TPC logo

MODERNE DANSK KIRKEARKITEKTUR
Ved lektor Benny Grey Schuster, Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster

Alterets materiale i forhold til rummet

Som en afsluttende krølle på temaet om arkitekturens mulighed for at tale ved hjælp af materialer kan fokus rettes mod forholdet mellem alteret og kirkerummet. Danmarks vel nok berømteste eksempler på materialets forkyndelse er de såkaldte romanske gyldne altre, hvor man næppe kan forestille sig en mere effektfuld kontrast end mellem den luende forgyldte flade og de kalkede vægge, som fx i Sahl kirke.
   Et næsten lige så frapperende materielt udsagn, der måske ikke nødvendigvis signalerer en utilnærmelig afstand mellem det hellige og det verdslige, men dog en kategorial forskel på alterets sfære og menighedens, gives der også enkelte eksempler på i det nye byggeri. Ved siden af 1978 Sædden er det mest nærliggende at henvise til 1981 Stavnsholt, selv om von Spreckelsen dog dér formidler mellem de gule murstensvægge og alterets marmor ved at dække gulvet med granit.
   Dette har imidlertid vist sig at være en undtagelse for kirkerne efter 1960, hvor man i stedet kan konstatere en modsat bestræbelse. Ganske vist gælder det langt fra dem alle, men eftersom mere end en tredjedel af kirkerne – på den ene eller anden måde – kan rubriceres inden for samme tendens, kan man plausibelt hævde det som de nye kirkers afgørende kendetegn: Udtrykt æstetisk falder altrene i med tapetet, og udtrykt teologisk må det hænge sammen med temaet om synet på det hellige og profane. Ligesom der i afsnittet om ”alter-font-stol” plæderes for, at der ligger en luthersk pointe i at udarbejde navnlig alteret og prædikestolen i samme materiale, for at fremhæve forkyndelsens centralitet i gudstjenesten, kan det tolkes som en urgering af dogmet om det almene præstedømme, at alle deltagere i gudstjenesten er omsluttet af rum og inventar i mere eller mindre samme materiale.

En alternativ måde at anskueliggøre pointen med dette afsnit kunne opfordre til, at man for sit indre blik forsøger at abstrahere fra den eventuelle tilstedeværelse af et (kraftig farvet) antependium og/eller en blikfangende alterudsmykning. Hvis man yderligere er villig til at forestille sig en selskabsleg, der kunne gå ud på, at man på færrest mulige sekunder skulle bladre igennem flest mulige fotos af kirkerum for hurtigst muligt at udpege alteret, så vil man have en fornemmelse for betydningen af materialers evne til at tiltrække sig opmærksomhed – eller ej!


Definitioner:

Indledningsvis bør bemærkes, at kategorierne udvides en smule, således at de ikke kun medregner kirkeindretninger, hvor der er fuldkommen sammenfald mellem de anvendte materialer; men dels kan der være tale om et materiale i forskellige bearbejninger (som fx tegl i form af mursten til alteret og klinker til gulvet), dels kan forskellige materialer i et rum være farvesat så markant ens, at virkningen bliver den samme. Omvendt udelades i denne sammenhæng de kirker, hvor alteret godt nok kan være udført i et helt særligt materiale, men hvor det er formgivet så spinkelt, at det på bare en smule afstand kan være svært at få øje på (fx 1967 Bistrup og 2008 Grønnevang).
   Det forekommer muligt forholdsvis konsistent at skelne mellem tre kategorier af alterets materielle lighed med omgivelserne: Mest påfaldende er den, hvor alteret (i hvert fald dets fundament, stipes) er opbygget af de/t samme materialer som rummet som sådan (eller hvor farverne er så sammenfaldende, at det hele flyder sammen uden markerede afgrænsninger). Som en særlig undergruppe kan udskilles de kirker, hvor man har valgt at imødegå den fornemmelse af vægtløshed, som de førnævnte rum kan efterlade hos kirkegængeren, ved at ”fæstne” alteret til gulvet. Alteret afviger tydeligt fra væggene (og loftet), men kan til gengæld forekomme nærmest at gro organisk op fra underlaget, som en gevækst eller knopskydning på den flade, som menigheden befinder sig på. Endelig er der en større gruppe, hvor alteret kan risikere at forsvinde ind i væggene, men hvor et gulv i et anderledes materiale eller en tilpas anden farve sørger for at stabilisere rummet.
   For en ordens skyld bør det tilføjes, at der er rigtig mange altre, som kan være udført af samme materiale som væggene, men hvor man ved hjælp af diverse virkemidler har sikret sig, at de fungerer lige så effektivt som orienteringspunkt, som dem der skiller sig ud i kraft materialeforskellene (fx vinduet bag alteret i 1960 Husumvold eller baldakinen i 1980 Ellebæk; men generelt primært ved hjælp af den kunst, der ignoreres i denne sammenhæng).


Statistik:

• alteret og rummet: 20; heraf over halvdelen alene i 1970’erne (11/+69%), og hele 18 er samlet inden for perioden 1968-81.

• alteret og gulvet: 5

• alteret og væggene: 29; statistisk er det kun 1980’erne, der skiller sig ud med en mindre overrepræsentation (7/+22%) og ’90’erne med et tilsvarende lavt antal (3/÷22%). Ingen i 2000’erne.