nach – nicht frei, solche Freiheit zu vollziehen, sondern schuldig, acht darauf zu haben, wie es dem armen Volk erträglich ist und zur Besserung dient. | Skønt gudstjenestens ydre ordninger, såsom hvordan man messer, synger, læser og døber, intet har med saligheden at gøre, er det dog ukristeligt at være uenige herom og således forvirre det stakkels folk, for derved tænker man mere på egen selvrådighed og eget forgodtbefindende end på menneskenes forbedring. ... Skønt de ydre former er frie og – ifølge troen – med god samvittighed kan ændres alle steder, til hver en tid og af enhver, så er I – ifølge kærligheden – ikke frie til at bruge den frihed, men skyldige at give agt på hvordan det er tåleligt for det stakkels folk og tjener dets forbedring. |
Andetsteds i Theologische Realenzyklopädie-artiklen refererer Schwebel til en undersøgelse foretaget af Institut für Kirchenbau und kirchliche Kunst der Gegenwart (Philipps Universitet, Marburg), som påviste en klar tendens til, at man navnlig vha. ny kunst havde forsøgt at ”opsakralisere” de ”lavkirkelige” brugsrum i 1960’ernes og 70’ernes kirkebyggerier. Luther kan have ret i, at vi kan fejre gudstjeneste i en dagligstue, men mennesker har åbenbart brug for noget – ved siden af Ordets ord – til at fange og samle opmærksomheden, til at fokusere andagten – som fx et maleri eller en skulptur.
Problemstillingen kan anskueliggøres med et konkret hjemligt eksempel: Gug kirke er en stærk kandidat til prisen for det mest radikale og stringent gennemførte forsøg på at lave et luthersk kirkerum, hvilket bl.a. viser sig på følgende måder:
a) Ordet bringes i centrum ved at prædikestolen bogstaveligt anbringes på rummets midterakse, mens alteret decentreres i det ene hjørne. (Dog skabes vha. ekstra dagslys-indtag to særlige rum omkring såvel alter som døbefont.)
b) Alteret fremhæves demonstrativt som et spisebord ved at nedsænke musselmalede tallerkener i et ellers beton-tungt møbel.
c) Forestillingen om, at det alene er Ordet, der helliger huset, og at når det afsluttende ”amen” derfor har lydt, er rummet verdsligt og kan bruges til hvad-som-helst, får i Gug to markante udtryk: dels det sammenhængende forløb af ”gudstjenesterum” og ”sidelokaler” (selv om rummene strengt taget kan adskilles med forhæng nødvendiggøres gåseøjnene akkurat af sammenhængen), dels den unikke detalje med kirkebænkenes vendbare ryglæn, så menigheden med et snuptag kan drejes rundt og som publikum overvære fx et teaterstykke i rummenes modsatte ende.
Gug er indviet i 1972; men i 1996 har man, akkurat som kollegerne i Tyskland, besluttet at tilføje rummet en tydeligere symbolik i kraft af Hein Heinsens skulptur og Stig Brøggers malerier. Hvis man skulle følge pointen helt til dørs, kunne man endog overveje, om ikke den markante skulptur ”tilter” rummet og – opsakraliserende – forrykker balancen på bekostning af prædikestolen.
Opsummerende sagt kan man altså spejde efter gudstjenesteforståelsens arkitektoniske gennemslag især i udformningen (inklusiv forskel eller ligheder i materialevalg) og placeringen af alter, font og stol i forhold til hinanden samt placeringen af orgelet og menigheden.