TPC logo

MODERNE DANSK KIRKEARKITEKTUR
Ved lektor Benny Grey Schuster, Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster

Inventarets materialitet – eller: Hvis "klæder skaber folk" ...

kan materialer så skabe hierarkier og egalitet?

I en "traditionel" dansk landsbykirke (selv om den er bygget i 1961) markerer materialerne forskellene ud fra devisen: "de fineste materialer til det vigtigste inventar"; men det sker ofte på en lavmælt facon, som også Rousthøje efterlever, hvor såvel font som alter – som det eneste i rummet – er af marmor, men uden at møblerne af den grund behøver springe i øjnene.
   En trend i de nye kirker har været, at arkitekterne har ønsket at mindske de symbolske forskelle i rummet. Kuriøst nok kan resultatet blive, som fx i 1970 Margrethe, at ligheden mellem kor og skib, mellem præstens område(r) og menighedens ikke bare springer i øjnene, men gør det på en højtråbende facon.

Med materialevalget (og farvernes indbyrdes afstemthed) kan man samle rum til et hele og give klare signaler om, at alt – og alle – herinde er af værdi, er lige gyldigt; men omkostningen kan blive, at det bliver svært at orientere sig i et sådan rum, at det bliver ligegyldigt. En lakmusprøve på denne problemstilling er, hvis man for sit indre blik tænker alterudsmykningen i 1968 Søborgmagle væk (eller med sit fotoredigeringsprogram tillader sig den frækhed at "sprøjtemale" kunsten over med murstensfarve): Hvor bliver fokus da af?

Disse to Exner-kirker, 1978 Sædden og 1984 Opstandelses, er vidnesbyrd om, at materialet i sig selv ikke behøver at skabe forskellene i et rum, men at det snarere er forskellene i materialer indbyrdes, der gør det (det samme kan naturligvis opnås gennem forskellig formgivning og farvesætning af ens materialer). Mens Carrara-marmoren skaber en næsten provokerende kontrast mellem alterets og fontens øer og det omgivende teglstenshav i Sædden, druknes alle forskelle i Opstandelseskirkens marmor-overflod.