Kirkearkitektur.dk: PRÆDIKESTOL

Om både Jesus og apostlene fortælles det i evangelierne og Apostlenes Gerninger, at de prædikede ikke kun i landets synagoger, men også rundt i landskabet – der nævnes dog ikke noget konkret om den plads, hvorfra de forkyndte. Ser man på udviklingen i snart 75 års danske prædikestole ledes tankerne billedlig talt hen på to vidt forskellige positioner, som Jesus indtog. Lige før Bjergprædiken oplyser Matthæus, at "da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem” (5,1f.); men ifølge samme evangelist kendte Jesus også til andre måder at skaffe sig ørenlyd på: "Og store skarer flokkes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd, mens hele skaren stod på bredden. Og han talte meget til dem i lignelser og sagde...” (13,2f.)
   Når man skal ses og høres, er man efter Mesterens eksempel åbenbart frit stillet til enten at stille taleren eller tilhørerne højt op.


1971 Brændkjær                             1974 Hannerup                               1984 Mørdrup

   En af den amerikanske skuespiller Jerry Lewis' mest forglemmelige komedier havde som sin nærmest eneste morsomhed en underfundig titel: Hæv ikke broen, sænk floden! Når man vil sikre sig, at prædikanten kan ses og høres, kan det rent pragmatisk (og økonomisk) forekomme en lige så omstændelig løsning, at man i stedet for blot at hæve prædikestolen, sænker hele koret; men selv om effekten kan være den samme, kan der ligge en stor symbolværdi i at vælge det ene fremfor det andet. Skal det være platformen eller amfiteateret – eller bare et møbel på et fladt gulv? Påvirker de tre indretninger os på samme måde?
   I disse afsnit skal fokus alene rettes mod selve prædikestolen.

Fortæller grafen en forfalds- eller fremskridtshistorie? Når antallet af trin fra skibets gulvniveau til prædikestolens platform er faldet med to tredjedele fra 1940'erne til 1980'erne – og har stabiliseret sig dér siden – er det så udtryk for, at prædikenens anseelse er faldet tilsvarende, eller at prædikanten er blevet mere solidarisk med menigheden?
Ikke bare højden, men også placeringen og udformningen kan fremprovokere spørgsmålet, om prædikenen er blevet en forlegenhed for lutherdommen. Skærpet formuleret synes de seneste 5 årtiers kirkebyggeri at vidne om en snigende usikkerhed hos arkitekter og menigheder, idet man svinger mellem at gøre prædikestolen enten så bastant, at den truer med at tilte rummet, eller til et rent forsvindingsnummer, som om den er blevet presset ind ved en eftertanke, en hovsaløsning. Heldigvis findes der også mange eksempler mellem disse yderpunkter.

Ordets forkyndelse – og naturligvis sakramenternes rette forvaltning – udgør nerven i protestantismens selvforståelse, og det turde derfor være nærliggende at forvente, at dette må afspejle sig i indendørs-arkitekturen. Der er blevet prædiket i såvel old- som middelalderkirken, og der har tidligt været inventar (pulte) til at bære både Bibelen og oplæseren hhv. prædikanten; ja, ifølge Sokrates (ikke filosoffen, men oldtids-kirkehistorikeren fra første halvdel af 5. århundrede) var Johannes Chrysostemos den første til at forlade bispens sæde i apsis (hvorfra lederen af gudstjenesten hidtil havde talt) og stige op på en ambon placeret nærmere skibet, når han skulle prædike – hvilket stemmer fint med billedet af kirkefaderen, hvis græske tilnavn betyder Gyldenmund.
Uden ønske om at påkalde sig nogen form for copyright er reformationen desuagtet at takke for den konsekvente indretning af gudstjenesterum med en fremtrædende plads til prædikanten og for udviklingen af prædikestolen til et lige så markant møbel som alter og døbefont.
Er det en overreaktion at se en sammenhæng mellem mange lidet overbevisende prædikestole og en angivelig tendens til stadig kortere prædikener og en hyppigere brug af såkaldte liturgiske gudstjenester, hvor menigheden får lov at meditere i fred over tekstoplæsninger, musik og stilhed uden forstyrrelser fra en prædikant?