TPC logo

MODERNE DANSK KIRKEARKITEKTUR
Ved lektor Benny Grey Schuster, Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster

Alterets materiale

Mens der ikke i Bibelen findes direkte belæg for hverken døbefonten eller prædikestolen – og da slet ikke for deres rette materiale (se dog Prædikestol), er alterets kulturhistorie så universel i tid og sted, at der meget naturligt forekommer ikke bare et, men flere stikord i Det gamle Testamente. Dog bør det indskydes, at når der i Bibelen tales om et alter, er betydningen bredere end i en nutidig sammenhæng, idet der ikke kun tænkes på et møbel inde i en bygning, men også en lokalitet ude i det fri. Det sidste er tydeligvis tilfældet med de altre, som blev bygget i ur- og patriarkfortællingerne af Noa (1 Mos 8,20), Abram (1 Mos 12,7.8), Isak (1 Mos 26,25) og Jakob (1 Mos 33,20).
   Om ingen af disse bliver der eksplicit nævnt noget om byggematerialet (selv om det er nærliggende at underforstå klipper og sten), og første gang det sker, er den noget overraskende oplysning, at Moses skal lave alteret af jord (2 Mos 20,24). Straks i det efterfølgende vers kommer en ligeledes langt fra selvindlysende forordning, da Herren formaner Moses om, at ”hvis du vil lave mig et alter af sten, må du ikke bygge det af kvadersten. For ved at bearbejde dem med mejsel har du vanhelliget dem” (jf. 5 Mos 27,5f. og Jos 8,31).
   Mere genkendeligt bliver det, når det drejer sig om ”indendørs” altrene, hvor det både om det i Tabernaklet og senere det i Salomos tempel forordnes, at de skal være lavet af akaciatræ betrukket med bronze (2 Mos 27,1ff. hhv. 2 Krøn 4,1), hvortil Kongebogen føjer et røgelsesofferalter af ceder beklædt med guld (1 Kong 6,20ff.; jf. Hebr 9,4 og JÅb 8,3). I Ezekiels syn af Det nye Tempel ser han interessant nok et alter alene af træ uden metalbeklædning (Ez 41,22) – interessant ikke mindst fordi træ et par årtusinder senere skulle få en slags konfessionel betydning, og fordi materialet i de moderne kirker er langt det mest foretrukne. 
   Jord, sten, ædelmetal eller træ er altså den vejledning, som kan hentes i Skriften; men imellem os og den ligger kirkehistorien. 

Selv om Det nye Testamente slet ikke beskæftiger sig med alterets materialitet, men dog sine steder anvender en term, der peger på at fx Paulus forestiller sig et bord af træ (trapeza, 1 Kor 10,21); og selv om der spredt rundt blandt de tidligste kirkefædre findes beskrivelser af de kristnes nadverfejring, som understøtter antagelsen af, at man i urkristendommen brugte træmøbler som altre, så udviklede der sig meget tidligt inden for den katolske kirke en enerådende praksis med kun at benytte natursten. Traditionen forsøger endog at føre materialevalget helt tilbage til Silvester (314-35), dvs. den pave som sad i Rom, da kejser Konstantin ikke bare legaliserede kristendommen, men begavede den med de pragtkirker, som siden skulle blive de mest betydningsfulde inden for katolicismen (fx San Giovanni in Laterano). Mens denne tilbageføring formentlig er legendarisk, er det historisk dokumenterbart, at koncilet i Epone i 517 stadfæstede bestemmelserne om, dels at kun altre af sten kunne indvies (ut altaria nisi lapidea chrismatis unctione non sacrentur), dels at der til bordpladen (mensa) skulle være tale om én ubrudt sten (ex uno et integro lapide constituatur).
   Skønt man i så mange andre sammenhænge kan opfatte stenen som nærmest et emblem for den direkte modsætning til det organiske og det levende, er det her just den sene oldtids sammenknytning af alteret med symbolet for Kristi nærvær, der betinger overgangen til stenen som det foretrukne materiale. For pludselig byder en række nytestamentlige kristologiske metaforer sig til som belæg for identifikationen: Kristus er den åndelige klippe (1 Kor 10,4), hovedhjørnestenen (Ef 2,20 og 1 Pet 2,7) og – med det herligt paradoksale udtryk – den levende sten (1 Pet 2,4).

Så sent som i 1959, dvs. blot ganske få år inden åbningen af 2. Vatikanerkoncil, gennemgår Dombaumeister, Prof.Dr. Willy Weyres omhyggeligt de sanktionerede forskrifter for indretningen af nye kirker. Bestemmelserne fra Epone fastholdes så konsekvent, at natursten ikke kun skal benyttes til hovedalteret (altare fixum), men også såvel de midlertidige eller flytbare (altare portabile) som de bærbare (altare quasi fixum, dvs. et transportabelt rejsealter). De første kan til gengæld forsynes med en ganske tynd sten, mens de sidste godt må have en mensa af træ, når blot der er nedlagt en sten på det sted i træpladen, hvor nadverelementerne bliver placeret (Weyres/1959, ss. 96ff. og 411-15).
   Til Weyres' "forsvar" kan tilføjes, at nok stod han på tærsklen til 1960'erne; men til illustration af, både på hvor sikker grund han befandt sig, og hvor i grunden frapperende hurtigt omslaget i romerkirken skete, kan man sammenstille to officielle skrivelser med blot 16 år imellem sig. På fascinerende vis minder anliggendet i den katolske liturgiske bevægelse i begyndelsen af det 20. århundrede om det reformatoriske 400 år tidligere, i hvert fald på det ene formelle punkt, at der er en parallel i måden at argumentere på: hvor renæssancens humanister og reformatorer ville tilbage til kilderne, ønskede liturgikerne at vende tilbage til oldkirkens måder at fejre gudstjenester på. I 1947 udsender pave Pius XII rundskrivelsen Mediator Dei et hominum, hvor der selv uden navns nævnelse utvivlsomt sigtes direkte til bevægelsen, når der i § 261 lægges afstand til forsøgene på at forny ved hjælp af det gamle. Teksten går ganske vist på kattepoter og erklærer, at svundne tiders liturgier er al ære værd; men samtidig fastholdes, dels at gamle skikke ikke alene i kraft af deres alder passer bedre til nutiden, dels at de nye liturgier er lige så ærefulde – eftersom de jo er udvirket af Helligånden. Derfor rundes passagen af med følgende advarsel: ”Den ville afvige fra den rette vej, som ville gengive alteret den gamle Mensa-form”. Her tales kun eksplicit om formen, om at vende tilbage fra kassen/sarkofagen til bordet; men hvad Pius XII har ment om materialet, kan ikke være svært at gætte.
   Et af de første dokumenter, der blev besluttet på 2. Vatikanerkoncil, og som udkom allerede i december 1963, var Sacrosanctum Concilium omhandlende gudstjenesten og dens fornyelse. Det afgørende i denne sammenhæng er måske ikke så meget, hvad der eksplicit bliver sagt, som hvad der ikke bliver skrevet noget om, for der fremføres intet om det rette materiale til altre. I stedet underordnes dette konkrete spørgsmål den helt overordnede hensigtserklæring, som dokumentet afsluttes med, når § 128 dels noterer, at ligesom liturgien står foran en revision, må også indretningen af gudstjenesterummet (herunder ”formen og opbygningen af alteret”) ændres, hvis og når denne måtte modarbejde forandringerne; dels at det vil blive uddelegeret til de regionale forsamlinger af biskopper at træffe beslutninger herom (dokumentet er tilgængeligt på adskillige sprog fra Vatikanets hjemmeside, her den tyske version).
   Selv om det altså er bemærkelsesværdigt, at der ikke bliver specificeret noget om materialerne, er der dog i første omgang kun tale om den slags e silentio-argumenter, som filosofien maner til varsomhed med; men at der har fundet et opbrud sted, dokumenteres af andre efterkonciliære tekster. Ganske vist dukker naturstenen igen op i den tyske autoritative udfoldelse af koncilets beslutninger, men interessant nok argumenteres der dels forholdsvis "blødt" med henvisning til sædvane og symbolik, dels åbnes der eksplicit for, at forsamlingen af biskopper kan vælge at tillade andre materialer: "Nach altem kirchlichem Brauch und wegen ihrer symbolischen Bedeutung soll die Tischplatte eines feststehenden Altars aus Naturstein sein. Die Bischofskonferenz kann auch anderes passendes, würdiges und haltbares Material zulassen" (§ 263 i Allgemeine Einführung in das Römische Messbuch, 1970).
   I hvert fald den nordamerikanske region fulgte op på hensigtserklæringen med ikke bare en ændret praksis (for det skete overalt), men også en autoritativ vejledning til katolske menigheder og bygherrer: Bishops’ Committee on The Liturgy: Environment and Art in Catholic Worship (1978). Heri undlader man igen at nævne natursten som et egnet, endmindre krævet materiale; men til gengæld understreges meget kraftigt to generelle principper, dels at de liturgiske møbler ikke skal imponere eller virke dominerende, men fremme ”a ’good feeling’ in terms of human scale, hospitality and graciousness” (§ 52, s. 29), dels at alteret er et helligt bord, og som sådan ” should be the most noble, the most beautifully designed and constructed table the community can provide … constructed with solid and beautiful materials” (§ 71-72, ss. 37f.).
   Bedømt ud fra det ganske vist begrænsede antal moderne katolske kirker, som jeg selv har kendskab til (dog suppleret med adskillige virtuelle internetbesøg i nybyggerier verden over), synes lempelserne på kravet til materialer foreløbig (!) ikke at have haft den store virkning. Altre udført i andre materialer end natursten (som herhjemme fx træ i 1969 Nikolaj og beton i 1973 Sankt Antoni, og internationalt træ i såvel 1971 Saint Nicolas som 2004 Maria Magdalena) kan måske ikke ligefrem karakteriseres som undtagelser; men sammenlignet med spredningen i materialevalg i det moderne danske – lutherske – byggeri, synes der fremdeles at eksistere en forskel, der er tilpas markant til at kunne karakteriseres som konfessionel.

Så vidt mig bekendt er der ingen af de store reformatorer, der direkte har udtalt sig for eller imod valget af bestemte materialer til de liturgiske møbler; men i praksis udviklede der sig med tiden forskellige traditioner. Hurtigst og mest konsekvent – indtil det brutale! – blandt dele af de reformerte (puritanske) kirkesamfund, hvor man i perioder smadrede de gamle, majestætiske altre og erstattede dem med simple – og pointeret ydmyge – trækonstruktioner, der nemt kunne sættes til side og hentes frem efter behov.
   I forhold hertil var både Luther og sidenhen lutheranerne langt mere tilbageholdende med at foretage udskiftninger, selv om man strengt taget måske nok delte de reformertes ”afslappede” syn på alterets materiale. ”Afslappet” i den forstand at man ikke tillagde natursten en særlig symbolsk værdi eller anså det for at have en betydning for gudstjenesten – og da slet ikke for frelsen. (Den sidste replik skal ses i kontrast til, at Weyres uden vaklen fastslår, at hvis fx bordpladen løsner sig fra fundamentet [stipes], så er det ikke bare et mellemværende mellem kirkeværgen og den lokale håndværker, men ”indvielsen af alteret virker ikke mere, hvormed alteret er ubrugeligt”, op.cit., s. 411.)
   Luthers velkendte frygt for selvtægt og uroligheder (jf. hans såkaldte Invokavit-prædikener fra 1522 vendt imod kampfællen Andreas Karlstadts radikale ændringer af liturgien i – og fjernelsen af billederne fra – kirken i Wittgenberg), ledte ham til – i disse sammenhænge! – at være talsmand for besindighed og tålsomhed. Den holdning tog bl.a. Sjælland stifts første lutherske biskop, Peder Palladius med sig hjem fra studierne i Wittenberg, og som det eneste fysiske indgreb opfordrede han menighederne til at nedbryde sidealtrene, der jo typisk var indviet til Jomfru Maria eller ”lokale” helgener, og bruge materialerne herfra til at opbygge værdige prædikestole.
   Det turde således være ganske symptomatisk, at da man i Tyskland fra sidste halvdel af det 19. århundrede samledes regelmæssigt til store kirkemøder for at drøfte principperne for et luthersk byggeri, besluttede man sig i såvel Eisenacher Regulativet (1861) som Wiesbadener Programmet (1891) helt ned i mindste detalje for alterets placering og udformning uden at nævne et ord om selve materialet. Det sker bemærkelsesværdigt nok først i 1951, hvor kirkerne står foran at løfte det mægtige genopbygningsprogram efter 2. Verdenskrigs ødelæggelser, og hvor man i Rummelsberger Retningslinjerne i flæng nævner sten og træ, men til gengæld ser sig kaldet til at fraråde brugen af kunstprodukter som beton, eternit, fiberplader og krydsfinér (i Herbst/1992, s. 254).
   Den generelle tålsomhed anlagde så at sige princippet fra den markianske version af Jesu udtalelse om modstand og følgeskab: ”Den, der ikke er imod os, er for os” (Mark 9,40 – til forskel fra den mere restriktive hos Matthæus, 12,30); hvilket omsat til kirkens indbo betød, at med mindre noget forekom direkte at modarbejde den nye tro og gudstjeneste, kunne man trygt lade det stå og fortsætte, som om intet var hændt. Men måske overvurderede man prædikanternes evne til at overdøve materialernes hvisken?
   For selv om man ikke principielt foretrak sten frem for andre materialer, blev sten alligevel i realiteten nærmest enerådende, fordi man lod de gamle altre stå – og fordi man stort set ikke byggede nye kirker i Danmark i de næste 350 år efter Palladius! Det er først da byggeriet tager fart i slutningen af 1800-tallet, at det bliver relevant at genoverveje, hvordan man bygger altre, og umiddelbart har det mest nærliggende selvsagt været at se på dem (eller for at blive inden for metaforikken: lytte til dem), man allerede havde stående i nabokirkerne – og da de var af sten, genoptog man i stor stil den praksis.
   Måske kan man tillade sig at formode, at der (også) har været økonomiske incitamenter til omsider at gøre alvor af valgfriheden, og selv om det falder uden for denne hjemmesides undersøgelser nærmere at indkredse, hvornår dette mere præcist finder sted, kan det i hvert fald via fotografierne samlet her på hjemmesiden dokumenteres, at man allerede i 1940’erne og 50’erne ser en varieret brug af materialer; men at der dog fremdeles er en klar overvægt af stenaltre.
   Den fordeling ændres radikalt i tiden efter 1960.

Statistik:

• marmor: 9

• marmorplade: 7

I alt med marmor: 16; heraf 7/+47% i 1960’erne vs. 3/÷42% i 1970’erne; de 3 i 1990’erne udgør til gengæld +42%.

• granit/natursten: 27

• granit-/naturstenplade: 14

I alt med granit/natursten: 41; heraf 10/÷25% i 1970’erne vs. 5 i 2000’erne svarer til en voldsom overrepræsentation på hele 163%; resten af årtierne ligger inden for par.

• teglsten: 6; den ene halvdel i 1960’erne, den anden i det følgende årti – eller rettere: det seneste i 1973.

• beton: 11; ingen årtier skiller sig ud.

• træ: 39

• træplade: 33

I alt med træ: 72; ingen i 2000’erne, ellers ligger de forudgående 4 årtier stort set alle inden for par.

• andet materiale: 5