TPC logo

MODERNE DANSK KIRKEARKITEKTUR
Ved lektor Benny Grey Schuster, Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster

Hvad er et alter – og hvordan vises dét bedst?

Eller: Skal man bare skrabe tilstrækkeligt i en lutheraner for at der dukker en katolik frem?

Menupunkterne om ”rum” og ”kor” er nok i en kategori for sig; men de resterende punkter om (noget af) inventaret hører alligevel konstitutivt med til geografien, for så vidt de både er med til at forme oplevelsen af rummet og orienterer kirkegængerens opmærksomhed.

Forsimplet sagt kan de seneste to hundrede års intense diskussioner om, hvorvidt og i givet fald hvorledes indretningen af et protestantisk kirkerum bør afvige fra et katolsk, siges at have haft sit brændpunkt i en enkelt problemstilling: hvordan får man arkitektonisk dannet en modvægt til alterets ”naturlige” (!) og i hvert fald historiske tyngde?
   I nogen grad kan det selvsagt blive en hønen-ægget diskussion: er det udformningen eller tolkningen, der kommer først? Religionshistorisk er der fx en veletableret forbindelse mellem det hellige og bjerget, hvilket religionsfænomenologisk modsvares af forestillinger, der forbinder de to med utilgængelighed, uforanderlighed og uforgængelighed (jf. Josuttis/1991, s. 68). Bibelen er fyldt med genklange af denne universelle idéverden, tænk blot på fx Morija (1 Mos 22), Horeb (2 Mos 3 og 1 Kong 19), Sinaj (2 Mos 19), Zion (Sl 2), Kaldelsen af Disciplene (Mark 3), Prædikenen på Bjerget (Matt 5-7), Forklarelsen på Bjerget (Mark 9), Golgata (Mark 15) og bjerget, hvorfra man kan se Det himmelske Jerusalem (JÅb 21,10).
   Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse, at man navnlig i middelalderens begejstring for allegorien støder på tolkninger af gudstjenesten og kirkerummet, hvor alteret omtales som et bjerg eller en klippe(grav)hule, og selv om middelalderteologerne langt fra lod sig begrænse af tingenes fysiske fremtoning, var deres allegorier ikke uden håndfast inspiration fra den arkitektoniske udformning af såvel alteret som dets umiddelbare omgivelser (jf. Suntrup).

Hvis og når man ville protestere herimod, er der strengt taget tre fundamentale muligheder:
1) man kan forsøge at afbalancere alterets virkning ved ændringer i indretning og proportionering (fx ved at sænke området omkring alteret ned i samme niveau som skibet eller ved at lade prædikestolen matche dets størrelse og plads, jf. positionering);
2) man kan helt fjerne alteret (eller dække det til med forhæng eller lignende, når det ikke direkte bruges; for et beslægtet dansk eksempel klik her);
3) man kan lade alteret blive stående; men enten ”ignorere” det i sin liturgiske adfærd (som fx ved at vende det ryggen) eller frembringe en radikal omfortolkning af dets fremtoning og brug (fx ved at fremhæve dets karakter af spisebord, jf. fx Brødremenighedens konsekvente omtale af alteret som et ”liturgibord”, hvilket modsvares af at der i deres sammenhæng ofte er tale om et transportabelt møbel).

Disse muligheder er ikke direkte sammenfaldende med, men modsvarer alligevel i nogen grad de modeller, hvormed Rainer Volp afrunder sin historiske gennemgang af de meget forskelligartede gudstjenesteordninger inden for en hel række af reformationstidens kirkesamfund. Hvis man tillader sig at se bort fra de mange forskelle i detaljen og forsøger at danne sig et overblik over selve anliggendet i forslagene til fornyelse af liturgien, mener Volp at kunne skelne mellem tre typer:
a) man bestræber sig på at lave en reform af messen ud fra de evangeliske bestræbelser;
b) man forbinder en grundlæggende prædikengudstjeneste med en (lejlighedsvis) nadver-gudstjenestedel;
c) man udarbejder en måltidsfejring omkring et simpelt dækket bord, hvor måltids- og fællesskabsaspektet tydeliggøres. (Volp/1992, s. 626.)

Hvis man laver et hurtigt spring fra det 16. århundredes liturgiske grøde til vor egen tid genkender man nemmest ”reform af messen” hos de højkirkelige, der evt. med en markeret luthersk tolkning holder fast ved flest mulige elementer og rækkefølgen fra romermessen (og gerne med stor forkærlighed for de latinske betegnelser); mens ”prædikengudstjeneste”–opfattelsen blev udstillet i udgaverne af Den danske Salmebog (og Ritualbogen) fra før 1992, hvor man i afsnittet om ”Den danske højmesse” ledte forgæves efter nadverliturgien, som i stedet lå ”gemt” 300 sider længere henne under ”Ritualer og anvisninger for kirkelige handlinger”. Endelig behøver man, hvad ”måltidsfejring” angår blot nævne spaghettigudstjenester og diverse påfund i forbindelse med Skærtorsdag – med eller uden hjælp fra Claus Meyer.

Såvel punkterne 1 til 3 som a til c afspejler og påvirker vores opfattelse af, hvad et alter er. Er alteret et møbel man som præst og menighed billedligt (og ikke sjælent temmelig bogstaveligt) kan slentre hen til, eller er det et kraftcenter, som man kun med fysisk anstrengelse (trin, mange trin!) og ærefrygt (korstegning) kan nærme sig? Generelt gik de lutherske ikke så radikalt til værks som de reformerte, som ikke holdt sig tilbage fra at fjerne eller tildække alteret; til gengæld har de lutherske kæmpet med at adskille sig fra de katolske ved at finde balencen mellem alteret som et offersted og som et spisebord. Hvor uafsluttet (uafklaret?) den bestræbelse er, dokumenteres klart af de 151 altre bygget i tidsrummet mellem 1960 og 2008, hvor vi både har træborde, der kunne minde om det fineste fra Ikea, og marmorkolosser, der ville glæde enhver katolsk modstander af 2. Vatikanerkoncils moderniseringer.