TPC logo

MODERNE DANSK KIRKEARKITEKTUR
Ved lektor Benny Grey Schuster, Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster

Døbefontens udformning

Det er selvsagt begrænset, hvad alene udformningen af døbefonten bidrager til rummets geografi, selv om en eventuel opsigtsvækkende form eller farve vel kan hjælpe menigheden med at orientere sig. I denne sammenhæng begrænses præsentationen derfor til en meget grovkornet systematisering.


Definitioner:

Overordnet set inddeles de 149 døbefonte (der mangler fotos af 1961 Dyssegårds og 1973 Skov) i to omgange: Først skelnes der mellem de døbefonte, som tydeligvis lægger sig op ad traditionen, historisme, og dem som i mangel af bedre omvendt så kan kaldes for moderne. Ligesom den romanske eller gotiske byggestil fik lov at række helt ind i 1960’erne, er der også kirker efter 1960, der har foretrukket en døbefont, der kunne minde om fortidens – i øvrigt er der dels ikke fuldkommen sammenfald mellem de historistiske bygninger og de ”middelalderlige” døbefonte (ligesom der også er flere af de sidste end af de første), dels findes der døbefonte i de moderne kirker, hvor man kan fjerne gåseøjnene omkring ”middelalderlig”, idet fontene stammer fra ældre, nedlagte kirker (evt. på postmoderne vis forsynet med en underdel af distinkt anderledes form og materiale, fx 1994 Lyng).
   Dernæst kan man underopdele de moderne fonte i dem, der så at sige viderefører arven fra den romanske landsbykirke ved at være lavet af tunge materialer og med en bastant tyngde i fremtrædelsesformen, så at man typologisk kan forbinde dåbens vand ikke bare med Jordanfloden, men også den klippe, som Moses slog vand af, da Israels stammer tørstede i ørkenen (2 Mos 17,1-7) – eller, med tanke på kummeformen, en brønd med vand fra urgrunden. Heroverfor står de døbefonte, som ikke nødvendigvis alle behøver at fremstå lette (og flytbare!), men som i deres formgivning fremhæver, at vandet befinder sig i et fad – og altså at vandet billedlig talt ikke kommer fra fonten selv, men er hældt deri af kirketjeneren (med behørig undskyldning til 1972 Gug, der ligesom i Lewerentz' Sankt Petri har sørget for rindende – i hvert fald stadigt dryppende – vand i fadet).
   Groft sagt kunne man vove den påstand, at hvor klippe- og brøndmetaforen lægger op til en forståelse af dåben som modtagelsen af livgivende vand, vil fadet invitere til at lægge vægten på renselsesaspektet (hvilket selvsagt kan mindskes ved at udføre fundamentet så bastant, en enhver tanke om et servantestel slås ud af hovedet).
   Endelig er det blandt de ”tunge” moderne muligt at anlægge et formelt, æstetisk kriterium til at skelne mellem runde, kantede og rustikke.


Statistik:

• historisme: 13; heraf 7/+168% i 1960’erne vs. 3/÷44% i 1970’erne; ingen i 1980’erne, til gengæld svarer de 2 i 1990’erne og den ene i 2000’erne rent procentuelt til en overrepræsentation for de to årtier.

• runde: 24; mens 1960’erne og 1970’erne er underrepræsenteret, er de resterende årtier over par.

• firkantede: 36; ligeligt fordelt mellem årtierne med undtagelse af 1990’erne med 7/+47%.

• tre- eller flerkantede: 17; hvor det ikke er overraskende, at 1960’erne havde løvens part af de historistiske døbefonte, er det mere kuriøst (trods de små antal), at årtiet også tegner sig for mere end halvdelen af denne kategori, 9/+78%. De øvrige ligger mere eller mindre under par.

• rustik/rå: 10; slet ingen i periodens første og sidste årti, men fordelt på de tre i midten.

• fad: 49; pånær 1990’erne, som kun havde 3/÷54%, er de øvrige inden for par.


Historisme
  
Rund
  
Firkantet

Tre- eller flerkantet

Rustik/rå

Fad