TPC logo

MODERNE DANSK KIRKEARKITEKTUR
Ved lektor Benny Grey Schuster, Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster

Knæfaldets funktion: støtte knæet eller spærre kroppen ude?

Dagligsproget afslører ”synkretismen” inden for folkekirken, for dét, som – luthersk set – konsekvent burde omtales som et knæfald, hedder i folkemunde lige så gerne en alterskranke, hvilket mere hører til i den katolske og ortodokse del af kristendommen. Alterskranken er i denne sammenhæng i familie med ikonostasen i øst og korgitteret/-skranken i vest (jf. fx Møgeltønder – et lektorie som det i Tønder Kristkirke har haft samme virkning) og er dermed en grænsedrager, der skal inddele kirken i adskilte rum. Knæfaldet, derimod, er en praktisk, ja, man kunne svinge sig op til at sige en diakonal indretning over for gamle Maren i kærets gigtplagede bentøj. Det vil strengt taget sige, at hvis man i Danmark gik over til at følge nogle af vore naboers skik med stående nadver, kunne og burde knæfaldene fjernes – hvis da ikke Nationalmuseet har en mening om deres historiske værdi. (Bryllupper og konfirmationer kunne klares med løse skamler!)

Tingbjerg
Hannerup, med knæfald
Hannerup, delvist uden

Mens korskranken er så godt som aldeles forsvundet fra dansk kirkebyggeri, er der kun enkelte, der har sagt farvel til knæfaldet (1983 Tingbjerg; iflg. arkitektens oprindelige tegninger skulle 1974 Hannerup også have været foruden), og selv om kun et fåtal af knæfaldene giver indtryk af at ville opdele kirken i et regulært kor og skib, er der dog ikke så få, hvis udformning inviterer til den fortsatte brug af termen alterskranke, eftersom de effektivt signalerer, at alteret og dets umiddelbare nærhed tilhører en anden zone.
   Korskranken, om end i absolut lav – og lavmælt – udgave, overlevede endnu i 1941 Christians og 1959 Møllevangs, og Danmarks sidste strækker sig akkurat ind i denne hjemmesides epoke med 1960 Enghave – og på sin vis også 1971 Brændkjær. Både 1962 Bellahøj og 1968 Strandmarks har ganske vist noget, der kunne minde om en kvart korskranke helt ude i det ene hjørne; men i begge kirker tjener rækværket tydeligvis til at forhindre dåbsfølget i at falde ned fra koret (mens 1971 Sønderbro så omvendt må have til hensigt at skærme dem fra at falde op i koret) – de efterlader derfor alle indtrykket af mere at tage højde for arbejdstilsynet end at have sin grund i religiøse instinkter.

1941 Christians
1960 Enghave
1971 Brændkjær
1962 Bellahøj
1968 Strandmarks
1971 Sønderbro

Eftersom det ikke seriøst har været taget op til overvejelse, at folkekirken skulle overgå til ændret nadverpraksis, har man måttet ty til andre midler, hvis man som arkitekt og menighed har villet modarbejde skranke-dimensionen i knæfaldet. Hvis man skulle forsøge at give en sammenfattende karakteristik af de halvandet hundrede knæfald i blot tre punkter, kunne følgende tendenser udpeges:
1) ændret placering, 2) gennembrydning af ”skranken” og … 3) en forbløffende inkonsekvens!

Ad 1) Der er udvist en prisværdig opfindsomhed i at tilpasse knæfaldets udformning og placering, og i mange tilfælde tydeligvis med henblik på at bearbejde dets signalværdi, jf. udformning.

Ad 2) Uanset hvor meget man i sin udformning af knæfaldet fx forsøger at gøre det let og ikke-iøjnefaldende, udgør det immervæk en blokering, og derfor springer det akkurat i øjnene, at hvis kirkerne har villet signalere en mere flydende overgang mellem kor og skib, alter og kirkebænk, ordineret præst og almene præster, har man taget et anderledes håndfast virkemiddel i brug. I symbolsk forlængelse af Markusevangeliets oplysning om, at i Jesu dødsøjeblik flængedes forhænget i templet i to dele (15,38), har knap en tredjedel af periodens kirker (48 i alt) valgt at bryde hul i skranken.
   Den mest radikale udgave heraf er den, som her bliver kaldt for ”parallelle linjer”, men som man også kunne opfatte som den traditionelle hestesko, hvor man bare har fjernet hele den side, der vender ud mod menigheden. Den udgave findes der 6 af. I samme ånd, men i mere modereret form, er de 21 knæfald, som er gennembrudt midt for, således at der principielt er fri adgang og i hvert fald frit udsyn fra skibet til alteret. Mindre demonstrativt, men stadig med klar symbolværdi har 16 kirker valgt at placere et eller flere huller ude i knæfaldenes hjørner/sider, mens de resterende 5 har fundet atter andre måder at åbne knæfaldet på.

Lukket
Åbent, midt
Åbent, siderne

Hvad det tidsmæssige forløb i disse åbninger angår, er der grund til at notere sig to måske lidt overraskende kendsgerninger: dels begynder udviklingen straks fra periodens start, eftersom allerede 1960’erne er let overrepræsenteret (helt på linje med de følgende to årtier); dels at såvel 1990’erne som det nye årtusinds første årti billedlig talt har ”smækket lågen i” igen, i hvert fald hvis man hæfter sig ved procenttallene: 90’ernes andel af åbne knæfald ligger 61% under ”normalen”, mens 00’erne er 55% under (blot 1 enkelt kirke mere ville dog have bragt procentandelen i par!).

Disse tal betyder så omvendt, at der stadig er et stort flertal på 103 kirker, som bibeholder et lukket knæfald. Med ”lukket” skal man ikke forestille sig, at præsten må kravle over skranken for at komme ind til alteret, men alene om knæfaldet optisk giver indtrykket af, at man ikke uhindret kan vandre fra skibet op til alteret. I direkte forlængelse af de anførte optællinger vedrørende de åbnede knæfald spejlvendes procentandelene ved de lukkede: De første 30 år er let under par, mens 1990’erne har plus 32% og seks ud af de syv kirker bygget i 2000’erne har diverse former for lukket knæfald.

Ad 3) Som allerede antydet: skønt to tredjedele af knæfaldene her er blevet karakteriseret som lukkede, stemmer størstedelen af dem (i kraft af udformning, materialer og placering) ikke desto mindre overens med de åbne i at efterlade indtrykket af ikke at ville være en skranke, der opdeler kirken i flere rum eller sågar zoner. Desto mere overraskende, for ikke at sige uigennemtænkt, forekommer det, at så forholdsvis mange kirker vælger at placere døbefont og/eller prædikestolen enten decideret bag knæfaldet eller bag den linje, som man virtuelt kunne trække ved at forlænge knæfaldets forkant, jf. knæfald – font/stol.