TPC logo

MODERNE DANSK KIRKEARKITEKTUR
Ved lektor Benny Grey Schuster, Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster

Orgelets placering – eller:

"Sæt dig højere op min ven": Det vandrende orgel

Bagvæg, pulpitur
Altervæg

Hvis man har smag for komplotteorier, kunne det være fristende at gætte på, at fordi de amerikanske kirker overhalede lutheranerne inden om og allerede tidligt – og særligt op igennem det 20. århundrede – fik tradition for ikke kun at indrette deres rum amfiteatralsk, men også at give præsten rigeligt selskab på scenen af musikere og store, gerne farverigt klædte kor, har der været en skeptisk tilbageholdenhed hos (nord)europæiske protestanter med at genoptage modellen fra Schmalkalden. Navnlig i 1700-tallet var der ellers i både danske og især tyske lutherske kirker blevet eksperimenteret dristigt med at rykke musikken i fokus ved at anbringe orgelet på en lige så prominent og ”iørefaldende” plads som alter og prædikestol, alt sammen ud fra en teologisk overbevisning om, at Ordet også kommer til menigheden igennem salmesangen.
   Eksperimenterne formåede imidlertid ikke alvorligt at ændre ved den rumindretning, som både før og siden har været så udbredt, at det selv uden mistanken mod amerikanernes faible for show-man-ship kan opleves som nærmest forkert (!), når orgelet ikke er placeret diametralt modsat alteret. I en traditionel langrumskirke er den placering ensbetydende med, at musikken er ”usynlig”, at sangen fra kirkekoret fremføres anonymt – for, som den liturgiske ideologi dikterer, desto bedre at kunne understøtte menighedssalmesangen.
   Ikke mindst i en dansk tradition, om hvilken det plausibelt kan hævdes, at et af de mest konstitutive elementer i dens liturgiske selvforståelse er højagtelsen for salmesangen (hvorfor folkekirkens gudstjenesteliv helt følgerigtigt må være ubestridt indehaver af verdensrekorden i lange, uforkortede salmer), synes der at have hersket en logik, der tilsiger, at jo mere synlige musikkens aktører bliver, desto mere er der en risiko for, at musikken bliver optræden (hvilket, NB, ikke nødvendigvis behøver betyde det samme som, at den er blevet til ”ren” underholdning!).
   I princippet kan man sagtens forestille sig, at lige så lidt som det blev opfattet som et problem, at det talte Ord var lagt i munden på prædikanten, og at menighedens rolle var at lytte til prædikenen, lige så lidt burde der være noget til hinder for, at den lyttende kunne modtage forkyndelsen gennem det sungne Ord. I realiteten har det imidlertid vejet tungere, at man har haft en grundlæggende overbevisning om, at det der adskiller en forsamling af mennesker fra at være et publikum og en menighed af ”almene præster” akkurat er sangen: troen kommer ifølge Paulus af det, der høres; men i Grundtvigs fædreland kommer menighed af det, der synges – eller rettere: at den synger.
   Ud fra en sådan forståelse ligger der ingen disrespekt for musikerne og korsangerne i at opfatte dem som usynlige toner og stemmer, snarere tværtimod; men sådan er det – hvis ellers man skal lytte til arkitekturen – ikke længere. Fra tid til anden hører man den traditionelle indretning – disrespektfuldt – omtalt som koret synger ”folk i nakken”, og det er formentlig lignende fornemmelser hos arkitekter og menighedsråd, der har været medvirkende til at frigøre orgelet fra pulpituret i vest og ”først” kravle ned på gulvet og ”derefter” langsomt længere og længere frem i kirkerummet.

Bagvæg
Sidevæg, bagerst
Sidevæg, midten
Sidevæg, fremme
Kor

Definitioner:

Da kirkerne langt fra alle er orienteret mod øst, erstattes ”vest” af bagvæg som betegnelse for positionen i den modsatte ende af alteret. Under sidevæg skelnes mellem bagerst, midten og fremme, og den pragmatiske målestok til at skelne herimellem lyder: ”bagerst” betyder, at orgelet enten flugter med eller befinder sig bag de bagerste siddepladser i skibet; ”fremme” indebærer, at alle i skibet kan se orgelet, om end man fra de forreste siddepladser måske skal dreje hovedet lidt til siden. Med dobbeltbetegnelsen kor/altervæg menes enten, at orgelet har facaden med direkte front mod skibet, eller, hvis det vender siden til, at det til forskel fra kategorien ”sidevæg, fremme” er placeret direkte oppe i koret (virtuelt eller ej), hvilket i praksis vil sige, at hele menigheden uden at bevæge hovedet kan overskue både alter, prædikestol og orgel.


Statistik:

• bagvæg, pulpitur: 54; ikke overraskende tegner 1960’erne sig for præcist halvdelen og dermed en kraftig overrepræsentation på 62%, hvorimod de resterende årtier alle er underrepræsenteret, men i en svagt stigende kurve tilbage mod normalandelen: 12/÷32% i 1970’erne; 8/÷25% i 1980’erne; 6/÷16% i 1990’erne og 2/÷20% i 2000’erne.

• bagvæg: 16; heraf ingen i 1990’erne.

• sidevæg, bagerst til højre: 8 (heraf 2 pulpitur).

• sidevæg, bagerst til venstre: 4

I alt 82 kirker, hvor man fra selv de bagerste siddepladser skal dreje hovedet/vende sig for at se orgel/organist. 1960’erne er overrepræsenteret med 33/+35%, mens 1970’erne kun lige falder under par med 22/÷17%. Mens 1980’erne er inden for par, udgør de seneste to årtier et nyt sæt antipoder med 8/÷26% i 1990’erne vs. 5/+32% i 2000’erne.


• højre sidevæg, midten: 13 (heraf 4 pulpitur, heraf 2 i 1970’erne).

• venstre sidevæg, midten: 10 (heraf 4 pulpitur, alle i 1970’erne).

I alt 23 kirker, hvor kun dem på de forreste siddepladser vil skulle dreje hovedet for at se orgel/organist. De to årtier, der skiller sig mest ud, er 1960’erne med 4/÷42% overfor 1990’ernes 5/+64%.


• højre sidevæg, fremme: 13 (heraf 9 pulpitur)

• venstre sidevæg, fremme: 16 (heraf 10 pulpitur)

• kor/altervæg, bag alter: 6

• kor/altervæg, til højre for alter: 7 (heraf 2 på pulpitur)

• kor/altervæg, til venstre for alter: 4

I alt 46 kirker, hvor man fra alle siddepladser vil kunne se orgel/organist. Heraf 8/÷42% i 1960’erne, hvilket opvejes over de følgende to årtier: 18/+21% i 1970’erne og 11/+20% i 1980’erne. De seneste tyve år er inden for par.


Lægger man de to sidste sammentællinger sammen, er der i alt 69 kirker, hvor ingen behøver at vende kroppen for at se orgel/organist. Med hhv. 12/÷42% og 2/÷37% omkranser 1960’erne og 2000’erne årtierne i midten, der alle er overrepræsenteret: 27/+21% i 1970’erne; 16/+17% i 1980’erne og 12/+31% i 1990’erne.