TPC logo

MODERNE DANSK KIRKEARKITEKTUR
Ved lektor Benny Grey Schuster, Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster

Hvad er det reformatoriske anliggende –

i arkitektonisk henseende?

                                                                      Konfessionalistisches Romantisieren ist ein Anachronismus.
                                                                                                                      Otto H. Senn (1983, s. 41).

Er der noget i den luthersk-protestantiske teologi, som kan/bør/skal definere opbygningen og indretningen af en kirke? Inden der her gives et bud på nogle pejlemærker, som man kan bruge til at indkredse en distinkt reformatorisk arkitektur, bør det slås ganske fast, dels at et sådant forehavende bliver et spørgsmål om fortolkning, dels at det er et forholdsvis moderne anliggende – og endelig, som Senns advarsel minder om, at ændringerne i forhold til fortiden igennem store dele af forrige århundrede snarere var et fælles anliggende, der har ført til om ikke bevidst økumenisk byggeri (som i tilfældet med katolsk-lutherske kirker, fx Maria Magdalena, eller direkte tværreligiøse bygninger, fx Multi Faith Lumen United Reformed Church), så dog en arkitektur med færre konfessionelt betingede forskelle.
   Der kan findes mange markante udsagn fra Martin Luthers hånd om kirken og gudstjenesten, men målt i forhold til hans overvældende produktion af tekster er de både forbløffende få og aldeles spredt. Lige så lidt som Luther selv på noget tidspunkt fandt anledning til at udtrykke sig samlet og systematisk om kirken som bygning og gudstjenesterummets optimale indretning, fremstår det – inden for lutherdommen – hverken blandt hans samtidige eller endog i ortodoksiens tid som en markant problemstilling, hverken teoretisk eller med hensyn til det faktiske byggeri. Først fra det 18. århundrede og frem bliver det genstand for gennemførte overvejelser, diskussioner og ændret praksis.

I sidste ende er den altbestemmende teologiske tanke bag al kristen arkitektur inkarnationen, at "Kristus Jesus

han, som havde Guds skikkelse, / regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud, / men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på / og blev mennesker lig;
og da han var trådt frem som et menneske, / ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden, / ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham / og skænket ham navnet over alle navne,
for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, / i himlen og på jorden og under joden,
og hver tunge bekende: / Jesus Kristus er Herre / til Gud Faders ære."
(Fil 2,5-12; DO 1992).

Men det er akkurat ”i sidste ende”, for dette dogme gælder jo alle kristne. Den særlige reformatoriske vinkel kommer først med den konsekvens, som Luther drager heraf: at mennesket ikke frelses ved gerninger, men ved troen alene.

I en mere direkte arkitektonisk relevant sammenhæng er der grund til at fremhæve tre teologiske grundtanker; men ligesom soteriologien er afledt af kristologien, kan også disse anskues som afledninger af inkarnationen, konsekvenser der på varierende vis præciserer inkarnationens betydning i forskellige retninger:

1) Det almene præstedømme

2) Gudstjenesteforståelsen 

3) Synet på forholdet mellem helligt og profant