TPC logo

MODERNE DANSK KIRKEARKITEKTUR
Ved lektor Benny Grey Schuster, Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster

Rummets geografi – eller: "How to Speak with Stones"

Alle siderne under såvel dette menupunkt som "inventarets materialitet" tjener fundamentalt to formål:

For det første tilbydes en REGISTRERING og KATEGORISERING af samtlige de moderne kirkers måde at udforme og indrette deres gudstjenesterum på.
   Som mindstemål skulle det ikke bare sætte brugeren i stand til at danne sig et overblik, men ved at vække forundring og nysgerrighed også gerne til at virke som en modvægt til den irritation og ligefrem forargelse, som anderledes kirkerum kan udløse hos folk: "Kan man virkelig gøre det således?" "Ja, sådan har nogen gjort ... og kirken står endnu!" Mange af vore forventninger til og meninger om en kirkes – rigtige! – indretning er formentlig mere eller mindre ubevidste og afsløres først i mødet med alternativer til det tilvante, som – om ikke andet – viser, at fordommen ikke var "naturlig" men "kulturlig", historisk.

For det andet er det hensigten at underkaste materialet en TEOLOGISK TOLKNING.
   Blandt de mange mulige måder at kategorisere rummene, inventaret og dets placering på, er udvalgt dem, som skønnes på hver deres måde at kunne bidrage til indløsningen heraf. Tolkningerne har som sin forudsætning følgende antagelser:

a) at sten taler; dvs. dels at rum (dimensionering), former, materialer og de indbyrdes proportioner og placering påvirker mennesker – helt oplagt med stemninger, men også holdninger; dels at næsten alle elementer i et gudstjenesterum ikke alene har et pragmatisk formål, men også rummer en symbolsk betydning.

b) at de medvirkende arkitekter og bygningsansvarlige menighedsråd gennem deres trufne valg afspejler fundamentale teologiske og religiøse samt politiske og filosofiske holdninger og fornemmelser.
   Det forholder sig her lidt på samme måde som med retorikkens påstand: Man kan ikke ikke kommunikere! Man må som udefrakommende betragter vove at løbe risikoen for overfortolkning og i hvert fald beskyldningen om (bagklogskabens) besserwissen i forhold til den konkrete kirkes bygherrer og daglige brugere. Man kan altså sagtens forestille sig, at selv om de involverede parter ville sige, at der kun indgik rent praktiske overvejelser bag en bestemt detalje, viser den sig – om ikke før så på nogle års afstand – at afsløre en særlig (tidstypisk? regional?) forståelse af fx liturgi, ekklesiologi, antropologi osv. foruden påvirkninger fra samfundet og kulturen i almindelighed.
   På trods af at de sidste to faktorer risikerer at blive så brede og almene, at de savner egentlig forklaringsværdi, medtages de alligevel. Det sker for ikke at blive tvunget ud i unødige overfortolkninger: Mens der fx ligger en ægte ekklesiologisk pointe i at bygge kirker af samme jævne materialer som naboerne, giver det knapt mening at ville forklare forkærligheden for akkurat gule mursten og brune interiører i 1960-70'ernes kirker teologisk – der er det mere rimeligt at kigge i familien Danmarks fotoalbum for at blive mindet om datidens modefarver i de hastigt fremvoksende parcelhuskvarterer.

c) at de moderne kirker mere specifikt er forsøg på at finde arkitektonisk udtryk for luthersk-protestantisk teologi.
   Dvs. at de medvirkende arkitekter og bygningsansvarlige menighedsråd (igen: uanset erklæret bevidsthed herom eller ej) gennem deres trufne valg har deltaget i en kollektiv besindelse på arven fra middelalderens katolske kirker, og at ændringerne i forhold til fortidens kirkerum kan tages som udtryk for en bestræbelse på at forme et genuint reformatorisk alternativ.

Klik her for et bud på kriterier til identifikation af luthersk arkitektur.