MODERNE DANSK KIRKEARKITEKTUR
Ved lektor Benny Grey Schuster, Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster

Prædikestolens højde – eller:

Ved jorden at blive, det tjener ... [hvem?] ... bedst!

Takket være Grundtvigs Langt højere bjerge så vide på jord (1820) har vi daner ikke kun fået foræret en måde at bryste os af vores ydmyghed på, men en af sangens metaforer er tilsyneladende også blevet en temmelig konkret rettesnor for indretningen af kirkerne halvandet hundrede år senere. Bragt på sin korteste formel er prædikestolen siden 2. Verdenskrig skrumpet i såvel højden som drøjden, og prædikanten er så sandelig blevet bragt mere og mere ned på jorden – ret så præcist med 1 trin for hvert tiår (jf. grafen under ”Prædikestol” og optællingerne nederst på denne side).
   Der er næppe tvivl om, at denne ”udjævning af niveauforskellene” er sket ud fra de bedste intentioner og ligger helt på linje med samlingen af kirken til ét rum uden mur- og gulvadskillelser mellem skib og kor; men ud over risikoen for en forfladigelse i symbolsk henseende er det også en overvejelse værd, hvem der er tjent med at bringe prædikanten i øjenhøjde.

Allerede Peder Palladius havde i Visitatsbogen (ca. 1541) blik for, at der nemlig er (mindst) to hensyn at tage ved indretningen: ”Prædickestoelen schall icke uerre en bogstoel [læsepult], eller en hiffgibb [betydning ukendt!] neder paa iorden. Men deylig opbyggit hoes den sønder side i kirken, guds salige ord til hæder och ære, och att huert mennische kand see sin sognepræst under øgen, ihuad stoelestad hand haffuer udj kirken, att den ene sidder icke udj den andens vey, paa dett attj maatte alle høre och merke eders salighedtz lerdomb.” Lis Jacobsen (udg.): Peder Palladius: Danske Skrifter, bd. 5. H.H. Thieles Bogtrykkeri, 1925, s. 33.
   Vi kender det fra dagligdagen: Forsamlinger skal ikke være ret store, før end man helt naturligt rejser sig op, når man får ordet – ellers skal de forsamlede nok huske én på det. Man kunne selvfølgelig mene, at Palladius’ anvisninger om det praktiske er blevet overhalet af de teknologiske hjælpemidler: Den galopperende indførelse af lærreder og storskærme i såvel nye som gamle kirker kunne snildt tilsluttes et kamera fastlåst på prædikestolen, så prædikanten kunne ses selv i den dybeste korsarm; og der findes efterhånden næppe mere end et par håndfulde kirker uden højtaleranlæg, så at mikrofoner gør det muligt at tale og blive hørt fra et hvilket som helst sted; ja, hvis man førte lavkirkeligheden ad absurdum kunne præsten tale siddende midt blandt menigheden fra en kirkebænk i skibet … eller måske som playback? Hvis det praktiske ikke længere udgør nogen forhindring, bliver højden alene symbolsk – og symbolikken peger i flere retninger.

Palladius instruerede om, at prædikestolen gerne må være smuk at se på (”deylig”) og hævet, ja, ophøjet (”icke … neder paa jorden” og ”opbyggit”), hvilket ikke kun var for at prædikanten kunne blive set og hørt, men for at vise respekt for prædikenen – og dens ophav (”guds salige ord til hæder och ære”). I forhold til menigheden træder en anden symbolik i kraft, hvor sænkningen af prædikestolens højde vel at mærke ikke partout behøver tages til indtægt for en disrespekt og dermed som led i en forfaldshistorie, men hvor nivelleringen dog signalerer noget om prædikantens (og prædikenens) ændrede rolle. Moderne bygherrers egne mavefornemmelser og evne til at lytte efter tidsånden (igen: den behøver ikke være af det onde – eller Den Onde!) kunne groft sagt pege på følgende tommelfingerregel: Jo højere prædikestolen er, desto mere lægger det op til en prædikant, som taler profetisk til omvendelse og belæring; jo lavere den er, fremmer den forståelsen af ham/hende som en ligemand, der henvender sig til medkristne brødre og søstre til vejledning og trøst. Eller sagt endnu kortere: Sænkningen symboliserer bevægelsen fra monolog til dialog:

Ville det ikke være nærliggende at drage den fulde konsekvens og bringe prædikanten helt ned på gulvet? Skønt der er yderst få eksempler på, at man helt har fjernet prædikestolen, kan man dog ved besøg i kirkerne forvisse sig om, at der er adskillige, som er ophørt med at bruge den. Allerede på det praktiske plan risikerer man imidlertid nemt en tilbagevenden til en situation, som på sin vis kunne minde om den, Palladius ville afhjælpe med sine gode råd: Sognepræsten forvandler sig til vandreprædikant. Sådanne forandringer sker sjældent isoleret; en ganske tilsvarende udvikling har kunnet ses i undervisningslokalerne i 1990’erne: Forelæseren forlod hyppigere katederet og bevægede sig ”ind i hesteskoen”, ned blandt tilhørerne – tydeligvis for at virke mindre stiv og mere engageret, men ofte med det resultat, at halvdelen af salen har besvær med at få det hele med (det er kun en liden trøst, at ”halvdelen” hele tiden skifter, alt efter hvordan taleren nu vender og drejer sig). Det er nemlig ikke nok at kunne høre stemmen, det er også vigtigt for forståelsen at kunne se munden – for slet ikke at tale om ansigtsudtryk og kropssprog. (For en sikkerheds skyld: Der har selvsagt til alle tider været levende – og energisk vandrende – undervisere; iagttagelsen er kun interessant, hvis epoken senest har gjort undtagelserne til normen.)
   Pointen kan udbygges med et kritikpunkt fra den katolske debat. Selv om det kan virke lidt sælsomt at bevidne den modreaktion, der bl.a. med den nuværende pave som talerør har bredt sig inden for den katolske kirke imod 2. Vatikanerkoncils dengang længe ventede og angiveligt bredt modtagne reformer af lære og liturgi, vækker det til eftertanke, når disse kredse fx indvender, at ændringen af kirkearkitekturen i retning af det amfiteatralske (som herhjemme kendt fra 1974 Hannerup) fremmer ændringen af menigheden fra deltagere til tilskuere og gør præsten til en performer. Man kan selvfølgelig replicere, at disse kritikere underligt nok ikke havde – eller åbenbart har! – de samme betænkeligheder over for den ”gamle” indretning med koret eller alterpartiet hævet op i en højde, der ikke stod tilbage for noget kukkasseteaters massive scene; men de får ikke desto mindre peget på en dybt ironisk risiko: Jo mere prædikanten stiger ned fra sit ophøjede stade, og jo længere han/hun bevæger sig ud blandt menigheden, alt sammen med henblik på at mindske skellet mellem den kaldede præst og det almene præstedømme, desto mere fremhæves prædikantens person isoleret fra gudstjenestedeltagerne.
   Prædikestolen siger nemlig ikke kun noget om respekten for Gud eller om præstens rolle; men også om menigheden. For som Ulrich Nembach påpeger i sin homiletik, tjener prædikantens hævede podium ikke kun praktiske formål; men når han/hun kan ses og høres ligeligt af alle, er det samtidig et symbol for akkurat menighedens enhed og fællesskab (”Die Kanzel als Ausdruck der Gemeinschaft von Hörenden und Predigenden”, i: Predigen heute – ein Handbuch. Stuttgart: Kohlhammer, 1996, ss. 226-41). Det er en kliché, at form og indhold hænger sammen, dvs. prædikestolens elevation kan påvirke prædikenens indhold og tone; men som Nembach også nævner, så handler unoderne med at tale ned til folk ikke primært om fysik, men om retorik og holdning (ss. 239f.) – og selv et hul i jorden er ingen garanti for jævn tale.


Definitioner:

For ikke at risikere at blive beskyldt for at være en total nørd er jeg gået voldsomt på kompromis med videnskabeligheden i denne vigtige kategori ved at have undladt at medbringe centimetermål på rundturene til kirkerne. Prædikestolens elevation måles derfor alene i trin, uanset at nogle trin under bestigningen kræver et solidt greb i præstekjolen for ikke at snuble i klædet, mens andre knapt er værdige til at blive kaldt for et rigtigt trin.
   Et andet irritationsmoment for en ordentlig systematiker er indtoget af de kvindelige præster. Helt uden teologiske bagtanker skyldes irritationen alene fremkomsten af de mange mere eller mindre løse skamler, og det skal absolut ikke opfattes som et votum i debatten for og imod kvinder som præster, når skamlerne her ikke tælles med som trin!
   I statistikken udelades tre kirker, der har fjernet prædikestolen og alene betjener sig af et mikrofonstativ; strengt taget kunne de medregnes under kategorien "0 trin".


Statistik:

Antal trin op på prædikestolen:

0 trin: 7; dog befinder de sig alle i et kor hævet over skibets gulvniveau.

1 trin: 45; heraf 25 i et hævet kor.

2 trin: 57; heraf 17 i et hævet kor.

3 trin: 30; heraf 10 i et hævet kor.

4 trin: 4; heraf 2 i et hævet kor.

5 trin: 4; heraf 1 i et hævet kor.

6 trin: Alene prædikestolen i 1984 Mørdrup har så mange trin; og hvis man undtagelsesvis medregner det ekstra "kvindetrin" (fordi der ikke er tale om en skammel, men et fast indlæg), er der endog hele 7 trin op.


Inden prisen for Danmarks højeste nyere prædikestol kan uddeles, bør placeringen rimeligvis tages med i betragtning, da den eventuelle niveauforskel mellem skib og kor hører med til helhedsindtrykket. Hvis man for de prædikestoles vedkommende, der er placeret oppe i et hævet kor, adderer korets trin til prædikestolens, får man en lidt anden beregning:

Samlede antal trin (prædikestol og kor):

1 trin: 21; heraf 3/÷52% i 1960’erne; 4/÷41% i 1970’erne vs. 8/+92% i 1980’erne og 5/+80% i 1990’erne.

2 trin: 56; heraf 10/÷40% i 1960’erne vs. 22/+21% i 1970’erne. Både 1980’erne og 1990’erne ligger inden for par, mens 2000’ernes 4 eksemplarer svarer til +54%.

3 trin: 38; procentuelt slår 1970’erne ud med 16/+30%, som i 1980’erne falder markant til 4/÷47% og svinger tilbage i 1990’erne med 6/+19%.

4 trin: 17; hvoraf de 15 hører til i tidsrummet 1960-72 samt to efternølere i 1981 og -89.

5 trin: 10; heraf 6 i 1960’erne, resten i 1971, 1978, 1984 og 1997.

6 trin: 4; 1960 Mørkhøj (siden fjernet!); 1963 Utterslev, 1971 Brændkjær og 1984 Mørdrup.

7 trin: 2; 1961 Dyssegårds og 1966 Sorgenfri. Dyssegårds er ved at undergå en gennemgribende restaurering – gad vide, om alle 7 trin overlever.


Gennemsnitligt samlet antal trin (prædikestol+kor) fordelt på tiår:

1940’erne: 6,14
1950’erne: 4,80
1960’erne: 3,48
1970’erne: 2,58
1980’erne: 2,25
1990’erne: 2,20
2000-2011: 2,10

Fotos af alle prædikestolene for og bag er samlet her.