TPC logo

MODERNE DANSK KIRKEARKITEKTUR
Ved lektor Benny Grey Schuster, Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster

Korets udformning

Besværet blandt de lutherske med at beslutte sig for korets berettigelse kommer eklatant til udtryk ved at slå ned på de relevante bestemmelser i de tre store tyske programerklæringer: I 1861 fastholder Eisenacher Regulativet (som reaktion på den pietistiske indflydelse på arkitekturen i generationerne forud?), at koret skal hæves fra skibet med flere trin, men viser dog sit lutherske sindelag med tilføjelsen om, at det ikke må forsynes med skranker. Blot tredive år senere reagerer Wiesbadener Programmet direkte herpå. Det lå generelt folkene bag Programmet på sinde at styrke kirkens karakter af at være den gudstjenestefejrende menigheds forsamlingshus, og en tydelig måde at markere enheden mellem præst og menighed er just ved at fjerne skarpe skel mellem skib og evt. sideskibe hhv. skib og kor. Endelig voterede man i Rummelsberger Programmet fra 1951 for en løsning, som skulle vise sig retningsgivende for mange moderne kirker også uden for Vesttysklands grænser: Man undlader at ytre sig decideret for eller imod koret, men anbefaler i stedet, at selve alteret skal løftes over det øvrige gulvniveau.
   Pointen med at gå vejen om ad naboerne mod syd er ikke at hævde en direkte påvirkning, for antageligt har de færreste danske menighedsråd eller arkitekter kendt til kirkemøderne og beslutningernes ordlyd; men snarere forekommer det plausibelt, dels at tyskerne stort set fik tænkt de systematiske muligheder igennem, dels at de gennemløb en tidstypisk udvikling og fik sat ord på tanker, der ”lå i luften” – også hos deres naboer i nord. For skal man udpege ét enkeltstående træk ved det faktiske byggeri i Danmark siden 1960 som den mest gennemførte arkitektoniske fornyelse, er det akkurat, at kirkerne såvel udefra som inde signalerer enhed.


ET ELLER TO RUM, udefra:
Definitioner:

To rum: Hvis gruppen skulle begrænses til de bygninger, som lægger sig klart op ad traditionen, ville den i sandhed være forsvindende (med kun tre kirker); men selv med det nye formsprog er der kirker, hvor der forholdsvis tydeligt markeres en rumdeling. I forhold til tidligere tiders byggeri skal dog præciseres: a) at ikke enhver forbipasserende ville kunne identificere bygningsdelene som skib og kor uden kendskab til kirkens indre; b) at flertallet af moderne kirker tydeligvis består af flere bygningsdele, som bare ikke fordeler sig på kirkerummets traditionelle elementer, men på gudstjenesterum og lokaler til anden brug (undervisning, administration etc.) – i almindelighed, men ikke altid, ville disse bygningsdele næppe udefra blive forvekslet med skib og kor; c) at det kan være med til at ”forvirre” indtrykket af kirken udefra, at den bygningsdel, der rummer koret, ikke sjældent er den højeste (jf. tårn).

1998 Gullestrup (apsis som anelse!)

   Ét rum: Hertil regnes også de kirker, som i øvrigt måtte have en hel suite af bygningsdele (jf. pkt. b ovenfor).
   Som en slags mellemgruppe til de to former kan udskilles de bygninger, hvor kirken nok fremstår som en enhed, men hvor det alligevel markeres udadtil, hvordan rummet er orienteret, idet en apsis aftegner sig i muren, hvad enten det sker i form af en ”tilbygning” (fx 1961 Mørkhøj) eller måske blot i kraft af et afvigende materialevalg (fx 1994 Engholm). Nogle af disse apsisser er dog knapt til at få øje på uden kendskab til kirkens indre (fx 1992 Hjerting – og med lup vil man opdage en apsisantydning i 1970 Islev og 1998 Gullestrup). Som et kursiosum kan tilføjes, at det indre også kan være med til afsløre, at hvad der udefra fremstår som en separat apsis, viser sig at rumme orgelværket, således at orgelfacaden kan være i plan med korvæggen (det gælder 1992 Klostermarks).

 
Statistik:

to rum: 20, heraf 3 klassiske (1961 Hendriksholm, 1961 Dyssegaard, 1968 Pindstrup) og 2 (post)moderne klassiske (1989 Sejs-Svejbæk og 1997 Vejleå); resten vil formentlig ikke alle umiddelbart nikke genkendende til som korbygninger (fx 1961 Munkebjerg, 1971 Kollund, 1984 Skjoldhøj, 1992 Houlkær og 2005 Antvorskov).
   Af årtierne er det igen 1960’erne og 1970’erne, der afviger statistisk, idet 60’erne er overrepræsenteret med 7/+17% mens 70’erne kun har halvdelen af deres procentandel af byggeriet som sådan (3/÷54%).

ét rum: 131; dog kan man blandt dem udskille de kirker, hvor apsis fremstår som et mere eller mindre selvstændigt bygningselement:

ét rum med apsis: 19 – klik her for en liste over medregnede kirker.


1966 Langenæs (to rum)
    
1970 Vestervang (ét rum)

1961 Emdrup (apsis som tilbygning)

1994 Engholm (apsis vha. materiale)


ET ELLER TO RUM, indefra:
Definitioner:

Mens en skelnen mellem kirker, hvis indre fremstår som to eller ét samlet rum, giver sig af sig selv, er der grund til at knytte en række uddybende bemærkninger til indførelsen af en tredje kategori, som til lejligheden her kaldes for optiske torums bygninger: 

1) Hermed tænkes på den slags rum, hvor koret hverken udgøres af en selvstændig bygningsdel (som også udefra er kendelig) eller adskilles fra skibet ved hjælp af en traditionel grænsesætning med korbue eller skranker. I stedet er benyttet andre arkitekturelle virkemidler til at sikre den orientering af rummet, som man ellers i andre tilfælde tyr til malere og skulptører (altertavler m.m.) for at opnå.
   Man skal m.a.o. være opmærksom på, at der ikke behøver at være et sammenfald mellem en given bygnings ydre signaler og dens indre virkning – og ”skævheden” kan vel at mærke gå i begge retninger: p.d.e.s. kan selv en kasse formidle indtrykket af en rumopdeling (fx 1979 Simon Peters), mens p.d.a.s. udefra set adskilte bygningselementer kan smelte sammen indenfor (fx 2005 Antvorskov). 
   For fuldstændighedens skyld bør måske også noteres, at der heller ikke partout er sammenfald mellem den optiske virkning og rummets evt. brug af de øvrige midler til at markere en adskillelse, som behandles i menupunktet om ”rumdelinger”: fx medregnes 1977 Vollsmose til de optiske torums kirker, samtidig med at den markant undlader at benytte sig af forskelle i niveau eller materialer, mens omvendt 1971 Brændkjær opleves som ét rum, selv om kirken indeholder et af de højest hævede korpartier i alle efterkrigens kirker.

2) De to mest udbredte virkemidler til at opnå indtrykket af, at selv en yderst flad apsis kan opleves som et dybt kor, er enten brugen af forskellige materialer (eller overfladebehandlinger) eller – langt hyppigere – lysets indfald. Fx deler anvendelsen af rødmalede trælameller i et ellers hvidmalet murstensrum 1962 Grejsdal, mens det i både 1992 Hjerting og 1998 Islebjerg er overfladebehandlingen, der får selv de minimalt antydede apsis-rundinger til at illudere en rumlig fylde. (Som kontrast kan henvises til 1977 Nørre Uttrup, hvor apsisbuen målt med en tommestok nok er dybere, men hvor murværkets gennemgående materialitet er så overvældende, at det ”udglatter” forskellen og samler rummet.)
   Det er blevet sagt, at lyset er arkitektens vigtigste byggemateriale, og som antydet er det just arkitekternes omhyggelige arbejde med lysvirkningerne, der oftest kan efterlade menigheden med fornemmelsen af at se ind i et andet rum. Som to blandt mange kan henvises til 1994 Tornbjerg og 2008 Grønnevang, netop fordi der i begges tilfælde knap nok er tale om nogen egentlig fordybning i murværket, men hvor sidelyset slår hul i ”kor”væggen. 
   Eftersom arbejdet med sidelys – ofte sivende og umiddelbart skjult fra kirkebænkene – turde være et af de mest udbredte træk ved det moderne kirkebyggeri (men selvfølgelig med rige inspirationskilder i gotikken), bør det præciseres, at der i denne sammenhæng alene tænkes på den effekt, hvor lyset deler rummet. Fx er der ganske vist mængder af sivende lys i 1976 Rønnevangs flade apsis, men da der samtidig er rigelige lysindfald på den øvrige del af endevæggen, deler rummet sig ikke i to.

I direkte forlængelse af bemærkningen om Rønnevang er det nærliggende at indskyde en mere uddybende kommentar. I en ofte fremført tolkning af knæfaldets og/eller apsis’ halvbue, bør man forestille sig, at det fulde cirkelslag omfatter ikke blot de døde på kirkegården udenfor, men også hele den synlige og usynlige kristne menighed. En lignende forestilling, nu blot som en tolkning af alterets placering ved bagvæggen, gjorde pave Benedikt XVI sig til talsmand for, da han som Joseph Ratzinger skrev bogen Der Geist der Liturgie: ”Der Altar ist gleichsam der Ort des aufgerissenen Himmels; er schliesst den Kirchenraum nicht ab, sondern auf – in die ewige Liturgie hinein” (ss. 62f.).
   I sine teorier om kirkearkitektur (Vom Bau der Kirche) var også Rudolf Schwarz optaget af den umulige opgave at åbne kirken mod evigheden, og selv foreslog han bl.a. to nærmest diametralt forskellige arkitektoniske måder at indløse opgaven på: enten kan man lade menighedens blikke standse af en uigennemtrængelig mur, som imidlertid ikke skal virke som en afslutning af rummet, men snarere som en membran ud til det hinsidige. Psykologiserende kan man forestille sig, at muren i dens vælde fremtvinger spørgsmålet hos betragteren: ”Hvad er der mon på den anden side?” Sådan var angivelig hans overvejelser bag de vældige mure i såvel Fronleichnams- som Sankt Anna kirken – og i en dansk kontekst kan man spekulere på, om det er lignende tanker, der har foresvævet Holger Jensen i de kirker, hvor han gav korvæggen en så tilstrækkelig volumen, at den ikke kun forekommer bar og kedelig, men manende (jf. 1968 Halskov, 1970 Østervang, 1971 Sankt Andreas, 1976 Nørremarks m.fl.). 
   Eller man kunne iflg. Schwarz omvendt forsøge at opløse muren, fx vha. en perspektivisk række af buer eller forskudte vægge, som lader ane, at rummet fortaber sig i det uendelige. Et godt eksempel på denne løsning kunne være Schwarz’ læremester og kollega Dominikus Böhms tidlige mesterværker, Christkönig og Sankt Engelbert, hvor det akkurat er murværkets konstruktion, der skaber trompe l’oeil effekten. Også i Danmark kan man pege på løsninger, der om end i måske mere afdæmpet målestok peger i samme retning – ikke mindst i en kombination med lysvirkninger, fx 1966 Nygårds, 1974 Nyvangs, 1976 Hundige, 1977 Husum, 1978 Johannes, 1984 Mørdrup, 1984 Opstandelses, men også 1976 Bagsværds gittervæg.


1976 Hundige
   
Selv med elektrisk belysning kan en væg åbnes

Nå, ja, en selvstændig tredje mulighed er selvfølgelig den, at man nærmest helt bogstaveligt fjerner væggen ved at erstatte den med vinduer – men tager det ikke ligesom mystikken ud af det hinsidige (jf. afsnittet om ”kirken og naturen”)? 

For en god ordens skyld bør det understreges, at kategorien med de optiske todelinger dækker over rum, hvor effekten måske ikke opstår ud fra synsvinklen fra samtlige siddepladser i kirken, ligesom det næppe kan komme som en overraskelse, at vejrforholdene – og tidspunktet på døgnet – spiller afgørende ind på virkningsfuldheden af lysindtaget. Endelig skal det også indrømmes, at selv ud fra den rette vinkel og i højt solskin indgår der en stor grad af skønsomhed i vurderingen – ikke alle vil dele oplevelsen af rummet som delt. Desto mere passende er det derfor, at man ved et klik på kategorien kan se en liste over de medregnede kirker og danne sig sin egen mening.

 
Statistik:

to rum: 16 (8 af dem i tidsrummet 1961-71, ellers ingen før i 1984 Brøndby Strand og Skjoldhøj), mens de resterende er Nørrevangs, Sejs-Svejbæk og Skelager i 1989-90 og senest 1997 Vejleå. Monstro ikke Skjoldhøj og Skelager er dem, hvor rumadskillelsen opleves mest markant, i og med de er forsynet med en regulær korbue?

optisk to rum: 19; kun 1990’erne springer i øjnene ved at være overrepræsenteret med en fordoblet procentandel

ét rum: 116, dvs. 77% af samtlige kirker – eller 89% hvis man ikke vil acceptere min optiske kategori