MODERNE DANSK KIRKEARKITEKTUR
Ved lektor Benny Grey Schuster, Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster

Moderne Dansk Kirkearkitektur>RUMMETS GEOGRAFI>KOR (inkl. kunst)>Lys (lukket/åben)

Korvæggen: vinduer, lyskilder, sprækker eller massiv?

Arkitekternes arbejde med lyset er allerede blevet berørt i forbindelse med lanceringen af den særlige kategori (i afsnittet om korets udformning), hvor lysets virkning skønnes at påvirke rumoplevelsen i en grad, så kirken kan fornemmes som udstyret med et virtuelt kor (”optisk to rum”). I denne sammenhæng skal lyset gøres til genstand for en beslægtet analyse, der dog går i en lidt anden retning. Selv med risiko for at lyde misforståelig kunne man måske sige, at hvor den første undersøgelse havde fokus på lysets virkning indvortes i rummet, drejer det sig her mere om det udvortes, dvs. hvad lyset signalerer om rummet og dets omverden. Dette fokus tangerer altså snarere de overvejelser om kirkens forhold til omgivelserne, der ligeledes er blevet omtalt andetsteds, hvad enten de konkrete naboer (jf. ”huset”) eller – mere abstrakt – overhovedet ”det udenfor” (jf. ”kirken og naturen”).

I arkitekturhistorien er det en velkendt anekdote, at den stormægtige abbed Suger (1081-1151) nærmest ene mand blev anledning til ”opfindelsen” af gotikken. Det skete, da han forestod genopbygningen af klosterkirken i Saint Denis og beordrede sine bygmestre til at udnytte de nye teknikker til deres yderste formåen under parolen, at loftet skulle løftes og murene åbnes. I et samspil mellem neoplatonsk filosofi og landvindinger inden for murerhåndværket blev en helt ny stilart mulig, der både var inspireret af og kunne inspirere til en lys-teologi; men som Kidder Smith køligt konstaterer: Det var ikke altid, det lykkedes bygherrerne at finde balancen mellem at oplyse menigheden og blænde den (The New Churches of Europe. London: The Architectural Press, 1964, s. 12).
   Den balancegang er selvsagt ikke blevet nemmere efter opfindelsen af den moderne beton og stål, hvor det i princippet er blevet muligt at bygge en kirke selv af domkirkelige proportioner som et rent glashus (således som Phillip Johnson helt bogstaveligt gjorde i 1980 med Chrystal Cathedral). Selv uden Sydcaliforniens strømmende sol og televangelismens utømmelige finansielle muligheder findes også i dansk kirkebyggeri eksempler på overbelysning af rummet, men generelt er indtrykket, at der er blevet udvist stor opfindsomhed fra bygherrernes side i forsøget på at tæmme og udnytte dagslyset.
   Akkurat ordet ”tæmme” leder imidlertid opmærksomheden hen på et ganske andet (teologisk) parameter, som man kan anlægge i vurderingen af kirkernes indre, for det som fra arkitektens side kan være ment som et sivende lys, der åbner sig mod det mystiske, kan på den enkelte kirkegænger virke som en klaustrofobisk blokering af udsynet. Er der monstro noget, dér udenfor, som menigheden skal afskærmes fra, isoleres fra, fredes for?

Statistikken fremlægges derfor i to tempi, først en mere impressionistisk opgørelse over hvordan koret virker på den, der sidder nede i skibet og kigger op imod det, dernæst en mere detaljeret – og nuanceret! – gennemgang af de forskellige bygningsmæssige løsningsmuligheder, der er benyttet. Den første fokuserer snævert på væggen direkte bag alteret, mens den anden inddrager de umiddelbare omgivelser – uanset om koret er reelt eller "virtuelt".
   Grosso modo kunne man også beskrive forskellen på den måde, at den første opgørelse sætter fokus på, hvordan åbningerne i væggene virker som vinduer, og dermed direkte eller indirekte får signaleret noget om forholdet til dagligdagen og ”verden udenfor”, mens den anden behandler dem som lysindtag. ”Lysindtag” lyder måske umiddelbart som en noget teknisk og prosaisk karakteristik; men dybest set drejer det sig om arkitekturens forsøg på at give form til den lysmetafysik, der alment religiøst ligger bag nogle af de ældste og mest udbredte metaforer for det guddommelige, og som tillige optræder centralt i kristendommen: ”Jeg er verdens lys” (Joh 8,12; jf. Es 60,19: ”Herren skal være dit evige lys” og 1 Joh 1,5: ”Gud er lys”).


ALTERVÆGGEN
Definitioner:

Kategorien åben korvæg dækker primært de altervægge, hvori der befinder sig en eller anden form for vinduer, som man kan se ud af, hvis man befinder sig nede i skibet og er vendt mod alteret. Der bliver i denne forbindelse hverken skelnet mellem placeringen af vinduerne (om de fx er placeret så højt, at man kun kan se skyer og himmel, eller de er i siddende øjenhøjde, så man kan følge med i, hvad der måtte passere forbi uden for kirken) eller størrelsesforholdet mellem vindue(r) og væg. Spændet inden for kategorien går altså fra altervægge, hvor man kun lige akkurat kan ane vejrliget (både 1970 Islev og 2008 Løsning udgør grænsetilfælde inden for kategorien, da alene et horisontal vinduesbånd i gulvhøjde udgør åbningen) til panoramavinduer med frit udsyn i hele væggens højde og bredde (fx 1974 Hannerup).
   I denne grove inddeling af rummene er der følgelig også et vidt spænd inden for dem, som bliver karakteriseret med en lukket korvæg. Hermed er vel at mærke i sig selv intet sagt om lysforholdene i koret og heller ikke nødvendigvis noget om, hvorvidt altervæggen efterlader kirkegængeren med et indtryk af at være afspærret/forskånet for omverdenen. Kategorien strækker sig altså over en bred vifte af modeller:
– kor, hvor man knap bemærker den formelt set lukkede væg på grund af rigeligt sidelys (fx 1968 Buddinge, hvor hele den ene side udgøres af en glasvæg eller 1972 Skovlunde, hvor man fra kirkebænken ganske vist ikke kan se ud, men hvor hele sidevæggen består af forskudte lysslidser, der bader koret i lys)
– kor, der nok er lukkede for udsyn, men som slipper lys ind ved hjælp af forskudte slidser (fx 1966 Nygårds) eller en forskudt apsis (fx 1994 Enghøj)
– kor, der er uden enhver form for åbninger, men som alligevel er fyldt med indirekte lys fra bag- og/eller ovenlys (fx 1983 Gjesing og 1970 Margrethe)
– kor, der både er lukket og med så lidt lys, at det oftest kun er muligt for liturgen at tyde ordene i alterbogen i kraft af den kunstige belysning (fx 1978 Gammel Holte).
   Et grænsetilfælde er 1966 Sorgenfri, som her medregnes under ”lukket kor”, selv om der kun er en flydende grænse mellem, hvad man teknisk set kunne skelne som kor- og sidevæg med vinduer. Desuden er der nogle kirkerum, som falder uden for disse kategoriseringer (fx 1977 Baune).


Statistik:

• åben korvæg: 22; dvs. at kun 15% af kirkerne tillader udsyn i forbindelse med korets bagvæg. De 22 kirker er ligeligt spredt over årtierne, idet der dog kun er en enkelt i såvel 1990’erne som 2000’erne, men pga. årtiets lave population er det for 00’ernes vedkommende tilstrækkeligt til at ligge inden for par.

• lukket korvæg: 126 har spærret for direkte udsyn til omgivelserne bag alteret. Det mest påfaldende turde her være, at ingen af årtierne er påfaldende, for ikke bare ligger de alle inden for normalandelen, men endda ret så tæt på deres præcise procentandel af populationen som sådan.

Blandt de 126 kirker med lukket kor, kan man skelne mellem:

• 99 der er helt lukket (fx 1962 Præstevang, 1970 Vesterkær, 1980 Ellebæk, 1990 Egedal og 2002 Sund).

• 24 der er lukket, men med en eller anden form for glasmosaik (hvad enten i smalle bånd, som fx 1970 Østervang, i altertavle-størrelse, som fx 1960 Flintholm, eller udfyldende en hel væg som i 2001 Holsted), der i det mindste alle tillader at skelne mørke fra lys udenfor (fx 1962 Stormarks, 1970 Vestervang, 1983 Emmersbæk og 1997 Vejleå).

• 3 der er lukket trods strengt taget med vinduespartier i korvæggen. Det drejer sig om glughullerne i 1962 Grejsdal; i 1973 Korsvejs er der ligesom i 1970 Islev et bånd af glas langs gulvet, men her så smalt, at de to kirker altså bliver placeret i hver sin kategori. Endelig, som den måske mærkeligste, for ikke at sige uheldigste, løsning, er der en stor klar rude direkte over alteret i 1973 Vest, hvorigennem man får lov at nyde udsigten til en massiv murstensvæg ca. 1 meter udenfor vinduet!

 
"KORET"
Definitioner:

Der er forskel på at befinde sig i et rum, hvor der er en jævn fordeling af vinduer, og et med en udtalt skæv fordeling, for når den ene del af rummet er afhængig af den anden for sin belysning, inviterer det til en symbolsk tolkning af fordelingen – i hvert fald når det drejer sig om en kirke. I kraft af den stærke tradition for at forbinde lyset med det hellige, kan det ikke overraske, når arkitekter forsøger at lade lyset fra koret oplyse skibet (som berørt ovenfor kan det rent teknisk være svært at kontrollere lyset, så man ikke i stedet for en religiøs oplevelse får migræne). Til gengæld kan det virke næsten demonstrativt, når koret skal hente al sit lys fra den modsatte ende af kirkerummet; men hvad demonstrerer det? I lyset af at alle kirkerne med den udformning  – på én undtagelse nær – stammer fra periodens to første årtier, kunne det være fristende at opfatte dem som beslægtede udtryk for den slags radikale sækulariseringsteologier, der florerede i tiden efter Rudolf Bultmann (bl.a. den såkaldte Gud-er-død teologi, der havde T.J. Altizer og P. van Buren som fortalere – en generation inden Thorkild Grosbøll): lyset på det guddommelige kommer fra det menneskelige rum.

Bemærk:
Loftslys er i denne sammenhæng defineret ved vinduer placeret i væggens øverste top, til forskel fra vinduer/lysindtag i taget som her betegnes ovenlys.
   Adskillige af kirkerne kan placeres i flere kategorier samtidigt, eftersom de kombinerer flere af de inddelinger, der her er foretaget; fx afviger antallet af kor med glasmosaikruder opgivet oven- og nedenfor fra hinanden, idet den følgende opgørelse er mere finmasket, og derfor kan placere en væg forsynet med en glasmosaik i en af de øvrige kategorier.


Statistik:

• intet særskilt lys i koret: 9; heraf 5 i 1960’erne, 3 i 1970’erne samt 1992 Hjerting.

• direkte, et eller flere vinduer i korvæggen: 26 (heraf 7 tillige med sidelys og 6 ovenlys). Kategorien strækker sig fra vinduer, der udgør hele korvæggen (fx 1974 Hannerup) til enten et smalt vinduesbånd langs gulvet (fx 1973 Korsvejens) eller langs loftet (fx 1983 Tingbjerg). Der kan også være tale om vertikale vinduesbånd, der er så smalle, at det klart har været lyseffekten og ikke udsynet, der har været tænkt på (fx 1969 Nørrelands).

• direkte, vindueslys fra kun én side: 14; halvdelen af disse i 1960’erne (fx 1962 Stengård).

• direkte, vindueslys fra begge korets sider: 12; heraf 5 i 1960’erne (fx 1967 Hald Ege).

• direkte sidelys, kombineret med en eller flere af de former for indirekte lys, som er anført nedenfor: 15 (fx 1976 Ravnsbjerg og 1983 Sthens).

I alt 67 kirker, hvor det fra kirkeskibet er muligt at se ud af et eller flere vinduer i enten korvæggen og/eller korets sidevægge, alene 1990’erne med 6/÷32% er uden for par.
 

• indirekte, glasmosaik: 17 (heraf 3 suppleret med ovenlys og 6 med lys fra en eller to sider); 8 i 1960’erne, 6 i 1970’erne samt 1981 Søndermarks, 1982 Emmersbæk og 2001 Holsted.

• indirekte, lysindtag fra fold i korvæggen: 13 (heraf 3 suppleret med sidelys og 1 med ovenlys); 2 i 1960’erne, 7 i 1970’erne, 3 i 1980’erne og senest 1997 Ølby.

• indirekte, lysindtag fra forskudt apsis: 18 (heraf 5 tillige med ovenlys og 3 med sidelys); 2 i 1960’erne; 5 i 1970’erne; 5 i 1980’erne, 4 i 1990’erne og 2 i 2000’erne.

• indirekte, lysindtag fra ovenlys: 30 (heraf 5 også med sidelys); 4/÷55% i 1960’erne modsat 8/+34% i 1980’erne. og 6/+7% i 1990’erne samt 2005 Antvorskov.
   Optællingen er begrænset til dem, hvor ovenlyset er den eneste eller klart dominerende lyskilde i koret; men der indgår ovenlys i koret på den ene eller anden måde i tilsammen 48 kirker, hvortil endvidere kunne lægges de kirker, hvor ovenlys spiller en rolle i skibet uden direkte at have (symbol)betydning for koret (fx kunne man overveje, om noget sådant gælder 1974 Vangede)

• indirekte, lysindtag fra fold(er) i enten én eller begge sider af koret: 14, alle årtier er jævnt repræsenteret

Fraregner man de kirker, hvor sidelyset kommer fra vinduer synlige fra skibet, er der tilsammen 85 kirker, hvor koret på den ene eller anden måde kun modtager indirekte lys (lysindtag) og hvor man altså ikke fra kirkebænken vil kunne se ud af kirken. Alle årtier inden for par.