Koret – hører det til i et luthersk rum?

Det helt korte svar kunne lyde: Nej! Og den lige så korte forklaring på, hvorfor det navnlig i en dansk tradition må besvares benægtende er: Hvornår har man sidst til en gudstjeneste set et kor i koret? Overhovedet får bygningsdelen jo sit navn af, at der mellem alteret og præsten på den ene side og menigheden på den anden oprindeligt befandt sig en udvalgt skare af sangere. Pointen er imidlertid ikke i første omgang et spørgsmål om musik, altså at vi i Danmark flyttede børnekoret ned til orgelpulpituret i kirkens modsatte ende; men at det kor, som oprindeligt gav navn til bygningsdelen, akkurat ikke bestod af børn eller andre lægfolk, men af de gejstlige, der ledsagede den celebrerende præst i gennemførelsen af gudstjenesten. I den forstand bliver det i en dansk sammenhæng dobbelt så problematisk – om ikke direkte meningsløst – at bevare et kor (rum), fordi på ganske få undtagelser nær gennemføres samtlige gudstjenester med præsten som eneste liturgiske "aktør".
   Som antydet er det imidlertid ikke kun et dansk anliggende at overveje korets berettigelse, men generelt et protestantisk. Et længere, og mere nuanceret, svar er derfor på sin plads.

Skønt ikke alle vil dele opfattelsen, forekommer der mig at være noget dybt ironisk ved Luther kirken i København! Det var meningen, at den skulle have været indviet i 1917 til fejring af 400 års reformationsjubilæet; men grundet varemanglen under 1. Verdenskrig trak byggeriet ud, og kirken stod først færdig året efter. Hvorfor er det ironisk, at just denne kirke er indrettet med et korparti i nærmest 1. sals højde med 8 trins adskillelse ned til skibet?

I flere forskellige sammenhænge på disse sider er det blevet påpeget, at lutherdommen befinder sig i et spændingsfelt mellem katolikkerne og de reformerte. Navnlig når man beskæftiger sig med et emne, som er så indgroet, at det knapt når op i ens bevidsthed, kan det være klargørende at skele til sine åndelige naboer for at blive mindet om, dels at tingene ikke falder ned fra himlen, men har en historie, dels hvordan man selv måske ved nærmere eftertanke ser anderledes på sagen. Fx på spørgsmålet: skal et kirkerum have et kor, og i givet fald: hvordan skal det udformes for bedst at tjene formålet?
   I en dansk sammenhæng kan det som antydet være svært at tage spørgsmålet seriøst, for alle vore kirker har jo et kor – hvis da ellers man kan stole på, at vore færdselstavler (jf. forsiden!) ikke kun viser vej til vort indre billede af en rigtig kirke. Det kan man bare ikke stole på, for selv om det i nogen grad kan blive et definitionsspørgsmål, hvad der skal til for at et rum(afsnit) udgør et kor, så gælder det ikke blot et flertal af de moderne kirker, men faktisk også en hel del af de ældre – og ældste! – kirker, at de i hvert fald bygningsmæssigt ikke rummer den opdeling af rummene, som vi forbinder med skib og kor.
   I en landsby i de schweiziske alper er en kirke, som det kunne være fristende at udnævne til Europas mest aparte bygning. Med til historien hører, at det midt i et katolsk kerneområde er et lille reformert kirkesamfund, der er bygherren, og man ønskede sig en kirke, som klart signalerede en forskel fra de mange nabokirker i helt traditionel stil – og det har man så sandelig fået. 

Steinkirche, Cazis, Schweiz (2002)

Når den første overraskelse ved mødet med Steinkirche har lagt sig, og man får at vide, at tankerne hverken skal ledes i retning af æg eller kvindelige frugtbarhedsguder, men at de markante rullesten, som den nærliggende Rhinen bringer med sig ned fra bjergene, er inspirationskilde, bilder man sig måske ind, at man alligevel genkender den klassiske model: våbenhus-skib-kor eller skib-kor-apsis, nu blot bestående af kugler fremfor kasser.
   Grunden til at kirken bringes ind i denne sammenhæng er imidlertid, at man i så fald tager fejl, for kommer man inden for, viser det sig, at der ikke er en egentlig sammenhæng eller et forløb mellem de tre dele, og for det lokale byggeudvalg er det selve pointen med byggeriet. Kirken kan i princippet møbleres på en måde, hvor bygningsdelene ville modsvare en traditionel tredeling; men dels kan hver del lukkes lydtæt af fra de øvrige med en fuld (dvs. beton!) væg, der hejses op fra gulvet (!), dels – og symbolsk mere afgørende – springer det selvfølgelig i øjnene, at delene er af omtrent samme størrelse. Akkurat her ligger nøglen til forståelsen af rummene, i hvert fald ifølge menighedens selvforståelse således som de præsenterer den på kirkens hjemmeside, hvor der bl.a. står følgende: ”Friheden kender ikke til hierarkier. Den måde rummene er anlagt på kender ikke til foran og bagved. Der er slet ikke forudbestemt noget op og ned. Friheden skaber sig sit rum ved hjælp af den demokratiske struktur. Enhver besøgende må selv skaffe sig sit ståsted, indtage en egen synsvinkel på Gud, Bibelen og mennesker”.
   Radikaliteten i den reformerte bygning og dens tolkning genopvækker forståelsen af, hvad et kor traditionelt har tjent til: ikke kun til at sætte skel mellem folk, men også at rangordne dem.

En anden måde at komme under vejr med den store betydning, der ligger i kirkens rumopdeling, er at gå historisk til værks. Johannsen har et afsnit i sin fremstilling af det middelalderlige kirkebyggeri, hvor han sporer danske ”efterligninger” af gravkirken i Jerusalem (dvs. der er sjældent tale om direkte kopier af et bygningsværk, som man næppe havde set undtagen højst i et miniaturebillede i et håndskrift eller på en mønt, men snarere det, som Johannsen omtaler som typologiske hentydninger). For at understrege rækkevidden af den slags påvirkninger fra udenlandske forbilleder noterer Johannsen, at ”hentydninger til gravkirken er imidlertid ikke begrænset til egentlige rundbygninger.  Den manifesterer sig også i langhuskirker, hvis korpartier har en umiskendelig tendens til centralisering, som motiveres af altersymbolikken: Hovedaltret er jo nemlig på én gang Golgata, Kristi grav og opstandelsessted.”
   Dertil føjer Johannsen den konklusion, som rummer den i denne sammenhæng afgørende pointe: ”Selve kombinationen af forsamlingskirkens langhus med martyrhelligdommens centralbygning er endnu et udslag af den omtalte tendens til arkitektonisk sammensmeltning i vesteuropæisk kirkebyggeri” (Johannsen/1981, ss. 106). Hermed får Johannsen mindet os om, at strengt taget består den traditionelle kirke af to nærmest kategorialt forskellige bygningsværker, en tvedeling der p.d.e.s. kan minde om den skelnen mellem grundlæggende kristne bygningsformer, som er omtalt andetsteds ("hvor skal pilen pege?"), dvs. skibet som urbillede på vejen og menigheden på vandring, og koret/apsis med kuppelen som billede på målet; men som også p.d.a.s. trækker linjer til en skelnen mellem kirken som arvtager efter synagogen og templet, domus ecclesia og domus dei.

Jesu Kritik am Tempel zielte auf Neuinterpretationen, nicht auf dessen Abriss – den besorgten die Römer. Volp/1992, s. 183.

Jesu kritik af templet sigtede på omfortolkninger, ikke dets nedbrydning – den sørgede romerne for.

I Theologische Realenzyklopädies store artikel om “Kirchenbau” gennemgår Hammer-Schenk en række tekster af Luther, som han sammenfatter i konstateringen af, at mens Luther nok især er optaget af at rummet primært egner sig til at blive prædiket i, tager han alligevel ikke afstand fra inddelingen i flere rum, snarere tværtimod. Hverken i Luthers eller ortodoksiens tid kom det da heller til radikale indgreb i de eksisterende kirker overtaget fra katolsk tid; men i stedet urgerede de lutherske en delvis omfortolkning af korets eksistensberettigelse: rummet skulle ikke længere være forbeholdt de gejstlige, men tilhøre menigheden – og rummets særlige værdighed blev fortsat bevaret som stedet for menighedens nadverfejring (Harold Hammer-Schenk: ”III. Kirchenbau des 16. bis 18. Jh. [Spätgotik bis Frühklassizismus]”, i: Theologische Realenzyklopädie, bd. 18, 1989, ss. 461ff.).   I samme artikel gør forfatteren opmærksom på, at når man oppe i 1700-tallet omsider begynder at eksperimentere med nye grundplaner, hvor akkurat skellet mellem skib og kor mindskes, hænger det formentlig sammen med opkomsten af pietismen og dens nye menighedsforståelse (s. 475).
   Herfra går der interessant nok en mere eller mindre lige linje frem til den katolske liturgiske bevægelse omkring forrige århundredeskifte. Fx plæderer Johannes von Acken i sit skelsættende skrift fra 1922, Christozentrische Kirchenkunst, for ikke længere som Tridentinerkoncilet alene at tænke kirkerummet ud fra et kultisk perspektiv med vægt på længdeaksen og alteret placeret i den fjerneste ende, men at fremme tanken om den nærværende Kristus ved at rykke nadverhandlingen ned i lægfolkets midte, altså i et centralrum uden skarp markering af koret.