TPC logo

MODERNE DANSK KIRKEARKITEKTUR
Ved lektor Benny Grey Schuster, Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster

Det skæve tårn i ... moderne kirkebyggeri

"Der var engang" (og så behøver man forhåbentlig ikke sige hvornår dét var), da alle folk gik i kirke. Dengang behøvede man ikke at bekymre sig om at vise sognets beboere, hvor kirken lå (men nok minde dem om tiden vha. klokkeringningen).
   Jo mere verdslige hhv. multikulturelle vi bliver som samfund, des mere behov er der for tydeligere at fange folks opmærksomhed, og dertil er tårnet en enestående (!) markør. I takt med at kirkerne, hvad enten af rent økonomiske eller også af teologisk grunde, ikke længere bygges i en størrelse, så de dominerer byernes skyline, eller i en form som er umiddelbart genkendelig, bliver tårnet desto vigtigere i bestræbelsen på at vise folk vej.

Definitioner:

Der skelnes mellem kirker, hvor tårnet står opført for sig selv (so-wie-so en kampanile, men også mere ydmyge klokkestabler) eller er bygget sammen med kirken (1976 Ravnsbjerg er et bemærkelsesværdigt godt, moderne bud på et ikke bare sammenbygget, men snarere indbygget tårn; jf. 2010 Dybkær).

Statistik:

● kirker med tårnet adskilt fra den øvrige bygning: 55
   (kirkerne fra 1960'erne er procentvis lige så meget underrepræsenteret som 1970'erne omvendt er overrepræsenteret).

● kirker med sammenbygget tårn: 91 

Dertil kommer 8 kirker uden tårn.


De nøgne tal afslører én ting og tilslører en anden!
Selv om alene det faglige udtryk, kampanile, peger på det lange historiske forlæg for at opføre tårne som særskilte bygninger, så er det i en dansk sammenhæng domineret af romanske og gotiske landsbykirker undtagelsen. Hvad enten tårnet hørte med til det oprindelige byggeri eller blev føjet til senere, er det i overvejende grad ikke bare bygget sammen med kirken, men tillige på samme akse som skib, kor og apsis.

Ét kendetegn ved det nyere byggeri kunne således være, at mere end en trediedel af tårnene (36%) så at sige er gået for sig selv og må stå på egne ben. Det viser alene tallet 55 ud af 154 kirker; men kontrasten til de foregående årtier fremhæver det som et moderne fænomen:
   I 1950'erne er antallet af fritstående tårne nede på 25%, eller rettere: Hvis man fraregner de kirker, hvor man "kun" har en træ-klokkestabel, blev der opført 3 fritstående tårne, dvs. 11%. I 1940'erne er et par kirker uden tårn overhovedet, men der er ingen fritstående; og i såvel 1930'erne som 1920'ernes tilsammen 71 kirker er der kun ét fristående tårn i hver årti, resten er enten uden et egl. tårn (10) eller har tårnet sammenbygget med resten af kirken.

Det stiltræk ved de moderne kirker, som tallene i første omgang tilslører, er, at når små to trediedele af dem er sammenbygget med tårnet, kunne dét umiddelbart lyde som forholdsvis traditionelt; men akkurat her kommer det skæve ind i billedet!
   Det viser sig som et næsten konsekvent gennemført kendetegn ved kirkerne bygget efter 1960, at tårnet står forskudt i forhold til gudstjenesterummets grundplan. Kun med lidt god vilje finder man en håndfuld kirker, hvor tårnet befinder sig på nogenlunde samme akse som skibet (og koret, hvis et sådant findes): 1967 Bistrup, 1971 Kollund, 1982 Mejdal og de tre kirker fra 1986: Dyrup, Gistrup og Lindeskov (med meget god vilje kunne tilføjes fx 1962 Stengård, 1972 Skovlunde og 1983 Sthens). Ved alle de øvrige kirker befinder tårnet sig billedlig talt i et arkitektonisk rum for sig selv.
   Netop fordi Vejleå på mange måder ligner en postmoderne pastiche af middelalderkirken, kan dens påfaldende placering af tårnet tjene som en slags sindbillede på denne moderne, nærmest demonstrative skævvridning af aksen.
   Igen fremhæves dette som særligt moderne ved en sammenligning med ældre kirker, omend kontrasten en en anelse mindre udtalt i og med at der trods alt er flere eksempler tidligere i det 20. århundrede på tårne placeret ved siden af bygningen (navnlig i forbindelse med bykirker). Af de 19 kirker i 1950'erne med sammenbygget tårn, står 7 af disse skævt i forhold til aksen, i 1940'erne falder det tal til en enkelt kirke, mens der er 4 i 1930'erne og 2 i 1920'erne.

En (sensationel?) nyhed
Endelig er der grund til at pege på en detalje angående placeringen af tårnet, hvorved de moderne kirker adskiller sig endnu mere fra traditionen end ved at isolere det eller sætte det skævt på aksen, nemlig at det flyttes fra "bag" til "top".
   Der findes ganske vist fortilfælde såvel internationalt som herhjemme (fx Hjerndrup kirke i Haderslev stift og Veng kirke i Århus Stift), men det forekommer som forholdsvis sjældne undtagelser, og selv om det langt fra heller gælder alle kirkerne bygget efter 1960, er det alligevel påfaldende, at så forholdsvis mange af dem (15) har tårnet bygget oven på eller i forlængelse af den del af kirken, hvor koret/apsis eller i hvert fald alteret befinder sig: fx 1961 Bolbro, 1962 Grejsdal, 1969 Grundtvig, 1973 Vest, 1976 Ravnsbjerg, 1984 Brøndby Strand og 2001 Holsted – samt fritstående tårne placeret i samme ende: 1967 Hald Ege, 1972 Gug, 1973 Hans Egede og 1998 Gullestrup.