TPC logo

MODERNE DANSK KIRKEARKITEKTUR
Ved lektor Benny Grey Schuster, Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster

Alterets, fontens og prædikestolens indbyrdes positionering:

Torgau vs. Schmalkalden

Det er rimeligvis forkert at beskylde de protestantiske kirker for at have et uløst problem, når det drejer sig om placeringen af alter, font og prædikestol i forhold til hinanden. Snarere kan man sige, at konstellationen udgør en blivende udfordring, som enhver indretningsarkitekt må give sit – ”foreløbige” – bud på.
   I luthersk sammenhæng er der historisk fremlagt to radikale, divergerende bud på en ægte protestantisk placering af det liturgiske inventar, begge i forbindelse med nybyggede slotskapeller: I Torgau-modellen (1544) oprettes to krydsende akser med alteret for enden af længdeaksen og prædikestolen på tværaksen, hvorimod Schmalkalden-modellen (1590) samler ikke bare alter, font og prædikestol, men endog orgelet på én lodret linje for enden af enten længde-, tvær- eller diagonalaksen. (Faktisk leverede de protestantiske fyrster en tredje model, idet kapellet i Altes Schloss i Stuttgart [1562] samler alter og prædikestol på én akse ved at placere dem tæt ved siden af hinanden på midten af den ene langside. For fotos af de tre modeller, klik her)
   Ingen af de to paradigmatiske forlæg genfindes i det moderne danske kirkebyggeri, i hvert fald ikke i deres fulde, konsekvente form; men hvis man alligevel skulle kåre en vinder, kommer Schmalkalden – tillempet i større eller mindre grad – ind på en suveræn første plads (ja, modellen har endog vundet på Torgaus hjemmebane, idet slotskapellet nu om dage er forsynet med en prædikestol klods op ad alteret ved enden af rummet).
   Den danske løsning har så at sige bestået i at lægge den lodrette akse ned, så at alter, font og prædikestol befinder sig på en vandret linje foran menigheden (ang. orgelet, jf. ”Orgelplacering”), og hvis man er parat til at acceptere dette som en variant af Schmalkalden-modellen, bliver den finurligt ironiske konklusion, at mens folkekirken aldrig har antaget De schmalkaldiske Artikler blandt sine bekendelsesskrifter, har dens arkitektoniske model opnået noget nær monopolagtig status herhjemme.
   Hvis man ikke skal nøjes med denne uomstridelige konstatering, kan man – udstyret med et tilpas fintfølende måleinstrument og ­inden for denne enerådende danske positionerings-model – godt skelne mellem forskellige underafdelinger.

Definitioner:

Først kan man overordnet inddele i de liniære og de forskudte konstellationer. I begge tilfælde er der ikke kun tale om at benytte et ”målebånd”, men også at udøve et skøn. Alter, font og prædikestol karakteriseres ikke kun som liniære, hvis man med en lineal kan slå én gennemgående streg, der forbinder dem alle tre, men også hvis forskydningen imellem dem er så minimal, at synsindtrykket fra skibet opfatter dem som stående på linje. Oftest vil det i praksis sige, at font og prædikestol flugter med knæfaldet, eller at alle tre møbler befinder sig i et klart markeret kor (hvis prædikestolen – og den alene – imidlertid markant bryder ”grænsen” mellem kor og skib, henregnes opstillingen til de forskudte).
   Hvis man med det blotte øje selv fra den bagerste kirkebænk nemt opfatter, at de liturgiske møbler ikke står på række, karakteriseres de som forskudte, og denne kategori afslører ved nærmere eftersyn en hel serie af forskellige former for forskydning – og, NB, dermed altså ikke kun den variant, som mange måske ville være fristet til at opfatte som den ”normale”, hvor font og prædikestol står parallelt foran et tilbagetrukket alter. (Enkelte kirker med løst inventar falder uden for kategori.)


Statistik:

Alter, font og prædikestol opstillet liniært: 62; heraf 15/÷19% i 1960’erne og 4/+39% i 2000’erne, resten af årtierne inden for par.

Alter, font og prædikestol opstillet forskudt: 87; ingen af årtierne skiller sig statistisk ud.


De forskudte kan underinddeles i de opstillinger, hvor ingen af de tre møbler befinder sig på samme linje (kaldes her for 1+1+1) og dem, hvor to af dem er på linje (enten 1 møbel foran de to andre = 1+2, eller 1 møbel bag de to andre = 2+1). Alle disse tre underinddelinger kan så yderligere underinddeles alt efter hvilke af møblerne, der indtager de forskudte positioner.

FORMER FOR 1+1+1:

• Font+alter+stol: 4; Denne løsning med stolen bagerst er alle et enkelt skævt tiårs fænomen: 1974 Vangede, 1977 Avedøre, 1982 Hedegårds og 1983 Sthens.

• Font+stol+alter: 13; heraf halvdelen i 1960’erne.

• Stol+font+alter: 1 (1965 Dokkedal).


FORMER FOR 1+2:

• Alter+font/stol: 1 (1988 Smidstrup Strand).

• Stol+alter/font: 4 (1961 Rousthøje, 1968 Halskov, 1970 Vestervang og 1971 Sankt Andreas).

• Font+alter/stol: 27; heraf 5, hvor den fremskudte font og stolen begge befinder sig på samme side til venstre for alteret (fx 1976 Bagsværd) og 3 hvor de begge er til højre for alteret (fx 1976 Vollsmose). I forbifarten kan noteres, at alle de kirker, som samler font og stol på én af alterets sider, er bygget mellem 1967 Bistrup og 1983 Gjesing.


FORMER FOR 2+1:

• Alter/font+stol: 2 (1962 Stengård og 1978 Sædden).

• Font/stol+alter: 36; inkl. 4 hvor font og stol ikke står mere eller mindre symmetrisk på hver sin side af alteret, men samlet enten til venstre (fx 1973 Vest) eller højre for alteret (fx 2002 Sund).

Lineær
1+1+1: font+alter+stol
1+1+1: font+stol+alter
1+1+1: stol+font+alter
1+2: alter+font/stol
1+2: stol+font/alter
1+2: font+stol/alter
2+1: alter/font+stol
2+1: font/stol+alter