MODERNE DANSK KIRKEARKITEKTUR
Ved lektor Benny Grey Schuster, Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster

Geometrisk morfologi – eller:

Kampen mellem linealen og amøben

Hvis man med en flothed skulle bringe kirkebyggeriet op gennem anden halvdel af det 20. århundrede på en enkelt formel, kunne den lyde: Le Corbusier mod Le Corbusier! Det vil en anelse mindre enigmatisk sige: den todimensionale Le Corbusier vs. den tredimensionale.
   Vi har i de seneste 60 år stort set haft at gøre med en afveksling mellem de arkitekter, der især lod sig inspirere af byplanlæggeren Le Corbusier og alt det, som siden er blevet forbundet med modernisme og funktionalisme i arkitekturen: brugen af standardiserede og industrielt præfabrikerede elementer, forkærlighed for det kubiske og serielt gentagne. På den anden side står tilhængerne af valfartskapelbyggeren Le Corbusier, hvor det plastiske, organiske og formmæssigt enestående er i højsædet. (For et historisk og kunstnerisk glimt af åndskampen, klik her.)

Opgaven er her så vidt muligt at karakterisere kirkernes fremtoning alene ved hjælp af objektive, geometriske termer. Bag ”så vidt muligt” gemmer sig to slags inkonsistens samt en undtagelse!
   Den første inkonsekvens er, at der veksles mellem 2- og 3-dimensionelle kategorier (firkant/kube); den anden inkonsekvens er, at enkelte kirker ikke karakteriseres ud fra bygningens profil, men dens grundplan (der som oftest kun rigtigt viser sig frem på luftfotos). Endelig er undtagelsen, at mens ”pyramide” både er en geometrisk og kulturhistorisk figur, er ”telt” mere en metafor; men da den så præcist indfanger formen, er den sneget ind i denne sammenhæng.

Så at sige uden for kategori tilføjes for fuldstændighedens skyld nederst i menuen til venstre to grupper ("historismen" og "huset"), hvis repræsentanter ikke umiddelbart inviterer til geometriske betragtninger.


Definitioner:

Kategorierne turde tale nogenlunde for sig selv; men nogle uddybende replikker kan præcisere inddelingerne:
   Firkanten er ikke ensbetydende med, at kirken tager sig ud som en kube eller murermestervilla, men bruges, hvis "det firkantede" – hvad enten rektangulært eller kvadratisk – er den gennemgående figur, bygningen af sammensat af. Der behøver altså ikke at være tale om én stor firkantet flade (fx 1998 Gullestrup), men bygningsmassen kan akkurat være sammensat af mindre firkanter og kuber (fx 1972 Skovlundes facades stribe af forskudte vægstykker eller 1976 Bagsværds uendelige samling af store og små firkanter).
   Trekanten bruges oftest, når der er tale om et tag med ensidig hældning (fx 1969 Skalborg), men i enkelte tilfælde også om de sadeltage, som totalt dominerer størrelsesforholdet (det man i fagsproget kalder for et spidstag, og som i forbindelse med boliger bl.a. kendes fra de såkaldte A-huse), og hvor gavlen fremstår trekantet.
   Trapezen: Uden direkte at have gjort brug af en gradmåler, indføres en skønsmæssig skelnen mellem trekanten og trapezen, hvor den sidstnævnte også har ensidigt tagfald, men med så dump en hældningsgrad at helhedsindtrykket befinder sig et sted mellem firkanten og trekanten.
   Endelig kan det om polygonen påpeges, at den op gennem 1960'erne kom ind i den danske kirkearkitektur i form af en 5- eller 6-kantet grundplan (jf. det yndede udtryk "bispehuen"); men efter parablerne i 1970'erne (1971 Sønderbro og 1977 Husum) er polygonen siden slutningen af samme årti oftest blevet brugt til mere frit fabulerende bygningsværker med en tydelig tendens i retning af det skulpturelle.
 

Statistik:

cirkel/oval: 4

firkant: 30

kube: 25; heraf næsten halvdelen i 1970’erne.

polygon: 30; målt i forhold til samtlige kirker bygget i hvert årti er 1960'erne og 1970'erne markant underrepræsenteret, mens 1980'erne og 1990'erne er tilsvarende overrepræsenteret.

pyramide: 6; heraf 5 i 1960’erne samt 1973 Korsvejs.

telt: 10; heraf 5, og det de mest udtalte, i 1970’erne.

trapez: 14

trekant: 23