TPC logo

MODERNE DANSK KIRKEARKITEKTUR
Ved lektor Benny Grey Schuster, Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster

Kirkebygningens orientering

Hvordan skal en kirke vende? Den skal vende rigtigt!
   Besvarelsen af spørgsmålet om, i hvilken retning kirken bør vende, er formentligt et af dem, der selv hos lavkirkelige mennesker kan fremkalde en højkirkelig patos i stemmen.

Der findes ganske rigtigt tidlige koncils dekreter om og navnlig i middelalderen en udbredt tradition for at kirkerne skulle østvendes (bogstaveligt: orient-eres); men er det alene lydighed over for halvanden tusind år gamle ”love” eller ukritisk respekt for traditionen, der får folk til at tillægge orienteringen så stor betydning? Sandsynligvis, om end måske ofte mere eller mindre ubevidst, spiller urgamle religiøse forestillinger af mytisk og kosmisk karakter ind i billedet. Religionshistorikerne ville kunne fortælle, at retningen på en bygning hænger sammen med fundamentale opfattelser af, hvordan et sted helliggøres (jf. det religionsvidenskabelige begreb om ”verdens midte”, axis mundi, hvor det jordiske og det himmelske kan mødes).

Jørn Larsens østvindue fra år 2000 i Jellings restaurerede middelalderkirke næsten gløder selv på gråvejrsdage; man kan nemt forestille sig virkningen ved en opstigende sol under gudstjenester om vinteren! Et andet eksempel på østvinduets stærke virkning kunne være Erik Heides fra 2005 i den ligeledes gennemrestaurerede <link http://www.kirkearkitektur.dk/bygningens-morfologi/andre-kendetegn/orientering/veng.html>Veng kirke</link>, hvor det skaber en naturlig glorie (!) bag Heides støbejerns krucifiks.

I profeten Daniels bog (6,11) møder man et af de få bibelske eksempler på den praksis, som vi i dag mest forbinder med muslimerne, hvor bønnen kvalificeres ved at være vendt mod en bestemt lokalitet, Jerusalem hhv. Mekka (jf. Jer 50,5 om Zion). Det lader sig næppe gøre at adskille det fuldstændig klart og skarpt fra hinanden, men karakteren af en kosmisk betydning fremhæves, når der ikke tales om specifikke geografiske steder, men verdenshjørner.
   I en historisk sammenhæng er der en klar tendens til, at blandt de tre store bogreligioner er det kristendommen, som især har foretrukket det sidste. Dette hænger selvfølgelig sammen med det brud med jødernes tempel, såvel Herodes’ konkrete tempel i Jerusalem som de mange teologisk-ideologiske forestillinger forbundet hermed, som kommer til udtryk i evangeliernes beretninger om den symbolske sønderflængning af forhænget (Mt 27,51), nedrivningen af templet og Jesu legeme som det ny tempel (Joh 2,19-22) og om at tilbede Gud i ånd og sandhed fremfor på et bestemt bjerg eller i en bestemt by (Joh 4,21-23).

Det betyder imidlertid ikke, at de kristne har patent på østens betydning, slet ikke i en religionshistorisk kontekst, men heller ikke i forhold til jøderne. Hos profeten Ezekiel møder man på én og samme tid de to stik modsatte holdninger: p.d.e.s. henvendelsen mod øst som udtryk for afgudsdyrkelse (8,16), men p.d.a.s. de messianske forestillinger om, at ”Herrens herlighed” vil vende tilbage fra øst (fx 43,4). I det intertestamentariske skrift, Baruks Bog, kædes de to orienteringer direkte sammen: ”Vend blikket mod øst, Jerusalem / og se den glæde, som kommer til dig fra Gud” (4,36).

Eftersom ”kirken” knapt dukker op i Det nye Testamente (undtagen i betydningen ”menighed”), kan det ikke undre, at der intet konkret står om bygninger, gudstjenesterum eller disses orientering hhv. indretning. I stedet er der indlysende tale om, at ligesom det var tilfældet med oldtidens store fester, gik den begyndende kirkeinstitution ind og erobrede de hedenske skikke og forestillinger ved at underlægge dem en kristologisk omtolkning. Nærmest i direkte forlængelse af Ezekiels syner, fortæller Jesus ifølge Matthæus, at Kristi genkomst skal komme ”som et lyn fra øst” (24,27). Mere indirekte trækkes der formentlig også på myten om paradiset, som ifølge Bibelen befandt sig i en have plantet ”i Eden ude mod øst” (1 Mos 2,8), og selv om det heller ikke siges direkte, hvor Betlehemsstjernen befandt sig, er der tradition for at det måtte have været i det øst, hvorfra De vise Mænd kom (Matt 2,1-2). På den baggrund er det – om end for en moderne betragtning stadig langt fra selvindlysende – ikke så overraskende, at da først teologerne fik smag for den typologiske tolkningsmetode, forstod man Salme 19 som en beskrivelse af Kristus, hvis brud er kirken: ”Himlen fortæller om Guds herlighed, / hvælvingen beretter om hans hænders værk; / … / På himlen har Gud rejst et telt til solen, den går som en brudgom ud af sit kammer, den gennemløber sin bane glad som en helt. / Fra himlens ene ende går den ud / og når rundt til den anden, / intet er skjult for dens glød” (vv. 2 og 5-7).

For nu at komme det – obs! – flertal af moderne kirker i møde, som faktisk ikke er østvendte, må det være på sin plads at indskyde såvel en historisk-pragmatisk som en teologisk replik.

Historisk-pragmatisk gælder det, at navnlig når kirker skulle indgå i bybilledet, har man altid måttet indgå ”kompromisser” og tage hensyn til gadeforløb nok så meget som verdenshjørnerne. Sådan var det fra allerførste færd med de store kirker i Rom, der alle var occidentaliserede, fx Laterankirken, ligesom det er tilfældet med Opstandelseskirken i Jerusalem (begge rækkende tilbage til kejser Konstantins tid).

Vigtigere er det dog at huske på, at kristendommen ikke er en naturreligion, som ubetinget kræver at vi skal lade kirkens indretning diktere af naturens gang. Ikke mindst i det høje og ofte mørke Nord får man givetvis en stor naturlig symbolværdi forærende ved at lade kirkerummet modtage nærmest mærkbart livgivende stråler gennem et østvindue bag alteret; men ligesom Bibelens Skabelsesberetning véd, at lyset kommer før himmellegemerne (1 Mos 1,3 hhv. 1,16), må man teologisk holde fast ved, at dér, hvor alteret står, er ”øst” – uanset verdenshjørnerne.
 

Orienteringen af de moderne kirker

Definitioner:

Orienteringen regnes ud fra den akse, hvorpå alteret befinder sig, og aksen siges at pege i den retning, hvor alteret befinder sig i enden (i tilfælde af kirker, hvor alteret er placeret i midten af rummet bestemmes retningen ud fra aksen fra hovedindgangen til alteret; bl.a. 1977 Baune unddrager sig dog en entydig retningsbestemmelse).

Statistik:

● Nord:  25 kirker = 16 %; dertil 3 mod nordvest og 7 mod nordøst
● Syd: 19 kirker = 12 %; dertil 5 mod sydvest og 3 mod sydøst
● Vest: 14 kirker =   9 %
● Øst: 76 kirker = 49 %

Lægger man de kirker sammen, hvor retningen ligger mellem to verdenshjørner, og som derfor kan tælles med begge steder, kommer de østvendte kirker akkurat over halvdelen af kirkerne:

● Nordlig: 35 kirker = 23 %
● Sydlig: 27 kirker = 18 %
● Vestlig: 22 kirker = 14 %
● Østlig: 85 kirker = 55 %