Reaktioner på Ronchamp
Hvis bagklogskaben er bedrevidende, kan historiske studier i heldigste fald minde os om den usikkerhed, som samtidigheden er behæftet med. Historien begraver, sorterer og fremhæver, men i nuet er det umuligt helt at gennemskue, hvad der vil forsvinde sporløst, hvad vil bestå, og – nok så afgørende – hvad følgevirkningerne af noget nyt måtte blive. Det kan således i dag være svært at genkalde sig den vildrede, som kapellet i Ronchamp vakte i de første år efter opførelsen – det var oplagt ikke kun en trædesten ind i fremtidens kirkebyggeri, men også en anstødssten. For langt fra alle følte sig så overbevist af kapellet, som englænderen George E. Kidder Smith, der mindre end 10 år efter indvielsen turde udnævne det til verdens mest imponerende kirkebyggeri i 500 år (Kidder-Smith/1964, s. 92).
Man mærker nemlig tydeligt Ronchamps slagskygge i det korte indlæg, som Holger Jensen på omtrent samme tid leverede på en af de konferencer, som en kirkeministerielt understøttet kreds af arkitekter og teologer foranstaltede under temaet ”Hvor meget kan arkitekturen udtrykke?” Medens Jensen på den ene side er helt på det rene med, at hvor ”det profane byggeri som regel er bundet til bestemt formulerede funktionelle programmer, er projekteringen af en kirke mere ide- og følelsesbetonet”, fremsætter han på den anden side følgende advarsel: ”Arkitekturen befinder sig i disse år på et famlende og eksperimenterende stade, som for kirkebyggeriets vedkommende meget let kan føre til en afsporing” (i: Kirkebygning og teologi, Exner/1965, s. 240).
Det bliver ikke sagt expressis verbis, hvilken afsporing Jensen har i tankerne; men det er ikke svært at gætte, og skepsissen er i givet fald et direkte ekko af den holdning, som den ældre kollega Thomas Havning havde givet udtryk for nogle år tidligere i en artikel, der direkte forholder sig til det kun få år gamle kapel i Sydfrankrig. Også hos Havning finder man en skarp kontekstualisering af kritikken, når han besvarer titlens spørgsmål, ”Hvordan skal man bygge en kirke nu til dags?”, med nøgternt at konstatere, at kirkearkitekturen befinder sig i et dilemma mellem to lige utilfredsstillende muligheder: Nutidens kirke kan hverken udmærke sig ved sin prægtige størrelse (her overgås den af erhvervslivets og boligblokkenes højhuse) eller ornamentering (jf. modernismens generelle opgør med historismens barokke pynt). I den situation er fristelsen at fange opmærksomheden ved at gøre bygningen sær, hvilket en kirke ifølge Havning aldrig bør være; men han finder, at Le Corbusier er faldet pladask for fristelsen. Mødet med Ronchamp beskriver Havning således: ”Den umiddelbare reaktion må for mit vedkommende blive noget i retning af ’Vor Herre bevare os’, fordi jeg straks tænker på de rædsler, der kan komme til at gro op i verdensmesterens fodspor. Her har vi nemlig et værk af en mand, der gør, hvad der passer ham, og bestemt er meget farlig at efterligne” (Vartovbogen 1960, ss. 126-8).
Et godt supplement til de historiske kildestudier kan kunsten være. En af hovedpersonerne i Tage Skou-Hansens Krukken og stenen er arkitekten Ejnar, som på et tidspunkt i romanen foretager en rejse sammen med sin kone Tove til Ronchamp. Der er grund til især at fremhæve to detaljer ved Skou-Hansens skildring. I Ejnars bekendelsesagtige forhold til Le Corbusier, hvor kapellet fremstår som et kætteri over for byplanlæggerens boligblokke, lykkes det Skou-Hansen at indfange, hvor meget mere end blot arkitektur der stod på spil dengang, det var et ide- og kulturhistorisk skred, der var blevet markeret.
Hvor eftertiden nok mere eller mindre enstemmigt vil kåre Kidder Smith som den mest profetiske af de oven for citerede samtidige, lader Skou-Hansen scenen klinge ud med akkurat den spænding, som også går som en rød tråd gennem mange af overvejelserne på denne hjemmeside (i form af bestræbelsen på at indkredse en skelnen mellem katolske og protestantiske rumopfattelser), og som historiens gang ikke kan bringe til en entydig opløsning. Hvis forfatteren symbolsk varsler ægteskabets forlis med mandens og kvindens diametralt modsatte reaktioner på Le Corbusiers cementfantasi, må man insistere på, at såvel Ejnars som Toves fornemmelser er både legitime og aktuelt mulige, og at spørgsmålet derfor endnu står åbent: hvordan bliver Gudshuset både for krop og sjæl?
Et af Le Corbusiers Unité d'Habitation (i teoretiske skrifter fra 1920'erne af ham selv omtalt som "bomaskiner") med de karakteristiske søjler, rå beton, primærfarver og grønne arealer. Opført flere steder i Frankrig og her fra 1958 i Tyskland - og efterlignet over hele verden i det uendelige. Flatowallee 16, 14055 Berlin (foto fra Wikipedia). | Couvent Sainte Marie de La Tourette. Le Corbusiers andet religiøse byggeri, et kloster for dominikanerordenen, stod færdig i 1960. Som i boligblokken har munkemaskinen direkte adgang til en altan fra samtlige 100 celler. (Hans tredje og sidste religiøse bygningsværk blev først fuldført mange år efter hans død, det drejer sig om kirken i mønsterbyen med flere unités d'habitation, Firminy, få kilometer syd for St. Etienne.) |
Tage Skou-Hansen: Krukken og stenen (1987):
Ejnar havde ikke villet om ad den kunstige kirke før. De havde været i Frankrig flere gange i bil, Tove og han, for at se Le Corbusiers værker på stedet, men pilgrimskapellet i Ronchamp var de altid kørt udenom. Han kendte det kun fra fotografier og de kunne være slemme nok. Huset så ud som en fornægtelse af funktionalismen. Et æstetisk forræderi af hans beundrede læremester. Men da han havde afleveret halvdelen af sit store montagebyggeri og for første gang i flere år tog en regulær ferie, tænkte han at han godt kunne klare chokket på nært hold.
Allerede på afstand gennem forruden fik han glimt af kapellet under lave stillestående skyer. Det lå på en top i landskabet, hvor den ene bølge af bjerge hævede sig bag den anden og lignede en stor paddehat med opkrængede kanter.
De lod bilen stå nede ved restauranten og fulgte grusvejen op ad bjerget. Og dér var det så for næsen af ham. En forvreden ekspressiv skulptur uden nogen fast akse. Ikke én plan flade var der. Ingen rektangulære former og rette vinkler. Alt krummede og løftede sig i kurver og svungne linjer. Taget var to kæmpeskaller af beton, som havde aftryk af støbebrædderne og løb op i en spids som forstavnen på et skib. Den ene skal lignede skroget af en klinkbygget båd. Men den anden svulmede som en hval. Som selve den hvalfisk, der engang havde opslugt profeten Jonas. Den rå beton var gjort plastisk og samlet i en konstruktion, som stred imod al fornuft. Det var nok det Gunnar og de andre kaldte organisk arkitektur. Han kom til at le. Af forargelse eller beundring, han vidste det knap nok.
De gik rundt om kapellet. Murene var hvidkalkede. Tårnene havde halvkupler af cement ligesom periskoper på udkig efter skyerne eller udluftningsrør på store dampere. Sydvæggen mindede mest af alt om et hulkort. Uregelmæssige glugger til dagslyset var boret ind i muren på tilfældige steder. En forrykt fantasi, som råbte på vilkårlige associationer og var umulig at få hold på.
Indenfor var der dunkelt. Loftet hang tungt ned i samme mørke og ru beton som hvalfisken på taget. Gulvet bølgede i et mønster af stenfliser, der skrånede mod alteret og madonnabilledet. De kirkelige symboler var dog ikke påtrængende. Der var heller ikke ret mange bænke, men rigelig plads til at gå rundt og falde i staver.
Se ud kunne man ikke. Men lys var der alligevel. Ikke så lidt når først man havde vænnet sig til dunkelheden. Det kom især fra den væg, som udenfor lignede et hulkort. Indadtil åbnede den sig med uens vinduer, ulige store hvide skakter, som fremhævede murenes tykkelse og lod et skråt varieret lys falde ind. Oppe fra tårnene kom der også et diffust skær ned over de krumme nicher i de små kapeller, som trak blikket til sig. Mellem de massive og robuste materialer virkede lyset ujordisk.
Alle de dagklare rum Le Corbusier ellers havde tegnet passede til rationelle tanker, præcise former og rene farver. Og så denne grotte, hvor han tilsyneladende havde glemt alt om menneskers kroppe til fordel for deres indre liv. Arbejdet med ulegemlighed, anelser og stemninger. Og derfor selvfølgelig også kun havde brugt ganske svage indirekte belysninger. Huset var funktionelt nok på sin måde, som en fæstning for bøn og meditation. Mod sin vilje befandt Ejnar sig godt.
De gik udenfor igen og kikkede på taget, som stadig gav dem nye indfald. En trekantet hat, foreslog han. En tibetansk ørevarmer. En fyrsvamp, vokset op af jorden. Tove syntes det var helt vidunderligt, at beton kunne modelleres så blødt og næsten som et stykke natur. Kapellet blev et mystisk sted, et pant på noget uopnåeligt, som altid ville være netop dér. Hun havde svært ved at løsrive sig.
Skyerne trak sammen over bjergene, men luften var så stille at de ikke mærkede regnen, som allerede var begyndt at falde. Da de kom ned i byen blev de sorte punkter på asfalten tættere og tættere. Så fortsatte de sydpå ind i disen. Hun ville gerne køre og han var helst fri. Hun drillede ham med at han ikke havde kendt sit forbillede bedre. Og han måtte indrømme, at han nok ikke burde være blevet så forbavset.
– Mennesket er ikke meget værd, erklærede han så.
– Hvorfor siger du det?
– Ikke for noget. Det var bare det jeg tænkte inde i grotten.
– Det var da underligt. Jeg følte lige det modsatte.
Citatet er bragt med tilladelse af forfatteren og er taget fra udgaven:
Det runde bord, Gyldendals Bogklubber 1992, bd. 1, ss. 257-260.