TPC logo

MODERNE DANSK KIRKEARKITEKTUR
Ved lektor Benny Grey Schuster, Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster

Akserne i rummet – eller: Har folket den kirke de fortjener?

Menupunktet om ”udformning” handler i høj grad også om rummets akser; men her tænkes på en variant heraf, som selvsagt hænger sammen med, hvordan kirken er dimensioneret og vender (og det vil sige orienterer sig mod de liturgisk vigtige ”scener”: prædiken, dåb og nadver), men som endnu mere konkret sætter fokus på, hvordan man indretningsmæssigt kan forsøge at styre menighedens opmærksomhed vha. adgangsforhold og møblering.

I politiske sammenhænge hører man ofte den bevingede frase, at folket har de politikere eller den regering, de fortjener – for ellers kunne de jo bare have stemt anderledes. Hvis man overfører udsagnet til kirkelivet, bringer det os til et af de mest smertelige (!) aspekter ved den moderne kirkearkitektur. For hvis det lyder, som om jeg sine steder på disse sider ironiserer over sendrægtigheden hos arkitekter og menighedsråd til at følge med tiden for i stedet med historiserende efterligninger at have efterladt indtrykket af kirkebygningen som et museum over en forsvunden tids kristendomsopfattelse, så har jeg rettet bager for smed!
   Påstanden her er, at fornyelsen i dansk kirkearkitektur har vi fået på trods af folket. Bemærk venligst at der står ”folk” og ikke ”menighed”, for påstanden hviler på den dobbelte antagelse af, at det så at sige er medlemmerne af Den fjerne Kirke (pace Jørgen I. Jensen), der hellere vil holde fast i en katolsk model, hvorimod de regelmæssige kirkegængere er villigere til at afprøve eksperimenter og ændringer i indretningen, som kunne gøre rummet mere luthersk.
   Denne naturligvis teoretiske påstand tjener til at forklare en uomtvistelig kendsgerning, som stort set ingen af de moderne kirker er uberørt af: Folket boykotter kirken, når ellers de har magt, som de har agt. Om søndagen ”bestemmer” præst og menighedsråd, hvor folket skal gå i kirke, men når det kommer til de kirkelige handlinger, stemmer folket med fødderne og foretrækker selv den mest uinspirerede tidlig 1900-tals kopi af en middelalderkirke fremfor en moderne arkitektonisk – og liturgisk? – perle.
   Kort og godt: Hvis der er en upåagtet religionskrig i Danmark, handler den om kampen mellem kirkens folk og folkets kirke om retten til processioner!

"Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn ..." behøver I ikke gå på række.
Når man på TV ser transmissioner fra fx bispevielser eller andre store kirkelige begivenheder, kan man ved synet af vraltende danske biskopper og præster i flok sagtens få det indtryk, at selve det at gå i procession ligger lutherdommen fjernt og i hvert fald er udansk; men selv om heller ikke alle brude med ledsager ligner Lady Di i St. Pauls katedralen, affinder de sig ikke med, at i almindelighed egner stumpe lutherske kirkerum sig bedst til af-”stumpede” bryllupsmarcher, eller at i særdeleshed moderne eksperimenter med kringlede adgangsforhold blokerer de bedste kameravinkler.
   Jamen, er der noget odiøst ved at gå i procession? Er det særlig katolsk? Strengt taget ikke; men hvis man lytter til moderne protestantisk arkitektur, kunne det alligevel tyde på, at der ikke er tale om et spændingsfrit forhold – rummene inviterer ikke til processioner, snarere tværtimod. Fænomenet er for udbredt (ikke bare i Danmark, men også internationalt) til, at der kan være tale om en tilfældighed; men hvad er i givet fald forklaringen? Er det udelukkende hensynet til gode akustiske forhold, så alle kommer tæt nok på til at kunne høre Ordet? Er det kun arkitektens æstetiske overvejelser over at dynamisere rumoplevelsen ved at fremtvinge en skæv adgang og en asymmetrisk opbygning? Hvilke andre grunde kunne der være?
   En mulig (over)fortolkning kunne søge hjælp hos Søren Kierkegaard, når han et sted siger, at til himlen kan man ikke rejse to på en hest, men må tage turen alene. Der ligger noget flok-mentalitet i den perfekte procession. Selv om såvel pietister (IM) som grundtvigianere lægger stor vægt på menigheden i deres kirkeforståelse, betyder det ikke en underkendelse af Kierkegaards ”Hiin Enkelte”, for trods alle fristelser til kirketugt består menigheden ikke af ensrettede eksemplarer (jf. ”menings-hed”), men af forskellige individer, som kun ligner hinanden ved at være tilgivne syndere.


ADGANGSFORHOLD
Definitioner:

Central adgang udelukker ikke supplerende muligheder for at komme ind fra fx en eller flere af siderne; mens omvendt den skæve adgang her betyder, at der ikke findes en centralt placeret dør. Bemærk at hvis en kirke med en diagonal akse har sin hoveddør helt ude i ”siden”, nemlig i hjørnet, medregnes den i denne sammenhæng til kirkerne med central adgang (fx 1978 Sædden).


Statistik:

Central adgang: 98.

Skæv adgang: 54; heraf 8/÷50% i 1960’erne, hvilket – ikke overraskende – modsvares af 25/+43% i 1970’erne, mens 1980-2010 ligger inden for par.


1967 Bistrup; t.h.: 1983 Hjallese

   


INDRETNING
Definitioner:

Symmetrisk opbygning er grosso modo = processionskirke. Dermed er sagt, at selv om fx 1974 Hannerup og 1974 Vangede i og for sig er udpræget symmetrisk møblerede, medregnes de i denne sammenhæng til kirkerne med asymmetrisk opbygning, fordi de begge er uden nogen midtergang. På den anden side er det heller ikke nok til at blive betragtet som asymmetrisk, at der måske er enkelte stole- eller bænkerækker færre i den ene side (typisk for at skaffe plads til døbefonten – evt. endog med sidestillede stole i forbindelse hermed, fx 1970 Skalborg).


Statistik:

Symmetrisk: 111.

Asymmetrisk: 41; kun 6/÷51% i 60’ bliver vendt på hovedet i det flg. tiår med 18/+35%, mens de næste tre årtier stabiliserer sig inden for par.


2008 Grønnevang
   
1986 Dyrup