TPC logo

MODERNE DANSK KIRKEARKITEKTUR
Ved lektor Benny Grey Schuster, Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster

Metaforisk morfologi – eller: Forestiller kirkebygningen noget?

                                                                                                                Kirken er som Himmerige,
                                                                                                                meget kan den lignes ved,
                                                                                                            skønt på jord den har ej lige,
                                                                                                            som Guds nåde og Guds fred.
                                                                                                                            Mest dog lig en ...
                                                                                                              N.F.S. Grundtvig, DDS 327.

Hvad forestiller en kirke?
I salmen er Grundtvigs forslag "en barnemoder", og i traditionen er der da også lange og gode forlæg for at sammenligne den med en moder (jf. Gal 4,26) eller – ud fra Jesu ord til Simon Peter (Matt 16,18) – en klippe; men ligner kirken som bygningsværk det? Man har også tænkt tilbage på Højsangens billedsprog, hvor mødestedet mellem sangens to elskende (der typologisk fortolket er Gud og folket, Kristus og menigheden) omtales som en have – i givet fald en metaforik, der nok lettere lader sig forbinde med firlængede klosteranlæg end kirken som sådan; men som desuagtet på billedlig vis fint indfanger to af ekklesiologiens grundopfattelser: kirken som et skærmende refugium (inkl. politisk asyl) eller en paradisisk forsmag.
   Når man under sydligere himmelstrøg står over for nogle af de mægtige katedraler, som gennem århundreder har knopskudt det ene sidekapel og tårn efter det andet (som fx Notre Dame i Chartres), kan man godt se hele anlægget for sig som en afbildning af Det himmelske Jerusalem (JÅb 21), altså selve bygningskomplekset som en slags by, som samlingen af Kristi mange lemmer (jf. 1 Kor 12,12-31 og Ef 4,7-16).

I en dansk sammenhæng er det dog mere nærliggende at knytte til ved to andre af kristenhedens udlægninger: Når den enkle landsbykirke (tårn-skib-kor) forsynes med tværgående korsarme, kræves der ingen fantasi for at genkende akkurat et kors i grundplanen; og hvis ellers det passer, at det har været et bevidst valg, hvis og når korets akse er lidt bøjet i forhold til skibets, kræves der kun en smule fantasi for at betragte bygningens omrids som et krucifiks, hvor det skæve kor nu symboliserer Kristi hældende hoved – for menigheden har jo Kristus som hoved (jf. Ef 1,22 og 4,15; Kol 1,18-9).
   Både set udefra, men navnlig oplevet indefra, er der mange middelalderkirker, der i den klare opdeling af rummet i tre sfærer (skibet-koret-apsis) mest ligner templet i Jerusalem, som på sin side kan sammenlignes med en horisontal udgave af Sinaj-bjerget. Den vertikale inddeling af bjergets hellighed, som man kan læse om i 2 Mosebog 24, genfindes tydeligt i forskrifterne for opbygningen af pagtsteltet (tabernaklet) og sidenhen templet (jf. 1 Kong 6): ved foden af bjerget må hele folket samle sig ("forhallen"), længere oppe på bjerget måtte kun Aron og hans sønner og halvfjerds af Israels ældste komme ("det hellige"), mens alene Moses kunne træde helt ind i skyen omkring bjergets top ("det allerhelligste").

Hvad forestiller en moderne kirke?
Der bliver stadig bygget kirker, der ligesom landsbykirken i sin tid ligger lidt for sig selv, hvad enten i byens udkant eller på det højeste punkt. Det seneste modstykke til fortidens katedraler er velsagtens P.V. Jensen-Klints overdimensionerede landsbykirke på Bispebjerg, Grundtvigs kirke (1927/40); men med lidt god vilje gives der også siden 1960 eksempler på bygninger, der som katedralerne i sin tid kan dominere et landskab eller et bybillede i kraft af deres placering og imposante ydre.
   De isolerede kirker udgør imidlertid et fåtal, da hovedparten af moderne kirker indgår i byplanen og endda direkte i byggekomplekser, hvor de dog kan indgå i helheden på vidt forskellige måder, som her forsøges indfanget vha. forskellige metaforer.
   Besværet med at finde metaforer, der besvarer spørgsmålet om, hvad bygningen forestiller, har Erik A. Nielsen sat på spidsen: "Funktionalismen er arkitekturens billedstorm. Hvad man så i øvrigt kan sige af fordelagtigt om dens evne til at skabe mere hensigtsmæssige boliger – eventyrlig er den ikke, og den fortæller ingen historier. Hvad man kan aflæse i en funktionalistisk bygning, er en sammenføjning af to størrelser: det menneskelige dagliglivs forskellige behov og de moderne bygningsmaterialers konstruktive egenskaber. Der er derimod intet symbolsk at aflæse" (Nielsen/1987, ss. 40f.). 
   Det er, som sagt, at trække problemet skarpt op; men selv om man kan overveje, om vi med tiden (takket være den historiske afstand) vil lære også at finde symbolik i funktionalismen, og selv om man kan indvende, at kirkebyggeriet kun sjældent har ladet sig komplet reducere til det funktionelle og materielle, så bør Nielsens iagttagelse tjene som et ædrueligt fortegn, når forsøget alligevel her skal gøres på at finde symbolske udtryk for bygningernes form. Begrundelsen herfor er, at der trods alt i de moderne kirker genkendes så megen trafik mellem traditionens billeder og modernitetens beton, at bygningerne stadig appellerer til betragterens fantasi. Denne kompleksitet indfanger Kerstin Wittman-Englert på glimrende vis med følgende skelnen: Hvor middelalderkirkernes bygningsformer kunne opfattes som betydningsbærere, er de moderne snarere associationsbærere: "I stedet for et stort set 'lukket'  tegnsystem ... indtræder et tegnbaseret og i hvert fald subjekt-centreret associationssystem" (Wittman-Englert/2006, s. 11).

Forsøget på at sætte billeder på bygningsformerne bør selvfølgelig derfor tages med mere end et gran salt. Det generelle forbehold over for afhængigheden af synsvinklen (at indtrykket af bygningens geometriske form kan ændre sig fra side til side), gælder i endnu højere grad for metaforerne, hvor ikke bare vinklen, men også en stor grad af skøn kommer i spil for at kunne indplacere en given kirke i en af måske flere næsten lige mulige kategorier. Mest drilagtig er den type, som her kaldes kæresten (favnen), da den først afslører sig som en sådan, når man kommer indenfor eller ser den fra luften, hvorimod den fra gadeniveau ofte er svær at skelne fra nogle af de andre typologiseringer.

 
Definitioner:

Beskrivelserne af de enkelte typer står anført øverst på de respektive sider.

Statistik:

majestæt: 7; skønt antallet er for småt til at etablere en statistisk signifikans, er det dog bemærkelsesværdigt, at typen forsvinder med 1960'erne blot for at vende tilbage med 3 eksemplarer i 1990'erne.

forpost: 13; hele 8 bygget i 1960'erne.

hyrde: 38; statistisk er 1960'erne en smule underrepræsenteret, mens 70'erne er lige så markant overrepræsenteret som 80'erne er underrepræsenteret.

(store)bror: 33; lige så underrepræsenteret 1980'erne var med "hyrder", lige så overrepræsenteret er årtiet i denne kategori.

høne: 30; igen springer 1980'erne statistisk i øjnene med en kraftig overrepræsentation.

kæreste: 32; 1970'erne og interessant nok det nye årtusind er de to årtier som især tager denne kirkeform til sig.