TPC logo

MODERNE DANSK KIRKEARKITEKTUR
Ved lektor Benny Grey Schuster, Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster

Andre måder at inddele rummet på

Selv hvis ens teologi tilsiger én, at gudstjenesterummet bør være uden et særskilt – underforstået: særlig helligt – rum, fordi kirken skal udtrykke både samhørigheden og ligeværdigheden mellem præst og menighed, gejstlig og læg, så anerkender selv de mest lavkirkelige gemytter flest, at en gudstjeneste skal have sit fokus, at der er behov for forskellige liturgiske scener til at fremme det. Moderne arkitekter benytter sig især af to virkemidler til at identificere den scene, hvor bl.a. nadveren foregår, og skabe et virtuelt rum midt i en centralrumskirke: niveauforskelle med trin imellem skib og kor, og/eller markeringer i gulvet, hvad enten i form af forskellige materialer, ændringer i gulvbelægningens mønster eller som den helt minimalistiske løsning en ”streg i sandet”.


1972 Skovlunde. I et ellers udpræget ensartet rum sørger trin for rumdelingen
   
1971 Kollund. Forskellen markeret vha. materialer (ofte alene med tæpper)

1981 Søndermarks. Mønstrene laver en funktionel sondring i rummet

1983 Gjesing. En gummifuge trækker grænsen

Når man beskæftiger sig med noget så konkret og fysisk som (kirke)arkitektur, støder man ideligt ind i en vældig morsom version af hønen-ægget diskussionen, hvor fysiske og tekniske betingelser, pragmatiske hensyn og hyper teologiserende udlægninger veksler i en uigennemskuelig arkæologi. Et landskabs konturer kan have bevirket en niveauforskydning i grundplanen fra skib til kor, en platform kan rent praktisk have gjort det lettere for flere at se og høre; men snart bliver hver centimeters forskel tillagt en symbolsk betydning, og ét trin op til stedet med alteret symboliserer at Gud er én, to trin den gamle og den nye pagt, tre trin Fader-Søn-Helligånd, fire trin evangelisterne, fem trin, seks trin…. Eller var det omvendt? Først kom teologien, og så måtte bjergskråningen finde sig i at blive nivelleret, fordi den symbolsk motiverede grundplan krævede det? 
   Uden at gå til den materialistiske yderlighed, at symboltolkningen (den ideologiske ”overbygning”!) altid er et efterhæng, vedgår jeg, at mit eget gemyt tilsiger mig, at årsagerne til et givet kirkerums endelige fremtoning består af en blanding af meget forskelligartede hensyn og ikke restløst lader sig forklare ud fra den lutherske eller alment kristne dogmedannelse. 
   Mens det forekommer nogenlunde sikkert at fremføre den påstand, at der har ligget en bevidst og – NB – forudgående teologisk pointe bag at give arkitekterne i opdrag fx at bygge kirken i upåfaldende materialer og dimensioner (jf. ”[huset]”) eller at udjævne niveauforskellene og rumadskillelserne mellem skib og kor, så er der på den anden side elementer i bygningen, som nok i bagklogskabens lys lader sig udpege som kendetegnende for perioden, men som man kun tongue in cheek kan tilskrive en teologisk årsagsforklaring – uden at det selvfølgelig behøver at blokere for en sådan udlægning efterlods!
   Hvis man fx ser på en kirke i tværsnit, kan man sige, at den typisk fremviser en spids vinkel: bygningens ydre (og loftet inde) aftegner en faldende linje fra det høje tårn over det store skib til det lave kor (og evt. diminutive apsis), mens gulvplanet i det indre fremviser en stigende linje, der bevæger sig op fra skibet ad trin til koret og ikke sjældent med alteret yderligere hævet. Linjerne mødes altså i alterets/apsis’ ”spids”. Hvis man har denne tværsnits-vinkel for sit indre øje, kan man helt nøgternt konstatere, at der i det moderne kirkebyggeri – skønt ikke uden undtagelser – er en tydelig og udbredt tendens til at vende vinklen 180°. Fra 1962 Grejsdal til 2008 Hellig Kors har i hvert fald 21 kirker nemlig valgt at lade alteret placere i den markant høje ende af bygningsværket. Forkynder den slags rum, at der i kirken er højt til loftet, at der omkring det helligste er plads til alle – og var det hensigten hos byggeudvalget? Kan man i givet fald tage ”vinkel-omvendingen” til indtægt for en teologisk omvending, fra at lægge vægten på 2. til 1. trosartikel? Hvor den tilspidsende vinkel vil føre menigheden frem mod Bethlehemsstalden og Jerusalemsgraven, åbner den modsatte vinkel sig mod skaberværket? 
   Selv hvis man afholder sig fra at tillægge det en pointeret teologisk mening, kan man rent pragmatisk nemt forsvare, at de liturgiske scener må ophøjes og fremhæves, akkurat for ”demokratisk” at sikre hele menighedens uhindrede mulighed for deltagelse (sådan argumenterede jo bl.a. Sjællands første lutherske biskop, Peder Palladius, i sin Visitatsbog for at bruge materialerne fra de nedbrudte sidealtre til at lade opføre bastante prædikestole, der både kunne signalere Ordets betydningsfuldhed, men også for sikre at selv de ”tykhøre” kunne opfange det). Skal det imidlertid omvendt tillægges ikke bare en praktisk løsning, men en teologisk motivation, når en hel række af kirkerne siden 1960 optimerer blikretningerne og lydbølgernes frie gang ved at sænke alteret/koret og hæve skibet (lige fra 1974 Hannerups græske amfiteater til 1985 Kvaglunds biograf)? Bliver det partout ensbetydende med at ville afgøre om Rundetårn eller et tordenskrald er højest, hvis man drister sig til at sammenholde ændringen af gulvhældningen med Rudolf Bultmanns afmytologiseringsprogram? En del af anliggendet heri var jo at minde os om at skelne mellem himlen som et religiøst og meteorologisk begreb (jf. på engelsk ”heaven” hhv. ”sky”), hvorfor Paul Tillich konsekvent nok foreslog, at vi skulle ophøre med at tale om Gud som ”oppe” og ”derude”, og i stedet som det eller Ham, ”der angår os mest” (ultimate concern), at vi altså søger Ham i det dybe og i det indre.
 

Definitioner:

Det er allerede blevet dokumenteret under ”udformning”, at koret som selvstændigt bygningselement stort set er forsvundet; men at det desuagtet fremdeles eksisterer som en funktion i rummet. I streng forstand burde man måske derfor sætte ”kor” i anførselstegn, men i de følgende opgørelser opereres der med koret i betydningen som en særlig liturgisk scene markeret ved trin eller gulvmarkeringer. Dermed er ikke alle tvivlstilfælde elimineret, for idet så mange kirker overordnet set udjævner niveauforskellene i gudstjenesterummet, kan der være tale om en glidende overgang fra at betragte pladsen omkring alteret i en udpræget centralrumskirke som et (virtuelt) kor og ikke snarere som et hævet alter i skibet.


1963 Fredens
   
1971 Værløse

De to fotos skal som en slags grænsetilfælde illustrere den forsøgte skelnen: Fredens kirke regnes med under kategorien "fladt gulv, men alteret hævet 1 trin", hvilket altså svarer til at alteret kan betragtes som placeret i skibet (da der ikke er noget kor), hvorimod Værløse kirke tæller med til "gulvet hævet 1 trin" og dermed som udgørende en slags virtuelt kor. Det siger sig selv, at udformningen og placeringen af knæfaldet kan medvirke til at fremme fornemmelsen af et kor selv i et rum præget af enhed.


Statistik:

UDEN NIVEAUFORSKEL:
fladt gulv: 35; fx 1966 Nygårds, 1976 Vollsmose, 1984 Helligånds, 1994 Lyng og 2008 Hellig Kors. 
   Mens det ikke kommer som nogen overraskelse, at 1960’erne er underrepræsenteret med kun 5/÷52%, er det måske mere bemærkelsesværdigt, at selv om det er alment antaget, at der i 1990’ernes kirkebyggeri var en tendens til at re-sakralisere rummene, sker det øjensynligt ikke ved ophøje koret, da årtiet tegner sig for 7/+51% af de helt flade kirker.

fladt gulv, men alteret hævet 1 trin: 20; inkl. 1979 Simon Peter endog med baldakin; 1962 Stengård hvor ikke alteret er hævet, men præstens plads som et trappetrin (fx 1963 Fredens, 1973 Korsvejs, 1981 Boholte og 1994 Fonnesbæk. I indeværende årti har 2010 Dybkær også valgt denne model): heraf 11/+69% i 70’erne.

fladt gulv, men med en markering i gulvet til at skelne rumafsnittene fra hinanden: 6; heraf 4 i 1970’erne, samt 1983 Gjesing og 1998 Høje Kolstrup – der i øvrigt kan tage prisen for den mest minimalistiske antydning af, at alteret (og ligeså font og prædikestol) befinder sig i en særlig zone, idet de hver især omkranses af et enkelt bræt til at bryde gulvplankernes mønster.

I alt 61 kirker uden niveauforskel mellem skib og kor; heraf 11/÷39% i 1960’erne og 27/+36% i 70’erne.


MED NIVEAUFORSKEL:
gulvet hævet 1 trin: 55; inkl. 2 hvor alteret yderligere er hævet 1 trin; fx 1961 Bolbro, 1972 Margrethe, 1981 Stavnsholt, 1991 Udlejre og Holsted 2001. Kun 1980’erne og 2000’erne skiller sig ud med hhv. 14/+28% og 5/+96%.

gulvet hævet 2 trin: 24; inkl. 2 hvor alteret yderligere er hævet 1 trin; fx 1960 Husumvold, 1971 Sankt Andreas, 1984 Skjoldhøj og 1992 Houlkær/1992. 1960’erne og 1970’erne viser sig igen som hinandens antipoder med hhv. 14/+96% og 3/÷62%; den seneste er Vejleå i 1997.

gulvet hævet 3 trin: 8; heraf de 7 i 1960’erne, fx 1960 Mørkhøj, samt Skovlunde/1972.

gulvet hævet 4 trin: 2 (1963 Utterslev og 1971 Sønderbro).

gulvet hævet 5 trin: 1 (1971 Brændkjær).

I alt 90 kirker med niveauforskel, heraf 35/+30% i 1960'erne; 22/÷25% i 1970'erne; mens de seneste tre årtier ligger inden for normalfordelingen.


FORSKEL I KRAFT AF MATERIALER OG/ELLER MØNSTER:
Som et supplement til inddelingen af kirkerummet ved hjælp af niveauforskelle, kan man lave en opgørelse over de kirkerum, som skelner de forskellige funktionsområder fra hinanden ved at lave diverse former for variationer i gulvet. Denne metode går i nogen grad på tværs både af den ”klassiske” opdeling med koret som en selvstændig bygningsdel og af den mere funktionelle (virtuelle) indførelse af forskelle i rummet, som er forsøgt beskrevet på denne side og brugen af kategorien ”optisk todeling” under menupunktet ”kor/udformning”.

Af de 151 kirker bygget mellem 1960 og 2009 har i dag (nogle havde ikke oprindeligt) 37 en eller anden form for forskel i gulvbelægningen i skibet, hvor menigheden sidder, og koret/”koret”, hvor de liturgiske handlinger foregår.

Heraf:

i kraft af andet mønster: 7; fx 1969 Nørrelands, 1978 Sædden og 1989 Lystrup.

i kraft af andet materiale: 10; inkl. 2, hvor det kun gælder forhøjningen omkring selve alteret; fx 1974 Nyvangs, 1992 Hjerting og 2008 Løsning.

i kraft af tæppe: 20; inkl. 1974 Jakobs, hvor det er skibet, der er forsynet med tæppe, mens der er teglklinker i koret.

Af de 37 kirker tegner 1960’erne sig for 7/÷37%, hvilket modsvares af 17/+42% i 1970’erne.

Som en sidste krølle på dette afsnit kan oplyses, at ud af de 61 kirker, som er uden niveauforskelle mellem skib og kor, har 13 på den ene eller anden måde alligevel markeret en forskel ved hjælp af mønstre eller materialer.