TPC logo

MODERNE DANSK KIRKEARKITEKTUR
Ved lektor Benny Grey Schuster, Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster

Alterets udformning:

fra slagtebænk til spisebord - eller serveringshylde?

Overskriften er naturligvis udtryk for en pædagogisk forenkling; men den afspejler ikke bare en spænding mellem konfessionerne, men formentlig også en spænding inden for de fleste af de større kirkesamfund (de små har som regel nemmere ved at være entydige – nemlig ved at være ensidige). Selv om der utvivlsomt også er tale om en historisk udvikling, hvor både renæssancen/reformationen og moderniteten har medvirket til at fremme en mere ”ublodig” fortolkning af nadverens blod, så kan spændingen spores helt tilbage til Bibelen selv.
   Eller rettere sagt: Det er i kirkens tradition, at spændvidden fra offersten til spisebord har fået lov til at flyde sammen, hvorimod der i de bibelske skrifter skelnes temmelig klart mellem et alter og et bord. Det hyppigst brugte hebræiske ord for alter (misbéah) er ligesom det tilsvarende græske ord (thysiastérion) afledt af verber, der på begge sprog har noget at gøre med at ”slagte”. Et alter er altså i den betydning det sted eller møbel, hvor man kan afbrænde slagtofferet (dvs. ”måltidsofferet”) eller røgelsesofferet, og nævnes som sådan adskillige steder i Det nye Testamente (fx Matt 5,23; 23,18ff. og 1 Kor 10,18).
   Akkurat omtalen i 1 Korintherbrev er i denne sammenhæng særlig interessant, fordi Paulus nærmest i samme åndedrag og i hvert fald inden for samme argumentationsgang omtaler det, som kristendommen opfatter som sit alter, og som hos apostelen kaldes for ”Herrens bord” (1 Kor 10,21). Det afgørende er, at udover bestemmelsen ”Herrens” bruges tillige et andet substantiv, nemlig det græske trapeza, der simpelthen betyder et ”almindeligt” bord, såvel et man kan spise ved (fx Mark 7,28), som et man kan lægge dagligdags ting frem på (fx Mark 11,15 om vekselerernes borde).
   Alene hos Lukas omtales bordet Skærtorsdag eksplicit som et trapeza (22,21), og tillige knytter han ved hjælp af samme term en billedlig forbindelse til det himmelske bord (v. 30), hvor disciplene vil blive genforenet med ham (trapeza mou en té basileia). Når det drejer sig om forståelsen af det kristne nadverbord, er der endelig også grund til at nævne Hebræerbrevet kap. 9, som knytter en anden, men mindst lige så betydningsfyld billedlig forbindelse mellem den gamle og den nye pagt, idet forfatteren henviser til det særlige bord (i Septuaginta gengivet med trapeza), der ifølge forordningerne i 2 Mosebog 25,23-30 skulle befinde sig i forrummet til Åbenbaringsteltet, og hvorpå skulle fremlægges de højhellige brød (skuebrød), som alene præsteskabet måtte fortære (jf. et tilsvarende møbel i Salomos tempel, 1 Kong 7,48). De kristne nadverbrød er også for præster, nemlig alle i det almene præstedømme.

Den gammeltestamentlige fysiske nærhed mellem offeralteret i teltets/templets forgård og skuebrødsbordet i forrummet kan altså tjene som et sindbillede på kristendommens dobbelte forståelse af kirkens alter. Hvis og når man hertil kan lægge, at kristne teologer og menigheder ikke kun har været påvirket af de bibelske forlæg, men også af almenreligiøse forestillinger, så borger det for tilstedeværelsen af adskillige tvetydigheder i opfattelsen af inventarets karakter – og dermed af dets passende udformning. En af de grundlæggende – religionsfænomenologiske – tvetydigheder er således, om alteret i sig selv er et helligt sted/møbel, eller om det ”blot” er en scene for en hellig handling eller en rekvisit, hvorpå kan fremlægges hellige ting. Hælder man til det første, vil det falde naturligt at udforme og/eller associere alteret med en eller flere af religionsfænomenologiens grundforestillinger såsom en offersten, en arne, en tronstol eller en gravhøj; mens en fremhævelse af dets karakter af bord vil pege ens tanker i den anden retning. 
   Det er selvfølgelig ikke muligt, at granske arkitekterne og menighedsrådenes nyrer og hjerter; men hvis man nøjes med at forholde sig til fremtoningen af de 151 moderne altre, får man umiddelbart indtrykket af, at alle de ovenfor berørte spændinger og tvetydigheder har rumsteret i det danske kirkeliv også gennem det seneste halve århundrede.


Definitioner:

Der gennemføres en forholdsvis simpel tredeling af altrene, hvor det skelnes mellem massive, tunge og lette. Mens det giver sig selv, hvad der gør et alter massivt (i betydningen: ikke til at se igennem), kunne et snusfornuftigt kriterium til at skelne mellem de tunge og lette lyde: ser alteret umiddelbart ud til at lade sig flytte ved almindelig håndkraft? I bekræftende fald er det let (uanset den faktiske vægt!), i benægtende fald tungt.
   Uden nødvendigvis at pådutte et direkte et-til-et forhold mellem udformning og teologi hos de respektive bygherrer, vil et massivt alter kunne tages til indtægt for en vis lighed med både slagtebænken og sarkofagen (helgenkisten), mens det lette alter ikke bare tydeliggør forbindelsen til spisebordet, men også kunne vække mindelser om den reformerte traditions transportable borde og nadveren som et mindemåltid. I den forstand kunne man overveje, om det tunge alterbord er det mest lutherske, for så vidt det på den ene side klart fremviser sig som et bord (ligesom det til forskel fra det massive alter tydeligt viser, at der ikke ligger noget helligt ”gemt” under bordoverfladen), og på den anden side med sin tyngde signalerer, at der er tale om et helt særligt måltid, ja, et sakramente.

For en ordens skyld bør det gentages, at fordelingen på lette og tunge altre ikke forholder sig til vægten, men synsindtrykket – og dermed i ikke ringe grad på et skøn.


Statistik:

massivt alter: 54 (inkl. 3 hvor der nok er et hul i fundamentet, men ikke nok til at give det indtryk af, at alteret bæres af ben, fx 1994 Skæring); heraf hele 24/+49% i 1960’erne, hvilket falder drastisk til 13/÷26% i det følgende årti. Mens 1980-90’erne er indenfor par, er der slet ingen massive altre i 00’erne.

tungt alter: 33 (inkl. 6, hvor fundamentet nok er en midtersøjle, men af så massiv en karakter, at man kan diskutere, om de snarere skulle være kategoriseret som massive); hvad denne kategori angår, er det atter 1960’erne, der skiller sig ud, men nu ved at være underrepræsenteret med 8/÷19%, mens det for en gangs skyld er et andet årti end det sædvanlige, der udgør modvægten, idet 1980’erne har 9/+37%. Endnu mere påfaldende er det, at heller ikke her er 00’erne repræsenteret.

let alter: 64 (inkl 4 hvor indtrykket af lethed skabes på trods af et forholdsvis massivt fundament i form af en midtersøjle, fx 1962 Præstevang); antipoderne 1960’erne over for 1970’erne er tilbage på vante pladser med hhv. 13/÷32% og 25/+20%. Trods årtiets lave andel af det samlede byggeri springer det i øjnene, at samtlige kirker i det nye årtusinde har valgt den lette model.


Massiv fremtoning
  
Tung fremtoning
  
Let fremtoning