TPC logo

MODERNE DANSK KIRKEARKITEKTUR
Ved lektor Benny Grey Schuster, Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster

Alter-døbefont-prædikestol: Forskelle og ligheder i materialer

Som de to fotos af Sædden kirke og Opstandelseskirken illustrerer, kan det enkelte materiale i sig selv måske nok afsløre noget om økonomiske og sociale forskelle (valget mellem fyrtræ og carraramarmor behøver ikke altid kun at være et spørgsmål om æstetiske præferencer), uden at det af den grund nødvendigvis sætter teologiske skel mellem inventaret i et kirkerum. Mens særlige materialer altså sagtens kan være udtryk for et bestemt kirkesyn (fx ytrede Holger Jensen i flere sammenhænge, at brugen af billige materialer ikke kun var en økonomisk tilskyndelse), er fokus i dette menupunkt snarere rettet mod de signaler, som afgives af forekomsten af forskellige – eller ensartede! – materialer i det enkelte kirkerum.
   Teoretisk set kan man forestille sig to grundmodeller: den normale (!) og den moderne.

Den normale fordeling af materialer: 
Med en vis rimelighed kan man nemlig gætte på, at den mest udbredte fordom (i filosoffen Hans-Georg Gadamers hermeneutiske forstand) er, at det liturgiske inventar – såvel i traditionen som i dogmatikken – deler sig i to forholdsvis skarpt adskilte kategorier: de sakramentale og de ”praktiske”. Denne skelnen vil følgelig ”normalt” afspejle sig i materialerne, således at alter og døbefont er ens, mens prædikestol og typisk knæfald er af et ikke bare divergerende, men også mindre fint/kostbart materiale.

Den moderne fordeling af materialer:
I forlængelse af de tolkninger, som er blevet præsenteret på denne hjemmeside af tendenserne i det lutherske og det moderne, kunne man til gengæld formode, at vor egen tids løsning ville bestå i at udligne forskellene i materialerne. Som nævnt flere steder har det været og er fortsat i et luthersk byggeri en standende udfordring til enhver arkitekt, hvordan man med placeringen af navnlig prædikestolen i forhold til alteret får tydeliggjort deres indbyrdes rangforhold (herunder selvsagt muligheden af deres jævnbyrdighed). Det er også blevet nævnt, at de historiske eksperimenter med at stille prædikestolen direkte foran eller oven over alteret er højtråbende tydelige i deres udtryk, men har vist sig utilfredsstillende i længden og kun undtagelsesvis er forsøgt videreført i det nutidige danske kirkebyggeri. I den situationen kan signalværdien i brugen af ensartede materialer supplere og i nogen grad erstatte de geometriske løsningsmodeller.

Begge grundmodeller er rigeligt dokumenteret i det sidste halve århundredes danske kirker!
   Måske endnu mere interessant er det dog, er der tillige findes en hel suite af andre materiale-konstellationer, som man alt efter temperament og villighed til fortolkning kan tillægge forskellige teologiske betydninger. Nok er den såkaldte dialektiske teologi, som har domineret store dele af det 20. århundredes teologiske tænkning i ikke mindst det lutherske Nordeuropa, udtryk for en moderne tænkemåde, men udviklingen inden for de liturgiske teorier igennem den seneste generation har akkurat bestået i en opblødning af dialektikernes urgerede skelnen mellem det sakramentale og det homiletiske. Måske er det disse former for besindelse på såvel den ældre som den helt nære tradition, som findes afspejlet i de mange variationer i inventarets materialer.


Definitioner:

Det er udelukkende brugen af materialer til alter, døbefont og prædikestol, der er i fokus, og overordnet bliver der skelnet mellem forskellige og ensartede materialer.
   Blandt de forskellige bliver der underinddelt i de grupper, hvor først alle tre møbler er lavet af hver sit materiale, dernæst i de forskellige kombinationsmuligheder af at to møbler er fælles om at adskille sig fra det tredje. Som forventeligt (?) findes det højeste antal her inden for kategorien alter og font, da det valg harmonerer med den traditionelle forståelse af nadver og dåb som væsensforskellig fra prædikenen; men måske lidt overraskende ligger kombinationen alter og stol ikke langt bagefter. Man kunne sagtens gisne om, at det primært er de særlige, praktiske krav, der stilles til fonten (nemlig at den skal kunne rumme vand), der har dikteret, at den afviger fra de to andre; men dels er det akkurat i praksis ikke et argument, da kategoriseringerne her tager udgangspunkt i fontens ”krop” og ikke et eventuelt fad til vandet, dels tilbyder denne løsning sig som en oplagt mulighed for at signalere hele to teologiske budskaber. På den ene side symboliseres dåbens engangskarakter over for nadverens og prædikenens livslange gentagelse, og på den anden side fastholdes de to sidstes jævnbyrdighed og gensidige henvisthed på hinanden. Højst overraskende er til gengæld kombinationen font og stol, men trøsten er, at den er så sjælden, at det vist ikke er ulejligheden værd at konstruere en teologisk forklaring på den.
   Også de ensartede lader sig underinddele i tre grupper, for på trods af at det i enkelte tilfælde beror på en hel del skøn, er der ikke desto mindre tilstrækkelig konsistens i nuanceforskellene til, at det giver mening at foretage en skelnen. Dog vil det være for hårtrukkent at tilkende hver underafdeling en speciel teologisk tydning; i stedet kan de mest rimeligt opfattes som æstetiske varianter inden for samme overordnede teologiske anliggende, nemlig at man ved ikke at gøre forskel på deres udstyr får signaleret såvel de to sakramenters som prædikenens lige store betydning for en kristen gudstjeneste. Under gruppen ensartede materialer kan der imidlertid godt være tale om ret så store forskelle i de tre møblers fremtræden i kraft af fx materialets forskellige behandling; og i forhold hertil er der en stor gruppe, hvor ikke blot materialet, men også designet er gennemgående i en grad, så man kan tale om at ensartetheden springer direkte i øjnene, den kaldes her for pointeret ens. Endelig kan man til lejligheden opfinde en kategori, som i mangel af bedre kaldes for overlappende materialer: det kendetegnende er her, at fx alteret og fonten er fælles om at være bygget op af gule teglsten, mens en iøjnefaldende bordplade af træ samtidig forbinder alteret med prædikestolen.

Som sagt har det undervejs været nødvendigt at udøve flere skøn, og en af tommelfingerreglerne er tilpas diskutabel til at den bør fremlægges her. For at blive kategoriseret som ensartet er det selvsagt primært materialets art, der er det vigtigste; men dog sker det ikke slavisk, idet der kan være så store forskelle i det udtryk, som materialet er blevet givet, at inventaret alligevel signalerer en forskellighed (fx slås betragteren ikke af ligheden mellem den middelalderlige granitdøbefont og det nye granitalter i 2001 Holsted, ligesom den hvide marmor i døbefonten ikke umiddelbart forbinder den med alterets røde marmor i 1961 Rousthøje).

1966 Langenæs er et illustrativt eksempel på "alle tre indbyrdes forskellige".
1970 Tagensbo fremviser velsagtens det mest demonstrative eksempel på en hel særlig forbindelse mellem "alter og stol".
To eksempler på hvordan selv en tydelig brug af de samme materialer ikke behøver resultere i en påtrængende ensartethed. I 1982 Solrød Strands tilfælde opnås indtrykket ved hjælp af variationen i design...
... mens det i 1994 Fonnesbæk er den forskellige behandling af stoffet, der signalerer forskel i enhed: fonten står i rå granit, alteret i nubret finish og stolen højpoleret.

 
Statistik:
FORMER FOR FORSKELLIGE MATERIALER TIL ALTER, DØBEFONT OG PRÆDIKESTOL

alle tre indbyrdes forskellige: 17; heraf hele 9/+78% i 1960’erne, mens resten – rent numerisk – fordeler sig jævnt over de følgende tre årtier.

alter og font af samme materiale forskellig fra stol: 36; heraf næsten halvdelen i 1960’erne med 15/+40%, hvilket 1970’erne og 1980’erne udgør en modpol til med hhv. 8/÷32% og 4/÷44%. Vender atter i markant opadgående retning i de seneste to årtier med 4/÷16% i 1990’erne og 5/+200% (!) i 2000’erne.

alter og stol af samme materiale forskellig fra font: 23; her skiller alene 1970’erne sig ud med 10/+34%, mens resten er i par – dog ingen i seneste årti.

font og stol af samme materiale forskellig fra alter: 2; 1966 Strandby og 1973 Hans Egede.

I alt: 78; heraf 31/+33% i 1960’erne og 6/+66% i 2000’erne vs. 10/÷35% i 1980’erne.

FORMER FOR ENSARTEDE MATERIALER TIL ALTER, DØBEFONT OG PRÆDIKESTOL

alle tre af samme materiale: 26; her er 1960’erne lavest repræsenteret med kun 5/÷35%, hvilket opvejes af 7/+36% i 1980’erne og 5/+45% i 1990’erne.

alle tre af pointeret ens materiale: 33; heraf 7/÷29% i 1960’erne. Antallet fordobles i 1970’erne til 14/+31%, hvorefter det procentvis daler ganske let de næste to årtier med hhv. 8/+22% og 3/+20%.

alle tre af overlappende materialer: 12; heraf 2/÷44% i 1960’erne vs. 4/+68% i 1980’erne og 2/+26% i 1990’erne.

I alt: 71; heraf 14/÷34% i 1960’erne vs. 19/+35% i 1980’erne, men kun en enkelt i 2000’erne.