Hvis man sammenligner antallet af ny opførte kirker i hvert stift med stifternes samlede antal af kirker, er der umiddelbart tre ting, der springer i øjnene.

For det første er der nogle stifter, hvor deres procentvise andel af kirkebyggeriet fra 1960 og frem så nogenlunde modsvarer deres procentandel af landets samlede kirker (Århus, Roskilde, Viborg og Haderslev).

For det andet er der nogle stifter, hvor procenttallet falder markant (Aalborg, Fyn og Ribe). Teoretisk set kunne en forklaring herpå være, at stiftet historisk har været forsynet med en kirkelig "overkapacitet", som har været i stand til at imødekomme de sidste halvtreds års befolkningstilvækst. I praksis siger tallene formentligt lige så meget om de demografiske omrokeringer mellem landsdelene og faldet i folkekirkens medlemstal.

Endelig for det tredie skiller to stifter sig markant ud fra de øvrige: Helsingør og København. For Københavns vedkommende må den procentvise fordobling på den ene side anses for at være eftervirkningerne af den indsats som Kirkefondet er synonym med, hvor folkekirken forsøgte at holde trit med eksplosionen i tilflytningen til hovedstaden. På den anden side er det desto mere tankevækkende, at just København stift måske viser sig at være et signal om fremtiden for kirkebyggeriet i Danmark. Nemlig ikke bare byggeriets klart faldende tendens (der er ikke opført nogen kirke i stiftet siden 1989), men endog afvikling af det allerede opførte. Endnu er ingen kirker blevet jævnet med jorden, men afhændelse af bygningerne til anden brug er allerede forekommet, hvilket efter alt (i hvert fald ud fra rent økonomiske kalkuler) at dømme er en tendens, der kun vil blive forstærket i de kommende år.
   Til gengæld synes de folkelige udviklinger, som for mere end 100 år siden fremkaldte bevægelsen til "kirkesagens fremme i København", nu helt klart at have forskudt sig til hovedstadens "opland", dvs. Helsingør stift!

For yderligere statistiske oplysninger om stifternes andele af kirkebyggeriet, klik her!