Den europæiske kontekst
De nye materialer

Internationalt lader det sig næppe gøre at overvurdere betydningen af indførelsen af stål og beton i byggeriet i almindelighed og kirkebyggeriet i særdeleshed. I faglitteraturen florerer der indbyrdes afvigende bud på, hvem der har æren for at opfinde formlen for beton (eller rettere: moderne beton, for allerede romerne kendte til den slags beton, der fx indgik i opførelsen af Pantheon), og fordi der tydeligvis var tale om en proces, hvor man løbende justerede og forbedrede sammensætningen af betonens ingredienser, hersker der ikke overraskende heller ikke enighed om, hvornår det første byggeri blev gennemført. Englænderen John Smeaton krediteres for allerede i 1759 at have gjort brug af en cementblanding, der kunne hærde under vand, til opførelsen af det berømte Eddystone fyrtårn; men ellers er en af de hyppigst nævnte kandidater Francois Coignet. For at dokumentere materialets evner lod han i 1853 bygge et tre etagers hus i armeret beton i Paris-forstaden Saint Denis, som skønt voldsomt medtaget af tidens tand stadig står oprejst halvandet århundrede senere. I dag et fredet mindesmærke, der i husets nuværende tilstand i hvert fald kan minde om, at den oprindelige begejstring over, at beton var unedbrydelig og ikke krævede vedligeholdelse, var en anelse overdrevet.
   Kun langsomt begyndte disse nymodens byggematerialer at blive taget i brug til kirker op gennem sidste tredjedel af det 19. århundrede. Forud – i første halvdel af 1800-tallet – havde der navnlig i Storbritannien været udført enkelte eksperimenter med brug af støbejern til søjler og rækværk på pulpiturer, hvor jernets bæreevne gjorde det muligt at lave søjlerne så slanke, at udblikket op imod prædikestol og alter blev næsten uhindret selv fra de bagerste pladser. Formentlig er Saint Chads kirke i Shrewsbury, indviet 1792, overhovedet den allerførste kirke i verdenshistorien, hvor man gjorde brug af et kunstigt materiale – og det er en uimodståelig tilfældighed (historiens ironi?), at i selvsamme kirke blev Charles Darwin døbt i 1809! Med overgangen til beton og stål gled initiativet over kanalen, idet den armerede beton fortrinsvis fandt vej ind i kirkerne via Frankrig og nærmere bestemt i og omkring hovedstaden – oftest dog gemt godt af vejen bag beklædninger af natursten, tegl eller bemaling.
   Det gælder således historiens angiveligt første kirke, hvori der indgik et synligt (omend bemalet) skelet af stål, St. Eugène, indviet allerede i 1855. Man skulle helt frem til forrige århundredeskifte, før end bygherrerne vovede (eller rettere: fik lov af de kirkelige myndigheder til) "i glimt" at fremvise det materiale, som egentlig bar kirken, det uovertruffet stærke og formbare beton, fx St. Jean de Montmartre (hvis færdiggørelse efter sigende trak ud flere år pga. protester imod anvendelsen af materialet), og den helt enestående Notre Dame du Travail, der endog gik skridtet videre og nærmest helt ekshibitionistisk udstillede det andet og sædvanligvis endnu mere skjulte, bærende element, jernet – en sælsom solidarisk arkitektur i et kvarter med mange jernbanearbejdere! (Man bemærker dog, at "modet" åbenbart slap op, da man nåede til koret, for her forsvinder stålet og fortidens materialer og formudtryk får endnu lov at råde.)

Fra materiale til form
I første omgang gør materialer i sig selv dog ingen revolution. Det synes de første deciderede betonkirker at vidne om; Notre Dame du Raincy fra 1923 regnes for pioneren, og blandt de ikke så få, der hurtigt fulgte i de øvrige europæiske lande i anden halvdel af 20'erne, kan Basels Antoniuskirke (1927) tjene som pars pro toto. Disse 1920'er kirker er nok berømte for åbent, ja, måske ligefrem råt at vedkende sig deres materiale med aldeles usmykket beton, men i grunden præges de af temmelig konservative og traditionelle former og indretning. Det er imidlertid kun et spørgsmål om tid, og det afgørende er, at betonens unikke egenskaber gjorde det muligt for nye ideer at blive realiseret på aldrig før sete måder, fx de nye teologiske tanker om forholdet mellem gejstlig og læg og gudstjenestens formål og forløb, som trivedes i den såkaldte liturgiske bevægelse, der havde sin kim i 1800'tallets slutning, men just i 1920'erne fik ekstra udbredelse.

Casestudy: Dominikus Böhms "Babushka"-kirke
Selv om der kun er al mulig grund til at tilslutte sig det synspunkt, at det moderne kirkebyggeri kan inddeles i tiden før og efter dominikanermunkene i 1950 henvendte sig til Le Corbusier, bør det ikke overses, at der allerede i mellemkrigsårene for alvor blev taget hul på formmæssigt at udnytte de nye muligheder, som fx hos Frank Lloyd Wright i U.S.A. og Dominikus Böhm i Tyskland. Som et voldsomt interessant og sigende, ja, nærmest ikonografisk symbol for den spændingsfyldte overgang til de nye materialer kan man pege på en af Böhms tidligste værker, Christkönigskirken, færdiggjort allerede i 1926, for ret beset mødes gammel og nyt i den som i en slags russisk dukke.
   Kirken består nemlig af to bygningsværker, en kirke til udvortes og en anden til indvortes brug, der helt bogstaveligt er bygget hver for sig, idet den ydre skal bæres af en trækonstruktion, som rent byggeteknisk er udført på en måde, så den ikke kommer i berøring med den indre kirke, der – bemærkelsesværdigt nok uden forstærkning med stål – er selvbærende. Udefra set skiller kirken sig nok en smule ud, men kunne godt ligne en bygning fra traditionen, og i solidaritet med sine omgivelser er den tillige bygget i samme teglmateriale som er brugt ved de mange arbejderboliger i nabolaget og med klare kubiske træk. Indeni er der imidlertid en helt anden kirke bygget af beton, og her slår Böhm sig løs med de buede, paraboliske former, som giver et ekko af indgangsportalens todimensionale form, og som betonen muliggør opført som tredimensionalt rum. Vel at mærke var kontrasten oprindelig endnu mere frapperende end det rent formmæssige, idet Böhm valgte at lade betonen stå rå og ubehandlet (efter krigen har man lysnet rummet op ved at male betonen hvid).
   Som en kuriøs replik til iagttagelsen ovenfor om den forskudte sammenhæng mellem nyt materiale og gammel form, var Böhm nok revolutionerende i sin dristige brug af det nye beton, men rent indretningsmæssigt drog han ikke konsekvensen af den liturgiske bevægelses nye syn på forholdet mellem gejstlige og læge i messefejringen. Det er desto mere ironisk, eftersom at en af reformbevægelsens ankermænd, Johannes von Acken, brugte en grundplansskitse af Böhm til at illustrere de nye tanker i programskriftet Christozentrische Kirchenkunst med den sigende undertitel: Ein Entwurf zur liturgischen Gesamtkunstwerk (1922). Trods rummets enhedspræg skilte han det alligevel i to dele ved hjælp af en jugendstilagtig smedejernsalterskranke, som man så nogle år senere, da menigheden ifølge det moderne gudstjenestesyn skulle have mere uhindret adgang til koret så sig nødsaget til ganske bogstaveligt at save i stykker og fjerne (og i reverens for kunsthåndværket nyplacere som ryglæn i et sidekapel!)
   Der skulle åbenbart gå endnu et halvt dusin år, før end et nabolag kunne tåle også udefra at kunne se den egenartede paraboliske form, som i Böhms næste hovedværk, St. Engelbert kirken i 1932 – men da havde Tyskland, ligesom resten af verden, jo fået andet at tænke på.

Den frigjorte form
Men, som sagt, den helt skelsættende indsats blev Le Corbusiers valfartskapel Notre Dame du Haut i Ronchamp i Sydøstfrankrig (indviet 1955), der i sandhed er en mageløs fantasi i cement og farvet glas – vel at mærke i en omvendt proportional vægtning af materialerne i forhold til gennembrudskirkerne fra 1920'erne: Hvor brødrene Perret og Karl Moser havde udnyttet betonens bærekraft til at lade glasmosaikkerne brede sig maksimalt fra gulv til loft (så man næsten kunne overse betonen), opnår Le Corbusier – ved at gå i stik modsat, minimalistisk retning – på forunderlig vis at gøre sin brug af glasset om muligt endnu mere indtryksfuld: betonen fylder det hele og glasset fungerer ikke længere som vinduer, men som sprækker i muren, himmellysets åndehuller.
   Herefter eksploderede kirkebyggeriet verden over i en sand strøm af decideret skulpturelle kirker, hvor bygningen nok er ramme om gudstjenesten, men så sandelig også udgør et selvbevidst stykke kunst i sig selv. (En god kandidat til titlen som verdens mest skulpturelle kirke kunne være Zur heiligsten Dreifaltigkeit i Wien, hvis idemand da heller ikke var arkitekt, men skulptøren Fritz Wotruba.)

Danmark
Hvis ellers det giver mening at give en karakteristik af det samlede danske moderne kirkebyggeri, forekommer det plausibelt helt overordnet at kalde det for lavmælt. Selv med risiko for at begive sig ud i en hønen-ægget-diskussion kan man overveje, om dette kunne hænge sammen med, at jernbetonen har haft vanskeligt ved at finde indpas hos os. Uden at kende til argumentet for bestemmelsen kan man alene gætte på, at der også på disse breddegrader har været en skepsis over for det nye materiales åndelige formåen, når der i Kongelig Anordning af 14. Maj 1923 angaaende Vedligeholdelse af og Tilsyn med Kirkebygniger m.v. bliver stipuleret i § 14, Stk. 2: "Gulvet i Gangene og Koret skal være af Sten- eller Murfiser eller andet af Synet (...) godkendt Materiale, dog ikke af Beton."
   Ligesom opførelsen af kapeller synes at være blevet brugt som en løftestang for genoptagelsen af kirkeligt byggeri efter krigen, kunne kirkegårdenes bygninger åbenbart også i tiden før krigen bruges som prøveklud for eksperimenter med anderledes former og materialer. Det er således blevet hævdet, at modernismen holder sit indtog i dansk kirkeliv med Frits Schlegels Søndermark kapelkrematorium så tidligt som i 1929, og blot få år senere står samme arkitekt bag folkekirkens møde med det "nye" materiale, da Mariebjerg kapelkrematorium (1937) opføres i en gennemført – og elegant – betonkubisme.
   Ifølge Smidt havde det oprindeligt været planen, at Adventskirken (1944) skulle have været lavet i jernbeton; men pga. manglen på jern under krigen blev den i stedet bygget med røde teglsten. Dermed blev det overladt til Den katolske Kirke i Danmark at stå for den første rene betonkirke i landet med Sankt Knud Lavard fra 1957 (Johannsen/1981, ss. 183f.).
   Da turen omsider kommer til folkekirken, får man næsten et deja-vu af beskrivelsen af den internationale udvikling ovenfor, idet 1961 Hendriksholm nok er af beton, men heller ikke just frapperer ved sin formgivning. I det hele taget er vore betonkirker få, men efter Hendriksholm er til gengæld næsten alle markante i formsproget – om end den eneste, der rigtig kan måle sig med udlandets, holder det hemmeligt bag et fabriksagtigt ydre og først afslører sin betonleg indenfor, 1976 Bagsværd kirke.

Selv uden jernbetonens muligheder finder vi i Danmark helt sikkert adskillige eksempler på kirker med en vis generøs "overflødighed", hvis formgivning tydeligvis ikke er begrænset af det strengt funktionelle; men næppe bygningsværker der kan hamle op med de mest fabulerende fra udlandet. På enkelte undtagelser nær synes kombinationen af nordisk kølighed, luthersk lavkirkelighed og måske især forkærligheden for teglsten at have dæmpet de arkitektoniske udtryk. (Til undtagelserne kunne man rimeligvis regne fx 1961 Grejsdal kirke, 1971 Sønderbro kirke, 1977 Baunekirken, 1980 Lind sognehus, 1994 Lyng kirke og … er der egentlig flere? I givet fald skulle kandidaterne nok findes i kategorien polygonen.)

Apropos ydre-indre: Selv om Bagsværd er Utzons eneste bidrag, synes hans valg at være ret så symptomatisk for det danske kirkebyggeri efter 1960, hvor der er en klar tendens i retning af, at hvis endelig arkitekterne slår sig løs ... sker det inden døre. I hvert fald savner bygningernes ydre generelt et modstykke til den dristighed i navnlig materialevalg og i nogen grad formgivning, som visse arkitekter har fået lov til at udøve i forbindelse med indretningen af kirkerummet. Mest oplagt ville det være at pege på de regederlige sammenstød mellem opulent marmor og jævne teglsten, som navnlig Exner og Spreckelsen har excelleret i (jf. bl.a. 1978 Sædden kirke og 1981 Stavnsholt kirke).

 
Definitioner:

Opgørelsen tager alene den ydre fremtoning i betragtning, fx betyder ”træ” ikke, at der er tale om en stavkirke, men henviser fx til 2008 Løsning, hvor betonbygningen er beklædt med træspån.
 

Statistik:

● beton: 8 (heraf 4 i 1970’erne, senest 2011 Thyborøn)

● træ: 8 (fx 1988 Smidstrup Strand og 1995 Hvinningdal)

● andre materialer: 5 (2008 Hellig Kors tager uden sammenligning prisen for det mest særegne: glasfiber).


I Danmark er vi imidlertid først og sidst til teglsten, når der skal bygges kirker, 131 i alt:

● gule (inkl. rosa): 29 (heraf hele 21 i 1960-70’erne tilsammen; senest 2005 Antvorskov)

● hvide (dvs. malede/kalkede/pudsede): 33 (heraf 9 i 1980’erne og endnu 9 i 1990’erne, hvilket procentuelt er en kraftig overrepræsentation, til gengæld kun en enkelt i det seneste årti, 2008 Grønnevang)

● rødbrune: 13 (heraf 10 i 1970’erne, senest 1985 Kvaglund)

● røde: 57 (jævnt fordelt over alle årtierne)